ANALYSE: Var det bemandet rumfart, der eksploderede dér?

Højt oppe over skyerne svæver rumstationen ISS. Hele 16 gange i døgnet passerer den over os. Det har den gjort i 18 år – den er blevet voksen. Men dens tid rinder snart ud. I 2024 styres den ned i atmosfæren og får lov at brænde op. Ild og rumfart hører sammen.

Det gjorde det også 1. september i forbindelse med det private rumfartsfirma SpaceX’ 29. forsøg på en opsendelse. Falcon-raketten eksploderede på startrampen i Cape Canaveral i en ildkugle efterfulgt af dybe drøn fra eksplosioner, der ødelagde rampe og andet materiel så grundigt, at SpaceX stadig kæmper for at få overblik over skaderne.

Falcon9-raketten eksploderede 1. september under forberedelserne til en statisk test. Eksplosionen startede omkring andettrinnet, selvom dette trin ikke indgik direkte i testen af hovedmotorerne. Illustration: SpaceX

Eksplosionen skete under tankning forud for en statisk test af raketten, hvor førstetrinnets hovedmotor skulle tænde i tre sekunder. Første- og andettrin blev tryksat. Og bang. En eksplosion startede omkring andettrinnet og ødelagde alt, herunder Facebooks nye satellit.

Læs også: Her er de mulige årsager til SpaceX-eksplosion

Jo, ild og rumfart hører sammen. Det ved man i rumfartsbranchen, hvor eksplosioner og uheld er en del af business. Derfor vil vi også se nye opsendelser af satellitter fra SpaceX inden for de næste måneder. Men så snart mennesker af kød og blod bliver en del af ligningen, ændrer alt sig.

To seriøse vestlige aktører – SpaceX og Boeing – arbejder målrettet mod at bringe mennesker i rummet i nær fremtid. Oprindelig var planen, at de første astronauter skulle med én af de to op til ISS i 2015, men planerne bliver konstant udskudt.

Samme dag som Falcon-raketten eksploderede, udsendte Nasa en rapport, der yderligere udskød projektet, nu helt til tidligst slutningen af 2018. SpaceX kunne i rapporten nikke et skævt ja til den dato under forudsætning af, at der ingen uforudsete hændelser ville forekomme. Det var før eksplosionen på Cape Canaveral.

Status for SpaceX er kort fortalt: Dragon-kapslen er ikke tæt, så den kan klare en landing i vand, der er knas med faldskærmssystemet, flere fysiske opdelinger mellem deres undersystemer er nødvendige, udformningen af sæder er ikke begyndt, turbopumperne har revner, og deres Falcon-raket er eksploderet to gange. I tørre tal vurderer Nasa, at de har nået 36 procent af vejen mod at sende astronauter til ISS. Bedre står det ikke til hos Boeing. Pludselig virker pensioneringen af ISS i 2024 meget tæt på.

Uden ISS ingen businesscase

ISS er den afgørende faktor, der giver bemandet rumfart mening i øjeblikket. For hvad er bemandet rumfart uden ISS? Kina har godt nok sin lille rumstation Tiangong og har planer om en større, hvortil første modul skal op i 2018. Men endnu er det kun planer, ligesom virksomheden Bigelow Aerospaces idé om oppustelige rumstationer og Boeings planer om at sælge ture med sin rumkapsel Starliner til firmaer eller lande, der vil lave egne eksperimenter i vægtløshed.

ISS er altså den eneste tydelige businesscase for de private firmaer, som nu begynder at dominere rumfart i Vesten. Og spørgsmålet er, om pengene forsvinder med ISS i 2024. Hvis Boeing og SpaceX flyver i 2019, har de fem år til at tjene penge på ture til ISS. Men med de nuværende forsinkelser skrumper det vindue hurtigt. Og det er astronauten, der gør forskellen, for astronauter gør alt besværligt, tidskrævende og dyrt.

Læs også: Russerne scorer en milliard dollars på forsinkede amerikanske rumkapsler

Dragon-kapslen, der er SpaceX’ fartøj til transport af mennesker til ISS, er forsinket, især fordi SpaceX har skiftet fra landinger på land til landinger på vand. Nasa har også bedt om flere fysiske opdelinger af undersystemer. Illustration: SpaceX

SpaceX sender allerede masser af ting op til ISS, men så snart det handler om mennesker, bliver risikoen for uheld altafgørende. Enhver, der har fulgt udviklingen inden for amerikansk rumfart ved, at Challenger-ulykken står som et væskende sår i amerikanernes bevidsthed. Challenger var rumfartens 11. september – et vendepunkt.

Indtil da var astronauter testpiloter af den rette støbning, der levede med døden i hælene og ofrede sig for fædrelandet. Risikoen for at omkomme på en rummission var cirka 30 procent i 1970’erne. Challenger skulle ændre alt det med vicepræsident George Bush' udnævnelse af skolelæren Christa McAuliffe, som vinder af Ronald Reagans civile rumprogram "Teachers in Space".

Christa McAuliffe skulle inspirere en ny generation af unge til at studere natur og teknik, og da Challenger lettede 28. januar 1986, sad millioner af unge klinet til tv-skærmen. 73 sekunder efter lift-off brændte Christa op i en kugle af ild og røg. I to år blev færgerne holdt på Jorden, så fløj de igen, og i 2003 eksploderede Columbia. Ild og rumfart hører sammen ...

En risiko på syv procent?

Da rumfærgerne blev pensioneret, var begrundelsen, at de var for dyre og gamle, men det er værd at huske, at risikoen for astronauter var et tilbagevendende tema, især efter Challenger. Mennesker kræver bedre sikkerhed, og bedre sikkerhed er lig med mere tid og flere penge.

Risikoanalyser er altid svære, for de kan regnes på så mange måder. Men rumfærgen har fløjet 135 gange og haft to fatale uheld. Men det ene skete på vej ned, så risikoen for, at rumfærgen eksploderer med mennesker om bord, er under en procent. Til sammenligning har Sojuz – som Andreas Mogensen fløj med – været opsendt 127 gange med mennesker om bord, og aldrig er raketten eksploderet i den situation.

SpaceX’ Falcon-raket er nu blevet ramt af to eksplosioner. Den første eksplosion skete 28. juni 2015, da raketten brød op i luften over Atlanter­havet, fordi en af de mange stålafstivere til heliumtankene knækkede. Illustration: SpaceX

Skræmmende god statistik

Det er en skræmmende god statistik set med SpaceX-øjne. For den raket, som SpaceX vil bruge til at sende mennesker til ISS, er nu eksploderet to gange i forbindelse med 29 opsendelser. Det er en risiko på knap syv procent for en eksplo­sion og er med til at bringe ord som overilet og dumdristig ind i karakteristikken af SpaceX som de fremsynede rumfartspionerer.

SpaceX kan leve med deres statistik, hvis fejlen for eksempel viser sig at være et problem på startrampen, eller de kan overbevise Nasa om, at deres abortsystem med at skyde astronauter væk fra en brændende raket ville have virket i situationen. Men hvad hvis SpaceX oplever endnu en eksplosion? Er det så for risikabelt? Hvor går grænsen?

Det er utvivlsomt spørgsmål, som SpaceX og Nasa rumsterer med, mens fremtidens astronauter ser eksplosionerne på YouTube. Imens er nedtællingen i gang for ISS – og måske for bemandet rumfart.

Rettelse: Tidligere fremgik det af teksten, at Richard Nixon udnævnte skolelæreren Christa McAuliffe som den første civile i rummet. Det er ikke korrekt. Det var Ronald Reagan, der annoncerede programmet “Teachers In Space”, hvor Christa McAuliffe blev udnævnt som vinder af vicepræsident George Bush. Det er nu rettet i artiklen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ingen kan vel undlade, i tankerne, at skrue tiden tilbage til Apollo dagene, og undre sig over, hvad det i virkeligheden er som går galt i dag.

Lidt polemisk kunne man hævde, at en regnestok fordrer mere biologisk kreativitet, end en forkromet computermodel. Det jeg mener er, at tiden fra tanke til (simuleret) virkelighed i dag er så kort, at tænkepauserne mellem forsøgene ikke levner megen tid til eftertanke.

Naturligvis er seriøse computermodeller tilstræbt at simulere dels sund fornuft, og naturligvis fysikkens love.

Derudover kan det vel heller ikke bortforklares, at produktivitet (også i en udviklingsproces) i disse tider vægtes relativt højere end kreativitet - bemærk venligst ordet relativt i foregående.

Skulle lidt mere polemik snige sig ind her, så måtte det være dette: Er nutidens ingeniører i højere grad jurister, som opererer i overensstemmelse med naturlovene, end de er egentlige problemløsere?

Når jeg spørger, så er det naturligvis fordi, at jeg er af den opfattelse, at ingen computermodel kan inkludere alle de intelligens baserede hvad-nu-hvis scenarier.

  • 8
  • 1

Det der er gået galt er at man er kommet for sent igang med Commercial Crew, så man havde nogle år til at bygge solide platforme. Der er fuld fart på det nu, men det burde der have været for 5 år siden.

Desværre postes de fleste penge nu i rocket-to-no-where projektet kaldet SLS.

NASA skal også have en del af skylden for at have etableret et enormt bureaukrati omkring man-rating. SpaceX har klaget over lange behandlingstider for godkendelse af komponenter, hvor ting der burde tage få dage tager flere måneder, for selvom Commercial Crew, så er der interoperabilitet med NASAs systemer og ISS, der skal være i orden.

Jeg er ret sikker på, at hvis NASA ikke var kunden til Commercial Crew, kunne de have en fungerende bemandet opsendelse på plads meget hurtigere.

  • 4
  • 1

Nu er jeg meget entusiastisk omkring bemander (og ubemandet) rumfart. Så jeg er nok lidt forudindtaget. Men selv under hensyntagen til min egen bias, så syndes jeg denne artikel et skrevet med en vinkel der vidner om en meget forudindtaget og negativ indstilling imod bemandet rumfart. Der er en kraftig fokus på nogle snævre emner, og (syndes jeg) uprofessionel overdrivelse af fakta.

"Risikoen for at omkomme på en rummission var cirka 30 procent i 1970’erne." Apollo 1 var i 1967. (3 døde, og de var teknisk set ikke på en "rummission") Challenger var i 1986. (7 døde) Columbia var i 2003. (7 døde) Det er rigtigt at man (også) i 70'erne vurderede risikoen som meget stor. Men der omkom faktisk ikke een eneste Amerikansk astronaut i 70'erne.

"brændte Christa op" Hun brænde ikke op! Hun sad i besætningsmodulet, og døde sandsynligvis først da det ramte vandet. Lige som resten af besætningen. Der var faktisk slet ingen der brænde op i Challenger ulykken.

"Til sammenligning har Sojuz – som Andreas Mogensen fløj med – været opsendt 127 gange med mennesker om bord, og aldrig er raketten eksploderet i den situation." Det er rigtigt at ingen bemandet russisk raket er eksploderet. Men de har stadig haft to fatale uheld "in flight". Nøjagtigt som Amerikanerne. Så de har faktisk en (lidt) dårligere uheldsstatistik end rumfærgerne.

  • 12
  • 4

"Til sammenligning har Sojuz – som Andreas Mogensen fløj med – været opsendt 127 gange med mennesker om bord, og aldrig er raketten eksploderet i den situation." Det er rigtigt at ingen bemandet russisk raket er eksploderet. Men de har stadig haft to fatale uheld "in flight". Nøjagtigt som Amerikanerne. Så de har faktisk en (lidt) dårligere uheldsstatistik end rumfærgerne.

Soyuz T10-1 raketten eksploderede på rampen (ligesom SpaceX 29), rumkapslen blev løftet fri af redningstårnet og landede med faldskærm, besætningen overlevede uskadt. Soyuz 18a separation af 2. trin fejlede og raketten brød sammen i luften (en situation lig Challenger), rumkapslen separerede og lande med faldskærm efter en "ruchebane tur", den ene kosmonaut blev efterfølgende grounded. Der har været flere tilfælde af manglende separering mellem Soyuz rumkapsel og servicemodul, men vær gang er service modulet brændt op og besætningen har fået en "ruchebane tur", men er i øvrigt sluppet uskadt. Soyuz har haft to fatale uheld ved 1. flyvning og ved 1. dokning på en rumstation, men ingen med selve løfteraketten. Rumfærgen har haft to fatale uheld ved "rutineflyvninger". Efter som Soyuz har langt flere flyvninger end rumfærgen, hvordan kan den så have en dårligere statistik ?

Når man læser om de ovennævnte episoder, virker soyuz som et overordenligt robust system, med det ene formål at sikre besætningens overlevelse.

PS: "Richard Nixons udnævnelse af skolelæreren Christa McAuliff" Nixon var præsident 69-74, så han næppe udnævnt Christa McAuliff, til en flyvning i 86.

  • 8
  • 0

Privat rumindustri kan ikke klare sig uden en offentlig ordrergiver. Uden det er der ikke penge i bemandet rumfart. Udvikling af teknologi til bemandet rumfart kræver altså andre drivere end muligheden for at lave profit på kommerciel basis. (rumturisme - glem det)

Politisk interesse (måneprogrammet) kan måske findes i et Mars program - men jeg tvivler. Dog, måske kineserne vil se det som et god magtdemonstration mens USA krakelerer.

Militære interesser. Næppe. Forskning? Næppe.

Så hvad kan drive bemandet rumfart? Er det overhovedet noget vi har brug for? Kan vi ikke dække vores behov bedre gennem ubemandede systemer? Mens vi spændt venter på de førerløse biler.

  • 7
  • 7

Facebook ejede ikke den satellit, men havde leaset sig til at bruge den til deres Afrika projekt.

Launch complex 39A skal ikke ombygges for at understøtte Falcon 9, den understøtter både Falcon Heavy og Falcon 9. Stedet forventes åbent i november. Nok før, da fokus er at få den klargjort imens den anden genopbygges hen af vejen.

  • 1
  • 0

Til sammenligning har Sojuz – som Andreas Mogensen fløj med – været opsendt 127 gange med mennesker om bord, og aldrig er raketten eksploderet i den situation. ... Det er en skræmmende god statistik set med SpaceX-øjne. For den raket, som SpaceX vil bruge til at sende mennesker til ISS, er nu eksploderet to gange i forbindelse med 29 opsendelser.

Uden at tage noget væk fra den imponerende track record er dette en lidt unfair sammenligning, al den stund, at der er adskillige Sojuz raketter uden mennesker om bord, der er gået op i røg. (Inklusive, givetvis, en masse af de første - sovjetterne fortalte aldrig om de opsendelser, som mislykkedes).

  • 2
  • 0

Så hvad kan drive bemandet rumfart? Er det overhovedet noget vi har brug for? Kan vi ikke dække vores behov bedre gennem ubemandede systemer?

Er det ikke lidt som at spørge "hvad skal vi med grundforskning?"

Derudover er jeg ikke i tvivl om, at fascinationen over (og en lille chance for at komme i) rummet er med til at drive mange mennesker til naturfaglige discipliner. Den fascination bliver vedligeholdt ved, at aviserne skriver om emnet. Men aviserne vil have "human interest" historier. Uden astronauter, meget færre artikler. Der er en årsag til, at alle kender NASA men meget få ved hvem ESA er - selv om deres forskning på mange områder er mindst lige så interessant og banebrydende.

  • 10
  • 0

Er det ikke lidt som at spørge "hvad skal vi med grundforskning?"

Nej det synes jeg ikke. Tværtimod synes jeg du gør rationalet for bemandet rumfart til alt andet end grundforskning. Hvis man kan opstille et troværdigt rationale for at bemandet rumforskning kan give vigtige og kosteffektive bidrag til grundforskning, så er jeg helt med. Men rumstationen er jo netop er udtryk for at det gør den ikke og der vist stort set intet man har opnået med bemandet rumforskning man ikke kunne have opnået med ubemandet. Ret mig hvis jeg tager fejl.

Andre rationaler kunne være nødvendigheden af kolonisering af rummet. En meneskehedens overlevelsesstrategi. I princippet enig - hvis målet er stjernerejser. Men det kommer vi ikke nærmere ved at sætte et telt op på Mars eller hvad det nu kan blive til. (Jeg tro ikke på at mennesket i sin fysiske form duer til at rejse mellem stjernerne men at det skal ske vha kunstig intelligens)

Jeg er da fascineret af raketter, rummænd og besøg på fremmede kloder. Men hvis man ikke kan tjene penge på at sende folk ud i rummet og hvis man kan få meget mere forskning ved at bruge robotsystemer, så synes jeg det er svært at argumentere for at skatteyderne skal finansiere underholdningen. Og jeg tror ikke et ørkesløst skønt spektakulært bemandet rumprogram i længden vil kunne virke som magnet for naturvidenskabelige uddannelser. Så hellere en månebil på Titan som sender live - i farver.

  • 3
  • 1

SLS er vigtig fordi man vil til mars, i teorien kunne spacex gøre det, men igen selvom de er langt har de faktisk aldrig lave en raket til mennesker i nu og heller ikke send noget rigtig langt ud..NASA har selv valgt lige nu at tage raketten til mennesker.. også fordi at hvis space skulle laver den ... kunne de ende med at gå helt ned hvis den næste leder i USA, går helt væk fra projektet, derudover kunne det også give god mening at de tage det først skridt som altid og de private kommer efter når man faktisk ved at det bliver til noget.. Der er ingen i dag som ved om ISS forsætter efter 2024... det siger de godt nok at den ikke gør nu.. men er ikke så længe siden den kun skulle være forsæt til 2020. og den kan i teorien forsætte uendeligt hvis der er nogen som vil betale for den .. men vil personlig da heller have vi går videre til en månebase , da jeg ikke mener vi er klar til mars i nu

  • 1
  • 0

du rammer et meget ømt og væsentligt punkt der, Søren.

hvad snakker du om .... de klare sig da fint ... der er masse af private virksomheden som bruger dem..hvorfor tror du at du kan få internet og ringe rund i det meste af verden .. eller at der er nogen som ser tv med masse a kanaler med en parabol ?... rummet bliver brugt meget .. men nej du vil næppe sig mange flyvning uden for jorden de næste 50 år uden offentlig støtte

  • 1
  • 1

Tværtimod synes jeg du gør rationalet for bemandet rumfart til alt andet end grundforskning.

Jeg skrev "derudover". De to behov er ikke i modsætning til hinanden.

der vist stort set intet man har opnået med bemandet rumforskning man ikke kunne have opnået med ubemandet. Ret mig hvis jeg tager fejl.

Sådant helt banalt har man da fundet ud af en masse om, hvordan menneskers fysiologi klarer sig i rumfartøjer over længere tid. Hubble teleskopet - nok en af de vigtigste rumrobotter i mange år - havde ikke haft nær den succes, hvis ikke det havde været for en bemandet rejse hvor nogle kom forbi med en svensknøgle og reparations-kittet. Osv osv.

  • 4
  • 0

Sådant helt banalt har man da fundet ud af en masse om, hvordan menneskers fysiologi klarer sig i rumfartøjer over længere tid.

Man har da fundet ud af en masse. Hele det bemandede rumprogram fra Gararin og frem har jo handlet om hvordan man håndterer mennesker i rummet. Men det er jo en anelse irrelevant hvis man ikke har behov for mennesker i rummet. Jeg ved det ikke, men at man nu overvejer at lukke ned for rumstationen er vel en dødsdom for bemandet rumforskning. Jeg kan ikke forstå det anerledes. Der skal virkelig stærke argumenter på bordet for at sikre finansiering af de meget dyre bemandede programmer. Det bliver ikke bedre af at teknologierne til ubemandet forskning bliver stadig mere sofistikerede og effektive mens problemerne og omkostningerne med mennesker i rummet forbliver uændrede.

Men problemet med rumstationen er måske at man havde forventet at den ville kunne levere forskning med kommercielle muligheder. Og det er vist ikke gået så godt. Hvis man i stedet satsede på ren grundforskning som forudsætter menneskers tilstedeværelse kunne det måske være radioastronomi fra månens bagside og iøvrigt geologisk og anden udforskning af månen. Det ville være uhyre interessant

Og så er der jo helium 3...

  • 1
  • 1

Artens overlevelse?

Mon ikke det er bedre at anvende midlerne til at få tingene på ret køl her på jorden i stedet?

Og så pressede er vi altså heller ikke her på jorden, at vi nu skal kaste alt ind i stjernerejser for at redde arten. Det er sjov og spændende og alt det der - hvem elsker ikke rumrejser - men nødvendigt er det altså ikke.

  • 2
  • 0

...og derfor desværre også fund af et par fejl i artiklen, (fordi folk her læser grundigt...og tak for det) som er på sin plads at få rettet.

Vigtigste er flg. "Tidligere fremgik det af teksten, at Richard Nixon udnævnte skolelæreren Christa McAuliffe som den første civile i rummet. Det er ikke korrekt. Det var Ronald Reagan, der annoncerede programmet “Teachers In Space”, hvor Christa McAuliffe blev udnævnt som vinder af vicepræsident George Bush.".... Tak til flere, herunder Lodberg for at gøre mig opmærksom på det. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor Nixon sneg sig ind.

Diskussionen om risiko-analyserne i artiklen er korrekt vil jeg ikke gå ind i, da jeg netop nævner, at "Risikoanalyser er altid svære, for de kan regnes på så mange måder.". Det gør ikke, at vi ikke skal diskutere statistik her, men det vigtige budskab er, at SpaceX er hastigt på vej til at blive en svær farlig raket at sidde i toppen af.

Og bare som kommentar til Niels Hansen: Jeg tror vi er enige, hvis du mener, at Launch Complex 39A er under ombygning til at understøtte BÅDE Falcon 9 og Falcon Heavy, og ventes at være klar til november.

Mange hilsner Djursing

  • 0
  • 0

Det gør ikke, at vi ikke skal diskutere statistik her, men det vigtige budskab er, at SpaceX er hastigt på vej til at blive en svær farlig raket at sidde i toppen af.

Der er væsentlig forskel på en rumfærge, hvor du ikke havde nogen mulighed for at "slippe væk" så længe solid boosterne var tændt, og Falcon 9 hvor du har en kapsel med LES som kan "løbe væk" fra en potentiel katastrofe. Det er lidt det samme som at sammenligne basejump med et almindeligt faldskærmsudspring. Svigter skærmen i et basejump er du død. Svigter skærmen i et almindeligt faldskærmsudspring har du en reserveskærm der giver dig en ekstra chance. I begge Falcon 9 uheld ville astronauter formodentligt have haft en god mulighed for at overleve.

  • 1
  • 0

Søren Fosberg:

Hvorfor i alverden skulle man bruge kræfter på at sende en håndfuld mennesker til en ubeboelig klode hvis man ikke kan tage sig sammen til at undgå at den indtil videre beboelige klode Jorden bliver ubeboelig?

Komparativ planetologi er et uhyre vigtigt område. Man går jo heller ikke til en læge, som aldrig har haft andre patienter end én selv. På samme måde er det vigtigt for forståelsen og bevarelsen af Jorden, at vi har forstand på klodeR; - så mange som muligt.

Dertil kommer, at studiet af alle solsystemets elementer bidrager til forståelsen af solsystemet og dermed også Jorden, dens oprindelse og dens forudsætninger.

  • 3
  • 0

Komparativ planetologi er et uhyre vigtigt område.

Det er jeg ikke uenig skønt jeg ikke tror det er det centrale i forhold til vores måde at forvalte Jorden på. Her er det centrale problem vores økonomiske system som ikke værdisætter naturødelæggelse Det vil en Mars koloni næppe ændre på.

Spørgsmålet er om vi skal satse på at have og udvikle kompetencer i bemandet rumteknologi til udforskning af planeterne. Det betyder i realiteten om vi skal kolonisere Mars. Det må være det ultimative mål. Andet (undtagen måske base på Månen) er ikke aktuelt foreløbig.

Hvad vil man opnå ved at etablere en Marskoloni? Artens overlevelse? Kan man have som realistisk mål at etablere en blivende og selvforsynende koloni (dvs bæredygtig) hvis eksistens og overlevelse sker alene på Mars betingelser? Selv om det kan vise sig at være teoretisk muligt at etablere kolonien, hvad vil det kræve, hvad vil det koste og hvad vil det betyde for resten af menneskene at foretage denne kraftanstrengelse? Vil kolonisering af Mars kunne udløse en vilje til at skabe en bæredygtig verden på Jorden? Eller er forudsætningen for en Mars kolonisering at vi etablerer et bæredygtigt system på Jorden først? Kan målet om kolonisering motivere til at foretage investeringen? Hvordan vil man kunne sælge ideen til sponsorerne (skatteyderne)? Hvad motiverede månerejserne og sikrede finsieringen? Hvad kan motivere marsrejser og sikre finansiering?

Hvis rationalet bag udvikling af bemandet rumteknologi ikke skal være et mål om Mars kolonisering kan det I stedet være vigtig grundforskning som nødvendigvis kræver tilstedeværelse af mennesker i rummet. Som f.eks. bygning af et radioteleskop på Månens bagside. Andet? Det kan vel ikke gøres ubemandet. At rejse til Mars (uden kolonisering i tankerne) er også interessant men har det specielle problem at det med næsten 100% sikkerhed vil introducere jordiske organismer i Mars systemet - en forsknings- og miljømæssig katastrofe sålænge man ikke har sikkerhed for at der ikke allerede findes liv på Mars. (Skaden er måske allerede sket). I stedet kunne man etablere base på en Mars måne og herfra styre robotter i real time og måske hente samples op til nærmere undersøgelse.

Spørgsmålet er ikke om vi skal forske men om bemandet rumteknologi generelt kan levere forskning man ikke kunne opnå bedre og billigere gennem ubemandede systemer (hvis effektivitet vel at mærke bliver hastigt bedre pga den løbende teknologisk udvikling). Under alle omstændigheder kan kun Jorden, Månen og Mars og dens måner gøres til genstand for bemandet forskning. Resten af udforskningen af solsystemet og rummet vil under aæle omstændighefer skulle baseres på rent ubemandede systemer.

  • 0
  • 0

Komparativ planetologi er et uhyre vigtigt område.

Søren Fosberg:

Det er jeg ikke uenig skønt jeg ikke tror det er det centrale i forhold til vores måde at forvalte Jorden på.

Viden er dog den første betingelse for hensigtsmæssige beslutninger.

Her er det centrale problem vores økonomiske system som ikke værdisætter naturødelæggelse Det vil en Mars koloni næppe ændre på.

Den vil i så fald heller ikke gøre situationen værre.

Spørgsmålet er om vi skal satse på at have og udvikle kompetencer i bemandet rumteknologi til udforskning af planeterne.

Det spørgsmål, jeg svarede på, var "Hvorfor i alverden skulle man bruge kræfter på at sende en håndfuld mennesker til en ubeboelig klode".

Det betyder i realiteten om vi skal kolonisere Mars.

Ikke nødvendigvis. Jeg ser de første Mars-missioner og hidtidige Måne-missioner som grundforskning og teknologiudvikling.

Hvad vil man opnå ved at etablere en Marskoloni? Artens overlevelse?

Det kan godt vise sig. Men i første omgang er det for at høste viden.

Vil kolonisering af Mars kunne udløse en vilje til at skabe en bæredygtig verden på Jorden?

Den vil næppe virke modsat. Viden om kloder og Solsystemets historie og fremtid er vigtige ingredienser for etablering af bæredygtighed.

Hvis rationalet bag udvikling af bemandet rumteknologi ikke skal være et mål om Mars kolonisering kan det I stedet være vigtig grundforskning som nødvendigvis kræver tilstedeværelse af mennesker i rummet.

Ja.

Som f.eks. bygning af et radioteleskop på Månens bagside.

Et radiointerferometrisk observatorium med Mars-Jorden som basis vil være sensationelt.

Andet ?

Al den forskningsaktivitet, som mennesker nu engang kan udføre. Dertil fejlretninger, reparationer, indskydelser o.lign.

I stedet kunne man etablere base på en Mars måne og herfra styre robotter i real time og måske hente samples op til nærmere undersøgelse.

Så går man glip af den gevinst, der ligger i menneskelig tilstedeværelse.

Spørgsmålet er ikke om vi skal forske men om bemandet rumteknologi generelt kan levere forskning man ikke kunne opnå bedre og billigere gennem ubemandede systemer

De to ting supplerer hinanden og ingen af dem kan undværes, hvis man vil have effektiv udforskning af vores solsystem.

Under alle omstændigheder kan kun Jorden, Månen og Mars og dens måner gøres til genstand for bemandet forskning.

Så er der også en hel del at tage fat på.

Resten af udforskningen af solsystemet og rummet vil under alle omstændigheder skulle baseres på rent ubemandede systemer.

Det er nu engang et vilkår, men bør jo ikke forhindre os i at udnytte de muligheder, som bemandet rumfart giver os.

  • 1
  • 0

De to ting supplerer hinanden og ingen af dem kan undværes, hvis man vil have effektiv udforskning af vores solsystem.

Det er jo lige præcis det afgørende. Er det sagen værd at ofte enorme summer på at have mennesker i rummet eller kan man bruge midlerne bedre på ubemandede projekter? Det er jo en afvejning. Indtil nu har mennesker i rummet ikke været nogen kæmpe gevinst - men enormt dyrt. Bortset fra månerejserne i forrige årtusinde har vi stort set kun brugt mennesker til bemanding af rumstationen som nu bliver lukket ned. I mangel på resultater?

  • 0
  • 0

Søren Fosberg:

Det er jo lige præcis det afgørende. Er det sagen værd at ofre enorme summer på at have mennesker i rummet ...

Ja.

...eller kan man bruge midlerne bedre på ubemandede projekter?

Nej. For de to områder supplerer hinanden.

Indtil nu har mennesker i rummet ikke været nogen kæmpe gevinst - men enormt dyrt.

Det er jo en påstand, som jeg ikke er enig med dig i.

Bortset fra månerejserne i forrige årtusinde har vi stort set kun brugt mennesker til bemanding af rumstationen som nu bliver lukket ned. I mangel på resultater?

Det er faktuelt forkert at skrive "nu bliver lukket ned". Foreløbigt kører den 8 år endnu, og vi ved ikke, om den fortsætter udover det.

Der er ikke mangel på resultater - fraset for de eksperimenter, som ikke er kommet derop endnu. Desuden er der tale om et enormt udviklings- og samarbejdsprojekt i sig selv.

  • 2
  • 0

Du har en klar mening, men argumenterne er lidt tynde. Jeg tvivler på at investorerne falder for det.

Hvis vi betragter hele solsystemet og gerne hele universet, så er det vel klart at udforskningen kun kan baseres på ubemandede teknologier. Kun et ganske lille hjørne i vores yderste nærhed kan udforskes vha af bemandede teknologier. Det kan selvfølgelig være et meget vigtigt hjørne og jeg afviser heller ikke der kan drives nyttig forskning under forudsætning af "men in space". Jeg har selv givet eksempler på forskningsområder som kan afhænge af bemandet rumfart og jeg synes det vil være fedt med en permanent månebase mens "kolonisering af Mars" og "artens overlevelse" ikke lyder overbevisende for at sige det mildt. Spørgsmålet er dog om de tusind milliarder eller hvad det nu er det koster at sende mennesker ud i rummet og få dem tilbage igen - er optimalt i forhold til hvad man gerne vil opnå eller man kan få mere ud af ubemandede systemer. Jeg ved det ikke og har derfor ingen fast mening og jeg lader mig gerne overbevise, men det du kommer med overbeviser mig nu ikke. Det lyder mere som dogmer.

  • 0
  • 0

Søren Fosberg:

Du har en klar mening, men argumenterne er lidt tynde.

Hvis jeg bare fremfører, at dine argumenter er tynde, synes du så, at det fremmer debatten?

Hvis vi betragter hele solsystemet og gerne hele universet, så er det vel klart at udforskningen kun kan baseres på ubemandede teknologier.

Nej, det er ikke spor klart. F.eks. har det til dato mest revolutionerende instrument vedr. studiet af universets fjerneste egne, Hubble-teleskopet, gentagne gange haft besøg af mennesker for i første omgang overhovedet at få det til at virke (og det bedre end specifikationerne), dernæst for at forlænge dets levetid. Ovenfor nævner jeg muligheden af Jord-Mars-baseret radiointerferometri, som også vil revolutionere vores viden om de fjerneste egne. Et tredje eksempel er, at studiet af Solsystemet og dermed også den eneste stjerne, vi kan studere i detaljer, danner basis for studiet af fjerne stjerner.

...mens "kolonisering af Mars" og "artens overlevelse" ikke lyder overbevisende for at sige det mildt.

Det er dig, der bliver ved at snakke om artens overlevelse. Jeg svarede på dit oprindelige spørgsmål.

Spørgsmålet er dog om de tusind milliarder eller hvad det nu er det koster at sende mennesker ud i rummet og få dem tilbage igen - er optimalt i forhold til hvad man gerne vil opnå eller man kan få mere ud af ubemandede systemer.

Igen: De to områder supplerer hinanden.

  • 1
  • 0

Hvis jeg bare fremfører, at dine argumenter er tynde, synes du så, at det fremmer debatten?

For du forklarer ikke hvorfor det er sagen værd at investere i bemandet teknologi og du forklarer ikke hvorfor du mener de supplerer hinanden. Dit eksempel med Hubble er fint, indrømmet, men også en anomali. Ingen andre fejl er blevet rettet ved hjælp af astronautmekanikere så vidt jeg ved. Sattelitter, sonder og instrumenter klarer sig fint helt uden assistance fra astronauter. At man har brugt rumfærgen til launch af sattelitter er ganske vist korrekt men de blev nok designet til rumfærgen da man troede det ville være billigt at bruge den. Det blev det ikke. Hver rumfærge launch har i gns kostet 1.5 milliarder dollars (!) og kg prisen for nyttelast blev omkring 60.000 dollars mod de forventede 600 dollars - altså 100 gange så meget som budgetteret da man besluttede at starte projektet og 10 gsnge mere end f.eks russerne kunne gøre det for. Mon ikke det bemandede program havde fået kniven hvis man havde vidst det? Det er vel ikke urimeligt at tro at en masse god forskning er mistet pga af dette enorme forbrug til rumfærgen.

"Space Shuttle incremental per-pound launch costs ultimately turned out to be considerably higher than those of expendable launchers:[2] by 2011, the incremental cost per flight of the Space Shuttle was estimated at $450 million,[3] or $18,000 per kilogram (approximately $8,000 per pound) to low Earth orbit (LEO). By comparison, Russian Proton expendable cargo launchers (Atlas V rocket counterpart), still largely based on the design that dates back to 1965, are said to cost as little as $110 million,[4] or around $5,000/kg (approximately $2,300 per pound) to LEO. When all design and maintenance costs are taken into account, the final cost of the Space Shuttle program, averaged over all missions and adjusted for inflation, was estimated to come out to $1.5 billion per launch, or $60,000/kg (approximately $27,000 per pound) to LEO.[5] This should be contrasted with the originally envisioned costs of $118 per pound of payload in 1972 dollars (approximately $657 per pound adjusting for inflation to 2013) https://en.m.wikipedia.org/wiki/Criticism_...

Jeg synes ikke du behøver blive spids fordi jeg beder om en forklaring. Jeg synes snarere det er mig der har grund til at forvente lidt mere begrundelse for dine stålsatte meninger.

  • 0
  • 2

Søren Fosberg:

For du forklarer ikke hvorfor det er sagen værd at investere i bemandet teknologi og du forklarer ikke hvorfor du mener de supplerer hinanden.

De supplerer hinanden, fordi ubemandede fartøjer er bedst til rekognoscering og indledende studier og dér, hvor mennesket ikke kan komme enten pga. fjendtligt miljø eller afstand; men der, hvor mennesker kan færdes, er de langt bedre og langt mere effektive end robotter og fjernstyrede apparater til forskning og arbejde med udvikling af ny teknik, nye forskningsprojekter on location, kalibrering, fejlretning og vedligehold.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten