»En anelse molboagtigt«: Minister vil have elektroniske trafiktavler op igen

Illustration: Vejdirektoratet

Det er ikke med Vejdirektoratets gode vilje, at over halvdelen af landets elektroniske trafiktavler og hastighedstavler nu bliver pillet ned. De elektroniske tavler bruges til intelligent trafikstyring. Trafiktavlerne informerer bilister om kø og uheld forude, mens de elektroniske hastighedstavler gør det muligt at justere fartgrænsen på udvalgte strækninger, så køen minimeres.

Beslutningen om at pille tavlerne ned får uden tvivl konsekvenser for bilisterne, understregede Vejdirektoratet i marts. Undersøgelser har vist, at elektroniske trafiktavler forbedrer fremkommeligheden og reducerer risikoen for ulykker.

Men ned skal de. Tavlerne har været finansieret ved hjælp af puljemidler på 30 millioner kroner om året fra Folketingets såkaldte grønne transportforligskreds, som Vejdirektoratet har mistet med udgangen af 2016.

Læs også: Vejdirektoratet slukker elektroniske trafiktavler

Det får nu transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at reagere. Adspurgt under Folketingets spørgetime i forrige uge om, hvorfor regeringen ikke har indkaldt forligskredsen for at finde penge til trafiktavlerne, oplyste han, at han vil tage sagen op ved kredsens næste møde.

»Jamen, jeg har allerede besluttet, at på det næste møde i den grønne forligskreds skal vi snakke om ITS-systemer, og så vil det jo vise sig, om der er nogen, der er villige til at nedprioritere nogle andre udgifter til fordel for at opprioritere udgifterne til ITS-systemer. Men der er ikke to meninger om, hvorvidt der er penge til overs i den grønne forligskreds. Det er der kun én mening om, og den er, at de penge ikke er der. For hvis der var penge til overs, så havde vi sandelig allerede kunnet finde ud af at bruge dem på ting, som vi synes, der mangler,« sagde Ole Birk Olsen.

Molboagtigt og bizart

Det kan med andre ord betyde, at trafiktavlerne, som i øjeblikket bliver pillet ned, inden længe skal sættes op igen.

Det er Socialdemokraternes Mattias Tesfaye, der har taget sagen op i Folketingets spørgetime. Han undrer sig over, hvorfor beslutningen ikke kunne træffes, inden Vejdirektoratet løb tør for penge og begyndte at tage tavlerne ned.

»Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er utrolig glad for, at det så er sat på dagsordenen til det næste møde i den forligskreds. Men der er vel ikke noget at sige til, hvis der skulle være en enkelt bilist hist og pist, der ville synes, at det er en anelse molboagtigt. Altså, hvad skal vi forklare dem? Er det fordi, vi ikke har udvist rettidig omhu herinde på Slotsholmen, fordi regeringen ikke har fået indkaldt forligskredsen i tide, at de først skal tages ned og måske så igen sættes op? Det virker da helt bizart,« sagde Mattias Tesfaye under spørgetimen.

Læs også: Minister afviser at lade sig interviewe om Danmarks største jernbaneprojekt

De berørte strækninger ligger i hovedstadsområdet og Herning. Konkret bliver tavlerne over Køge Bugt Motorvejen, Motorring 3, Holbækmotorvejen, Helsingørmotorvejen, Frederikssundmotorvejen og Herningmotorvejen fjernet. Det svarer til over halvdelen af Vejdirektoratets samlede antal af elektroniske tavler, oplyser direktoratet til Ingeniøren. Vejdirektoratet beholder de elektroniske tavler ved udvalgte broer og tunneller, hvor det er særligt vigtigt at kunne kommunikere med trafikanterne.

Mindre kø og bedre sikkerhed

Vejdirektoratets evaluering af tavlerne fra 2015 viser, at trafikafviklingen er mere effektiv med de elektroniske trafiktavler. Trafikanterne kommer 0,5 til 1,5 minut hurtigere frem på evalueringsstrækningen på cirka 13 kilometer på Motorring 3 ved København og bruger mindre tid på at holde i kø.

Udenlandske undersøgelser har endvidere vist, at tavlerne reducerer risikoen for ulykker, og sikkerhedseffekten er ifølge en rapport fra Rambøll samme år formentlig den samme i Danmark. Ingeniøren har stillet Ole Birk Olsen en række spørgsmål om sagen, herunder:

  • Hvorfor han ikke har indkaldt partierne i forligskredsen til møde om sagen, tids nok til at forholde sig til problemstillingen, før tavlerne blev taget ned?
  • Hvad mulighederne er for at finde de 30 millioner til trafiktavlerne, hvis pengene ikke kan findes inden for rammerne af den grønne forligskreds?
  • Hvordan udsigten til mere kødannelse harmonerer med regeringens formulerede ambition om at prioritere vejtrafikken?

Han har efter 20 dage og adskillige rykkere ikke besvaret spørgsmålene.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor overhovedet skynde sig så meget med at pille tavlerne ned, så snart pengene løb tør. Det er da det mest molboagtige i den historie. De er vel forsynet med an afbryder, så man kan slukke dem, indtil man afklarer om man kan finde nye penge til at drive dem for, og så tænde dem igen når/hvis pengene er fundet.

  • 33
  • 0

De kan vel blive hængende indtil man er HELT sikker på at de skal ned ... Det koster vel ikke noget at de er slukkede.

Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan det kan koste mange millioner at drive sådan nogle tavler.

  • 24
  • 0

Det kan da kun opfattes som det rene pression, når Vejdirektoratet truer med at nedtage trafiktavlerne. De spiser jo ingen brød ved at blive hængende. Ganske enkelt usmagelig politisk pression.

  • 15
  • 4

Hvis man ingen penge har, hvor får man så midlerne til at pille den ned fra?

For det kan da ikke være helt billigt at sende mandskab og lift ud i nattetimerne, samt spærre vejene af.

Eller er det fordi man har skrevet en så tåbelig kontrakt med Oracle, at der skal betales for en entreprise server licens (for mindre kan vist efter sigende ikke gøre det, selv om andre snildt ville kunne få en RPi til at styre skiltet) for hvert skilt, uagtet det det tændt eller ej - eller tror VD at de kan få en god brugtpris for skiltene?

Der er noget der ikke helt stemmer i den historie.

  • 16
  • 1

Det svarer til stærekasserne, som efter sidste forsøg er fjernet og nu måske skal op igen, angiveligt for at lave et forsøg nu med 20 kasser, hvor det før var 10. Det må koste penge hver gang de skal op og ned. Disse penge kunne i stedet være brugt som tilskud til at fjerne de farlige strækninger. Man mangler en langsigtet plan, og bruger i stedet penge på "at gå frem og tilbage".

  • 9
  • 0

indtil flere steder udtrykkes forbavselse over fremgangsmåden. Må jeg her lige gøre opmærksom, at vi har med politikere og ikke logistikere at gøre, så forløbet er helt naturligt.

I øvrigt er det ganske nemt at finde financiering til den fortsatte drift af tavlerne:

52 mill. - 30 mill. = 22 mill.

og det må vist være mere end rigeligt til Folketingets partier, sådan, som de fjanter med borgernes penge - ikke mindst i denne sag.

  • 5
  • 4

Tanken om at få billisterne til at sænke farten fra 110 til under 90 på en strækning hvor der er tæt trafik længere fremme grundet ophopening af mange biler virker jo ikke... Kommer en billist susende med 110+ forbi et 90kmt skilt sænker vedkommende jo ikke farten hvis der er plads nok foran før vedkommende når helt op til hvor køen starter... Tanken er jo at sænke gennemsnits hastigheden så der ikke vil ske en ophopening af biler...

  • 5
  • 8

Bortset fra, at det ikke – som Lars Røssel siger – kan koste mange penge, at afbryde informationen til tavlerne, så kunne man passende samtidig finde ud af, hvorfor hovedparten af de enkeltophængte tavler efterhånden er ude af vage. Det ser rædderligt ud, som de "hænger" overalt, og der er vel kun fire grunde hertil: 1. Fundamentet der bærer masterne er ikke stabilt. 2. Metalkonstruktionen er blevet vredet af vind og vejr, 3. Den oprindelige statiske beregning for selve konstruktionen er behæftet med fejl,eller 4. Man udnytter ikke den justering, som forhåbentligvis findes ved roden af masterne.

  • 1
  • 0

"De er vel forsynet med an afbryder, så man kan slukke dem, indtil man afklarer om man kan finde nye penge til at drive dem for, og så tænde dem igen når/hvis pengene er fundet."

Det ville være for let.

  • 6
  • 0

at understøtte S og R smædekampagne omkring 20 millioner for noget ,der virker, når de to vil have jernbanesignaler for 20 milliarder. Det er ikke engang sikkert eller sandsynligt at de kommer til at gøre nytte. Hverken signaler eller partier.

  • 5
  • 6

Det virker på mig ret overflødigt. Det er vejen der afgør vejens kapacitet ikke tavlerne. Det meste af tiden er der bare ligegyldig information evt forbud for hastigheden. (er det blevet brugt til at idømme hastighedsbøder?)

  • 2
  • 5

Vi er sikkert mange der er enige om at der er lidt for mange tosser ved roret i Danmark. Men hvorfor har man ikke bare GPS'en tændt. Så har man komplet oversigt over trafik og alternative ruter osv. Så behøver vi hverken kæmpe skilte og overdrevne budgetter til vedligeholdelse osv. Ikke at jeg behøver det, da jeg sjældent befinder mig i trafikkaos. Men en GPS er så billig i dag, med både kortopdateringer og masser af information omkring trafikken - så hvorfor overhovedet have disse infoskilte. Selv bestemor på 80 har jo smartphone i dag og vi er jo alligevel overvåget i hoved og røv ;o)

  • 2
  • 5

Min første tanke da jeg læste om, at skiltene skulle pilles ned, var, at det er nok fordi Vejdirektoratet har fundet en køber til skiltene, fx Moldovia eller Uzbekistan. Men så kom jeg i tanke om, at der er jo udtryk for det vante 2-pct-besparelsestyranni, der plager alle off. institutioner. Lige meget hvad, så skal der årligt spares 2 pct. mindre end året forud. I Vejdirektoratet ligger der bruttolister over mulige besparelser: Ingen rækværk ved motorvejsbroer - autoværn repareres ikke - midterstriber må bilisterne selv tænke sig til - vejskilte er overflødige da alle jo har GPS i bilen - snerydningstjenesten afskaffes (er der nogen, der har set sne og is de sidste mange år?). Og det er blot i småtingsafdelingen, efterhånden er der ikke flere peanuts at spare væk, og så kommer turen til de større ting, fx ingen vedligehold af slæbesporet osv. Alt sammen et led i neoliberale politik, der hedder starving the beast. Og den er der som bekendt flertal for i befolkningen. Ik?

  • 1
  • 1

Alt sammen et led i neoliberale politik, der hedder starving the beast.

Nej, starving the beast virker ved, at der skal færre penge ind i skat. 2% tyrartniet et bæstets modsvar - jeg ødelægger alting stille og roligt hvis i ikke giver mig flere penge.

Faktisk har bæstet brugt den strategi i 40 år allerede, hvert år fremskriver man automatisk alle omkostninger med 5%, og derfor tvinges politikerne til at spare på ALT. Altså en 4% udgifts øgning kommer til at fremstå som en 1% besparelse.

Resultatet er at offentlige aktiviteter aldrig er sikret en fornuftig finansiering.

  • 1
  • 1

Erstat skiltene med en app på hhv ios og android. Det vil selvfølgeligt være lidt svært at opkræve bøder. Men det er jo heller ikke meningen.

Hvis kunne overbevise folk om det fornuftige i at bruge appen når man kørte bil kunne man også bruge den til trafik info.

  • 0
  • 1

Erstat skiltene med en app på hhv ios og android.

Ja for det er jo meget bedre for trafiksikkerheden at sidde og se på en 4-5" skærm, end et kæmpe skilt der er lige i ens synsfelt forude!

Og hvad vil det i øvrigt koste at udvikle et system, som så skal give præcis information baseret på GPS lokation, ihukommende hvordan man ellers lige fedter IT systemer sammen her i landet - nok en hel del mere end hvad det koster at drive et system hvor man jo ligesom ret præcist ved hvor informationerne gives.

  • 0
  • 0

Jeg vil gætte på at det er Oracle der får hovedparten af de penge, det koster at have tavlerne i drift. Udspillet fra Oracle da man diskuterede licens var, så vidt jeg husker det, at der skulle betales licens for hver bruger af tavlen og det definerede man som alle bilister der kiggede på tavlen. Det vil så i princippet være alle bilister i Danmark. Det endelige resultat blev dog ikke sådan, men sikkert dyrt nok alligevel. Hvorfor man så overhovedet har brugt en Oracle database, kan man godt undre sig over.

  • 1
  • 0

Jeg kender intet til Oracle's licensbetingelser, men det var sådan det blev beskrevet i flere aviser dengang man havde forhandlingerne. Som det bliver beskrevet flere gange både her på siden og i andre medier er betingelserne på Oracle's produkter vist ikke så ligetil at forstå. P.S. der er vist ikke mange der bruger en database fra Oracle til "en simpel hjemmeside".

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten