To anholdt for sabotage mod atomkraftværk

Den svenske kammeranklager har netop besluttet at anholde to personer for sabotage mod atomkraftværket i Oskarshamn, skriver Kvällsposten.

Tidligt onsdag morgen blev en af mændene tilbageholdt i værkets sikkerhedskontrol, da der var spor af sprængstoffer på hans pose.

De to anholdte er begge ansat af et entreprenørfirma, der fungerer som underleverandør til energiselskabet OKG, som ejer atomkraftværket i Oskarshamn.

Begge har de seneste dage bevæget sig frit omkring på atomkraftværket, hvor de arbejdede med isolering af reaktor O2, der i øjeblikket er lukket på grund af serviceeftersyn.

Terrorekspert ved den svenske forsvarshøjskole Lars Nicander vurderer ikke, at terrortruslen mod Sverige er synderlig høj. Han tror heller ikke, at der står nogen større gruppe bag.

»Det virker, som om det er nogle personer, som vil have opmærksomhed,« siger han til Kvällsposten.

Lars Nicander bakkes op af civilingeniør og formand for Dansk Sprængteknisk Forening Erik Krogh Lauritzen, der dog understreger, at oplysningerne i den konkrete sag endnu er for sparsomme til at basere andet en gisninger på.

»Med fem kilo sprængstof i en bærepose er det begrænset, hvilken skade man kan påføre. Men det er klart, at placeres det det rette sted, er det en anden sag. Det ville dog kræve en del viden og adgang til de mest følsomme dele af kraftværket, hvor jeg tvivler på at almindelige svejsere kan komme ind,« siger Erik Krogh Lauritzen.

»Spørgsmålet er, om hensigten er at udøve størst mulig skade eller blot skabe en politisk happening i medierne for at påvise usikkerheden ved atomkraftværker,« siger Erik Krogh Lauritzen.

Politiet i Kalmar har tilkaldt bombeeksperter fra Malmø, men før de når frem, vil posens indhold ikke blive undersøgt nærmere. I morges lød mistanken på, at der var tale om det højeksplosive sprængstof tatp (triacetontriperoxid).

Hele anlægget vil også blive grundigt gennemgået for at se, om de anholdte skulle have anbragt sprængstoffer andre steder.

Emner : Atomkraft