Angela Merkel: En forskersjæl i politikerskal

Tænk hvis man kunne se verden gennem Angela Merkels øjne. Man ville huske de første karriereskridt som fysiker under DDR-regimet. Man ville sidde i første række til en politisk opstigning, der lige nu kulminerer i et tysk kanslerskab, hovedrollen i kampen mod eurokrisen og titlen som verdens mest magtfulde kvinde.

Man ville sikkert forstå hendes bevæggrunde bedre. Og man ville måske få et indblik i, hvilken rolle kanslerens forskerbaggrund spiller for hendes handlinger og politikstil.

Angela Merkels naturvidenskabelige rødder er noget, tyskerne taler meget om. Og spørger man almindelige mennesker på gaden, om kansleren er en forsker i forklædning, vil de sandsynligvis svare ja og anføre to grunde:

Angela Merkel er født 17. juli 1954 i Hamburg. Hendes far var præst og tiltrådte kort tid efter hendes fødsel et embede i Berlin-Brandenburg i DDR. Hun voksede op i DDR og fik en uddannelse som fysiker og en doktorgrad i kvantekemi. Hendes politiske løbebane begyndte i slutningen af firserne. Efter Murens fald var hun med til at stifte gruppen Demokratischer Aufbruch, hun blev medlem af CDU og kom i 1992 i Forbundsdagen. I 2000 blev hun formand for CDU og i 2005 forbundskansler. (Tegning: Lars Refn) Illustration: Lars Refn

Angela Merkel kører en saglig og analytisk politikstil, der er åbenlys for alle. Og så er hun kendt som en stivstikker, der hverken har store sociale eller retoriske kompetencer. Hun har aldrig været følelsesladet endsige medrivende i sine taler og ses snarere som distanceret og kejtet i adfærd og (krops)sprog.

Et par af de adspurgte ville måske driste sig til at kalde kansleren sådan lidt robotagtig. Og det ville i givet fald ikke være første gang, den kommentar faldt. For et par uger siden kaldte nyhedsmagasinet Spiegel hende ligefrem for 'regeringsautomaten'.

Kliché - men noget om snakken

Forestillingen om den hyperintelligente, men verdensfjerne akademiker er en kliché. Men kunne der alligevel være noget om snakken, når vi taler Frau Merkel?

Det er der noget, der tyder på:

I 2005 er Angela Merkel på vej til at blive kansler, og det inspirerer Ulrich Schnabel fra avisen Die Zeit til at kaste sig over hendes doktordisputats fra 1986. Journalisten kalder de 153 maskinskrevne sider 'hård kost'.

Begrundelsen: 'Merkel løser uendelige integraler og jonglerer med n-dimensionale matricer - hun har styr på den teoretiske fysikers værktøjer. Til gengæld prydes hendes sproglige stil ikke ligefrem af stor retorisk elegance.'

Efterfølgende beviser Angela Merkel, at sidstnævnte ikke behøver bremse en karriere. Under sin opstigning udmanøvrerer hun køligt alle modstandere. Med rationel kalkule rykker hun sit parti ud af dets konservative pulterkammer og ind mod den politiske midte.

Og det falder de tyske medier pladask for. Handelsblatt adler hende som 'magtens fysiker'. Wirtschaftswoche mener at vide, at hun ser livet som en 'forsøgsanordning'. Focus har fået indblik i 'laboratoriet for hendes beslutninger' og er sikker på, at hun 'altid regner baglæns fra det ønskede resultat'. I nyhedsmagasinet Stern vurderer den kendte politikjournalist Hans-Ulrich Jörges, at mens hendes modstandere tænker ét skridt frem, har hun allerede 'lagret de følgende fem-seks i sin hjerne'.

For nylig bragte Spiegel et portræt, der rummer den nok bedste analyse af forskeren inden i kansleren. Hovedstadsredaktøren Dirk Kurbjuweit har fulgt Angela Merkel, siden hun kom til magten. Han kalder hende en kvinde, 'der er glad for at løse opgaver. Jo sværere opgaverne er, jo mere spændende og interessante synes Merkel, de er, jo mere begejstret griber hun dem an.'

'I den henseende er hun mere forsker end politiker', fastslår Dirk Kurbjuweit.

Ideer eller opgaver?

'Til politikken er typisk knyttet en idé, man vil gennemføre. Jo lettere, det lader sig gøre, jo bedre, for belønningen består i at forme verden ud fra sine forestillinger. En forsker vil strengt taget ikke gennemføre en idé, men løse en opgave. Belønningen bliver større, jo sværere opgaven er. Sådan ser Merkel det. Hun er en opgaveløser, ideerne har lavere prioritet.'

Dirk Kurbjuweit sætter hovedet på sømmet, idet han konkluderer:

'Spillet om magten er Merkels lidenskab. En notorisk uimponeret opgaveløser med en stor vilje til magt er en ubehagelig modstander. Man kan næsten ikke knække hende, fordi ethvert nyt problem hilses velkomment som en ny opgave.'

Det er forskeren, der er Angela Merkels store styrke som tysk kansler og som førende politiker i eurokrisen. Men det er også hendes store svaghed.

Allerede i 2004 spørger Hans-Ulrich Jörges tyskerne, om de vil regeres af Angela Merkel, en 'tekniker af poleret stål'. 'For i menneskene,' skriver journalisten, 'flyder der ikke strøm, men blod, der også kan koge. Og Angela Merkel? Er hun kun i stand til at fungere ved driftstemperatur eller også ved menneskelig varme?'

'Finder hun ikke svaret på spørgsmålet om den menneskelige dimension og vakler hun, så bliver hun flået, inden hun rammer jorden. I naturvidenskaben er det heller ikke alle formler, der går op. Nogle gange vinder det sprudlende liv over dem.'

Det menneskelige kommer til kort hos forskerpolitikeren Angela Merkel, og det er et stigende problem. Indenrigspolitisk har det lagt hendes koalition i ruiner. Ifølge de nyeste meningsmålinger daler tilslutningen til hendes håndtering af eurokrisen i den hjemlige befolkning. Europas indbyggere og folkevalgte er ligeledes i tvivl om, hvorvidt de skal følge den tyske kanslers vej.

Følelser bag handlingerne

'Det skyldes Merkels manglende formåen eller uvilje til at forbinde sine handlinger med følelser og lidenskab,' skriver kommentatoren Stefan Braun i Süddeutsche Zeitung:

'Hun underkender menneskenes behov for, at politik ikke kun gør det videnskabeligt rigtige ud fra tal og fakta. Mennesker (og vælgere) vil mærke medfølelse i den her slags kriser.'

Angela Merkel kan løse opgaver, men hun mangler en idé for Tyskland og for Europa, som kan rive menneskene med, som kan få dem til at føle, at der er lys for enden af tunnelen.

'Allerede i begyndelsen af krisen skulle hun have holdt en tale, hvor hun sagde: Vi er gode europæere, vi har i sinde at løse krisen med alle midler - også selvom vi endnu ikke ved, hvordan de midler ser ud', skriver Dirk Kurbjuweit.

Men det kan hun tilsyneladende ikke. Det retorisk begavede og den medmenneskelige kommunikation er ikke hendes stil, desuagtet hvor meget det kunne hjælpe lige nu.

Hos den tyske kansler bestemmer forskeren over politikeren. Opgaveløseren vinder over ideologen ...

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I hvert fald virkede hendes fremfærd efter fukushima-ulykken ikke voldsomt rationel...

  • dét ved jeg nu ikke(?): Hendes parti ville nok ha' lidt endnu større nederlag ved delstatsvalgene uden denne 'fremfærd'; og selv nu må hun se store (politiske) problemer i øjnene på forbundsplan - især i lyset af, at FDP er ved at gøre vore konservative 'kunsten efter'! (Og hun har jo ikke muligheden for nogen 'Putin-strategi'). Dét med kernekraften kan hun sikkert klare med en 'man har et standpunkt til...'-exit, hvis/når folkestemningen måtte erkende den nuværende tyske energi'politik's skibbrud! :)
  • 0
  • 0

Hun har aldrig været følelsesladet endsige medrivende i sine taler

med artiklen.

Da hun sagde nej til Barosos 'equal interest bonds' var hun meget passionate. I det mindste paa mit TV.

  • 0
  • 0

I optællingen og citering af prominente personers kommentarer vedr. kanslerinde Angelika Merkel kan der tilføjes yderligere en fra Urban Priol. Han kalder hende - Unsere gefühlte Staatsratsvorsitzende-.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten