Analyse: Vi har store forventninger til forskerne - men ‘Hope is not a strategy’.

Forskerne har gennem mange år og med rette følt sig noget overset i det politiske landskab.

For at rette op på det spøgte de forskningspolitiske ordførere for nogle år siden med at ville etablere en bande kaldet Loyal to Science, så de sammen på tværs af partiskel kunne råbe deres kolleger op, når forskningen for alvor skulle prioriteres i forhold til andre områder, som mange lettere kan forstå og umiddelbart se nytten af. Men uden større held.

Men nu er der for alvor blevet skruet op for opmærksomheden og forventningerne til forskningen. Jeg mindes ikke, at forskning og videnskab før har fået så stor omtale i dronningens og statsministerens nytårstaler som ved dette årsskifte.

»Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed. Vi står over for store udfordringer og forpligtelser, ikke mindst af hensyn til de kommende generationer,« sagde majestæten.

Statsministeren satte et konkret mål om grønne indenrigsflyvninger fra 2025. »Bliver det svært? Ja. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg,« sagde Mette Frederiksen, der fortsatte: »Vi er allerede på vej. Dygtige forskere og virksomheder arbejder på løsningerne.«

Forskningens betydning for vacciner og enden på pandemien blev også direkte nævnt i begge taler.

Nu er det så op til forskerne at løse opgaven. Men har de forudsætningerne, og er de villige til at påtage sig ansvaret?

Det er nok ikke noget, vi kan bare kan håbe på sker af sig selv. Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, blev berømt for i en e-mail i februar 2020, før det første coronatilfælde var registreret i Danmark, at bemærke: »Hope is not a strategy« – og det gælder vel også forskning.

I den internationale elite

Udgangspunktet er i hvert fald generelt godt. Alle objektive data viser, at dansk forskning både absolut og i særdeleshed i forhold til vores lands størrelse tilhører den internationale elite – såvel inden for grøn forskning og sundhedsforskning som mange andre forskningsområder, som nok stadig kæmper med at få opmærksomhed, men som også er vigtige for at skabe arbejdspladser og velstand i bred forstand for det danske samfund på langt sigt.

Det første relevante spørgsmål er, om ressourcerne er til stede. Hvis vi løfter blikket og betragter forskning helt generelt – og ikke kun betragter grøn forskning og sundhedsforskning – kan vi konstatere, at der aldrig tidligere er blevet brugt så store offentlige beløb på forskning i Danmark. Da Danmark tilmed er begunstiget med at have en række alment velgørende fonde, som støtter forskning med betydelige milliardbeløb hvert år, så er mange af vores bedste forskere faktisk godt rustet til at levere.

Men det betyder ikke, at der ikke vil være god mening i at øge den offentlige forskning fra det nuværende niveau på 1 pct. af bruttonationalproduktet til f.eks. 1,5 pct. over en årrække. Der er nemlig alt for mange gode forskningsprojekter, som ville kunne være en gevinst for samfundet, der ikke bliver gennemført.

I dag er der et klart mismatch mellem antallet af forskere og de bevillinger, der er til rådighed. Hovedparten af forskerne skal selv skaffe finansiering fra offentlige eller private fonde til deres projekter, og for manges vedkommende også deres egen løn. Her er succesraten nu så lav – i runde tal 10 pct. de fleste steder – at enten burde der være færre forskere, eller også burde bevillingerne øges.

Forskning er karakteriseret ved at være meget konkurrencepræget og et hårdt udskilningsløb. Sådan skal det også være. Det er ikke ønskeligt, at alle de, som begynder en forskerkarriere, skal blive på universiteterne, eller at enhver forsker kan få lige det vedkommende ønsker – det vil kvæle dynamikken. Men der må skabes et bedre forhold mellem antallet af forskere og bevillinger.

Den øgede politiske opmærksomhed omkring forskningen er positiv, men ikke alle forskere er begejstret for, at man inspireret af bl.a. EU’s forskningsprogrammer nu lægger vægt på såkaldt missionsdrevet forskning. Inden for den grønne forskning er f.eks. defineret fire missioner: Fangst og lagring af CO2, Power-to-X, klima- og miljøvenlig fødevareproduktion samt genanvendelse og reduktion af plastaffald.

En lineær proces?

I store dele af forskningsverdenen møder man det synspunkt, at man udelukkende bør støtte de bedste forskere og de bedste forskningsprojekter uden hensyn til det sigte, denne forskning har – ud fra princippet om, at ingen alligevel kan udpege, hvor de forskningsmæssige gennembrud vil komme. Visse baserer det på den naive opfattelse, at innovation og nye løsninger altid er et resultat af en lineær proces, der begynder med grundforskning, der senere fører til anvendt forskning og udvikling. Sådan kan det foregå, men det omvendte kan også være tilfældet.

Dampmaskinen blev opfundet i begyndelsen 1700-tallet, men først i midten af 1800-tallet fik man ud fra ønsket om at optimere dampmaskinen og energiprocesser udviklet det teoretiske fundament i form af termodynamikken, som kunne anvendes i mange andre sammenhænge.

At grundforskere også kan have gavn af at tænke industrielt og konkret, er opfindelsen af maseren (mikrobølgeforgængeren for laseren) et eksempel på. I princippet havde Einstein allerede i 1917 forklaret, hvordan en laser eller maser fungerer, men kun fordi Charles Townes under Anden Verdenskrig mere eller mindre var blevet tvunget til at involvere sig i udvikling af radarteknologi – et missionsdrevet forskningsprojekt, kan man vel godt kalde det – fik han i 1951 ideen til, hvordan man rent faktisk kunne bygge en maser.

Når det specielt gælder energi­forskning, er det også værd at nævne, at to af vores mest berømte videnskabsmænd, Niels Bohr og H.C. Ørsted, der begge er mest berømte for deres grundvidenskabelige opdagelser, også var involveret i missionsdrevet forskning, når fædrelandet kaldte eller bød.

H.C. Ørsted blev af kongen i 1818 og 1819 i årene før hans opdagelse af elektromagnetismen sendt til Bornholm for at kortlægge øens geologi især med hensyn til mulige kulforekomster.

Niels Bohr blev udpeget som formand for Atomenergikommissionen og var som sådan med til at etablere både Risø og udforske mulighederne for at udvinde uran i Kvanefjeldet i Grønland i 1950’erne.

Nu er det andre energiproblemer og løsninger, Danmark har brug for at fokusere på. Skal de store forventninger indfries, kræver det, at vores fremmeste forskere byder helhjertet ind på opgaven, og at de får de rette betingelser. Det er ikke nok at håbe.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I erhvervslivet taler man om "learning curves": Hvor meget billigere bliver investeringerne i vindmøller pr MWh, og hvor meget billigere bliver D&V omkostningerne, når man opstiller eksempelvis 10.000 vindmøller?

De læringskurver skyldes naturligvis input fra mange felter: Forskere, vindmølleudviklere, tilbagemeldingerne fra operatører (herunder vedligeholdelsesoperatører) osv. Også ændrede krav og ønsker til og fra underleverandører har spillet en stor rolle i den sammenhæng.

Nu spiller det efterhånden ret godt for vindmøllerne, som nok vil fortsætte med at blive bedre et stykke tid endnu (de er vel omkring midten af S-kurven).

Det er godt, at politikerne er opmærksomme på, at for at nå klimamålene, skal der skrues op for udviklingsmidlerne, herunder forskningen. Men det er nok vigtigt, at man husker, at udviklingen sker fra mange ender af værdikæden, ikke kun fra forskerne.

Af særlig betydning for den grønne omstilling er systemintegration (som forskerne kalder det), eller sektorkobling (som erhvervslivet kalder det). Det handler grundlæggende om det samme: Synergieffekterne ved at tænke holistisk. Men de forskellige ordvalg fortæller også noget om forskellen på, hvordan forskere og erhvervsliv opfatter omstillingen: Forskerne regner i energienheder, priser osv, mens erhvervslivet mere ser på vigtigheden af, at få gode vilkår for læringskurverne: Når de forskellige sektorer skal opnå synergieffekter, er det også vigtigt, at de udvikles sammen, så de input der medfører gode læringskurver også realiseres.

Forskningen er naturligvis også vant til at samtænke deres resultater, men her har man ikke den samme forståelse for, at det er bundlinien der er afgørende.

Jeg tror at forskning og erhvervsliv kan mere sammen end hver for sig. Blandt andet fordi fokus ligger lidt forskellige steder, så man kan inspirere og korrigere hinanden. Senest var det nok mest forskerne, som blev overrasket: De havde ikke lige forestillet sig havmølleparker med negativ støtte på denne side af 2030. Det viser lidt om, hvad læringskurver kan.

Omvendt kræver det massiv forskning, hvis vi eksempelvis skal realisere mulighederne indenfor soec/sofc i løbet af de næste 10-15 år. Her er det især cellernes og cellestakkenes levetid det handler om, mens erhvervslivet nok er bedre til at eliminere de problemer der er med suppportsystemerne.

  • 9
  • 0

Her min egne private observationer af forskningsverdenen punkt for punkt. Hvis du ikke gider at læse alle punkterne, så er min pointe blot, at det ikke går særlig godt for dansk forskning. Vi har skabt et system omkring forskningen, der giver os ganske få overraskelser. Var det virkelig det vi ville?.. altså at få forskning uden overraskelser?

  • Stort set al forskningsaktivitet kræver eksterne forskningsmidler. På mit institut skal vi helst være 100% eksternfinansieret hele tiden.
  • Der er ikke umiddelbar nogen evidens for at forskningsfondene evner at vælge de bedste forskningsansøgninger. Fondene vælger derfor nogen der tidligere har leveret, også selvom fondene ikke helt forstår hvad der er blevet leveret tidligere. Konsekvensen er at midlerne tilfalder forskere der allerede har for mange midler og efterlader de fleste forskere med alt for få midler.
  • Tit har forskningsfondene deres eget bullshit bingo system. Hvis man skal have penge fra dem, skal man have hele pladen fuld, hvilke står i slående kontrast til forskningsarbejdet, hvor forskerne skal være nøgtern og præcis i deres vurdering af deres egen forskning.
  • Der er ingen Kontinuitet i uddeling af fondsmidler, hvilket for mange forskere fører til spastisk forskning over tid, dvs. ufrivillig retningsløst forskning.
  • Forskerne satsee på "low risk, low impact" forskning, fordi det sikrer at man får noget publiceret. Hvis man som forsker sats på noget usikkert, så risikere man at det ikke kan publiceres. Hvis man ikke publicere bliver det svært at få nye forskningsmidler. Dette problem er specielt stort hos yngre forskere, der endnu ikke har opbygget et CV.
  • De usikre forskningsbudgetter betyder at yngre forskere ansættes på korte kontrakter. Der er ingen der kan love dem en fremtid inden for forskningsverden. Det handler grundlæggende om at være heldig og ville det rigtig meget. På den måde mister forskningen utrolig meget talent, der går efter en mere sikker ansættelse og bedre løn. Specielt yngre kvinder, der gerne vil have børn, vælger forskningsverden fra, fordi økonomisk stabilitet og tryghed vigtige parameter for børnefamilier.
  • Forskningsprojekterne bliver underfinansieret, hvilket betyder at forskningsprojekterne skal drives efficient - ressourceoptimalt. Hvis der er noget der er ødelæggende for nytænkning, er det et snævert fokus på økonomisk efficiens, hvor der ikke er plads til at forfølge nye overraskende resultater, fordi det ikke er skrevet ind i projektbeskrivelsen fra starten.
  • Forskere bruger frygtelig meget tid på at søge fondsmidler. Ingen fondsmidler er lige med ingen forskning. Ingen forskningsmidler er lig med fyrring ved næste fyrringsrunde – det er min erfaring at fyrringsrunder kommer med et par års mellemrum.
  • Administrationen på universiteterne er vokset, men de synes bemærkelsesværdigt ikke at støtte forskerne i deres forskningsarbejde. I stedet synes administrationerne at opfinde grunde til deres egen eksistens. Ofte betyder det at mere og mere bureaukrati løbende pålægges forskerne. Min tidligere institutleder havde som erklæret mål at forhindre bureaukrati ramte forskningskontorerne – det lykkedes kun til dels.
  • Folk der er arbejder inden for forskningsverden, men som ikke selv er forskere tror at konkurrence driver forskningsresultaterne frem. Det gør konkurrence ikke. Forskning er et først og fremmest et fællesskab dedikeret til nysgerrighed. Vil løfter I flok. Man taber ikke noget ved andres forskningssucces. Vi vinder alle, fordi vi lærer noget nyt.
  • Folk der ikke er forskere, tror at forskning skaber vækst, på den måde at man investerer nogle penge, og så komme der en innovationsdims. Sådan er det ikke. Forskningen fungerer snare ligesom Venture Capital, hvor en masse start-up virksomheder alle har et helt vildt potentiale, men hvor ganske få start-up virksomheder indfrier deres potentiale. Til gengæld når disse virksomheder har succes, kan det ændre verden… tænk Google, Amazon, Tesla. Desværre uddeles forskningsmidlerne ud fra fejlopfattelsen, hvilket gør at forskningsprojekter bliver konstrueret på en måde så deres potentiale forsvinder.
  • Og endelig er diverse Rankingsystemer af forskning komplet bullshit. Det er tragikomisk alle disse rankingsystemer bliver taget meget alvorligt på ledelsesgangene på Universiteterne, når selv sammen rankingsystemer aldrig ville kunne bliver publiceret i et videnskabeligt tidsskift, fordi rankingmetoden måles uden konsistens og med valg af arbitrærer parameter, der ikke rigtig siger noget.

OK, det går ikke så godt. Det kunne hverfald gøres bedre. Den nemmeste løsning er blot at sætte forskerne fri. Give dem stabile finanseringsforhold og tryghed i ansættelsen. Lad dem vælge deres egne forskningsprojekter. Lad os fejre alle de projekter der vil fejle og lad os fryder os over de få projekter der vil lykkedes og ændre den verden vi lever i.

  • 34
  • 0

Den nemmeste løsning er blot at sætte forskerne fri. Give dem stabile finanseringsforhold og tryghed i ansættelsen

skal man så (langtids)ansætte alle de forskere (in spe), der 'melder sig under fanerne'? Hvis nej, hvorledes skal de da 'sorteres'?

Lad dem vælge deres egne forskningsprojekter

OK - men kræver sådanne projekter ikke ganske ofte anskaffelse af kostbart (laboratorie)udstyr mv. samt ansættelse af hjælpepersonale? Skal der også være "ta' selv bord" her"?

PS Jeg antager, at denne debat implicit er begrænset til 'naturvidenskabelig' forskning(?).

  • 5
  • 8

Indenfor klima er det normale man ser at aktivisterne synes nogen skal gøre noget. De undgår omhyggeligt at sætte navne på og fortælle om hvad.

De tekniske løsninger findes allerede, selvom man måske kan vinde nogle procent her og der med noget forskning. De procenter materialiseres først, når teknikken tages reelt i brug og man også får erfaring med teknikkerne i de virkelige omgivelser. Problemet er selvfølgelig at det koster noget, rigtig meget endda, og vi skal alle betale.

Flere møller og solceller kræver efterhånden tilskud eller at elprisen bliver permanent høj. Det er som med de ting man privat kan gøre. Man gør det hvis økonomi og besparelse ser fornuftig ud, eller man venter på en eller anden pulje. Klimaet vægter ikke meget privat bortset måske fra indeklimaet.

  • 7
  • 11

Det er altid nemmere at brokke sig, som jeg gør, end at komme med løsninger. Men her er et bud.

  • Hvad med at hvert institut havde et stabilt budget med penge til at lønne personale.
  • Hvad med at senior forskere ansatte personale ligesom de gør idag.
  • Hvad med at basis udstyr var en del af instituttets faste budget, såsom tunge regnecomputere, klassiske laboratorie udstyr og teknisk personale tilknyttet og tilpasses forskningsarbejdet på hvert enkelt institut.
  • Hvad med at hvis der var behov for ekstra udstyr, kunne forskerne søge om det fra eksterne kilder.

Der ville være ressourcespild og kontroltab i et sådant system. Der ville være snydeplese, dovenlapse og charlataner der ville udnytte den manglende kontrol. De meste forskning ville også fejle eklatant. Og det ville ske igen og igen... men... hvis vi skabte et system der understøttede risikovillighed, ville vi også få flere overraskelser og mindre "mere af det samme". Vi ville få forskning der skabte nybrud og reel ny viden, der hurtigere end idag, ville ændre vores verden og den måde vi ser den på.

  • 14
  • 0

Tit har forskningsfondene deres eget bullshit bingo system. Hvis man skal have penge fra dem, skal man have hele pladen fuld, hvilke står i slående kontrast til forskningsarbejdet, hvor forskerne skal være nøgtern og præcis i deres vurdering af deres egen forskning.

Forskerne satsee på "low risk, low impact" forskning, fordi det sikrer at man får noget publiceret. Hvis man som forsker sats på noget usikkert, så risikere man at det ikke kan publiceres

Folk der er arbejder inden for forskningsverden, men som ikke selv er forskere tror at konkurrence driver forskningsresultaterne frem. Det gør konkurrence ikke. Forskning er et først og fremmest et fællesskab dedikeret til nysgerrighed.

Virkeligt godt indlæg! Alle dine punkter er valide, ovenstående er så essentielle at de aftvinger en gentagelse.

Jeg mindes de interne magtkampe og ikke mindst hungergame stemningen fra min tid på DTU. Magtkampe politiske spil og valg af "korrekt" forskning kombineret med decideret territorieafpisning var den direkte grund til at jeg opgav en akademisk karriere. At jeg røg ud i det private er sikkert ikke det store tab, men hvad hvis vi mister en ny Niels Bohr fordi konceptet "fra forskning til faktura" ikke levner plads til ægte nytænkning? Kommer til at tænke på (vist nok) Intels gamle slogan hvis man altid går i andres fodspor, kommer man aldrig foran

  • 14
  • 0

Og endelig er diverse Rankingsystemer af forskning komplet bullshit. Det er tragikomisk alle disse rankingsystemer bliver taget meget alvorligt på ledelsesgangene på Universiteterne,

Yep - og publikationer udspyet af publikationsmøller. Kvantiteten af publikationer kan måles præcist og bruges desværre som metrik for succes. Det samme er ikke tilfældet for kvaliteten - slet ikke når folk citerer på kryds og tværs for at snakke vennerne op.

+1 forresten 👍

  • 14
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten