Det er nødvendigt med 27 nye F-35 Joint Strike Fighters til erstatte de danske F-16, fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flankeret af forsvarsminister Peter Christensens (V) ved præsentationen af regeringens indstilling til Danmarks nye kampfly i maj. Men imens forsvarsforligskredsen i disse dage diskuterer netop antallet af nye kampfly, er der opstået alvorlig tvivl om, hvorvidt regeringens fremlagte beslutningsgrundlag udgør et troværdigt udgangspunkt for forhandlingerne om danmarkshistoriens største våbenkøb.
Det er veldokumenteret, at landets ministerier rutinemæssigt indlejrer mere eller mindre underspillede forudsætninger og forbehold i rapporter, redegørelser og notater for at nå frem til de ønskede konklusioner. Men de seneste ugers historier om beslutningsgrundlaget for at købe nye kampfly tegner et billede af dokumenter med så væsentlige forbehold, at værdien som beslutningsgrundlag er tvivlsom.
Særligt rapporten fra Udvalget for dimensionering af nyt kampfly har i den senere tid påkaldt sig opmærksomhed. Det er den rapport, der danner baggrund for regeringens udmelding om, at 27 nye F-35 kan løse samme opgaver som Danmarks 44 F-16.
Rapporten blev offentliggjort sammen med evalueringen af de tre kampflykandidater fra Forsvarsministeriets kampflykontor. Kontoret fungerer ifølge Forsvarsministeriet uafhængigt af det øvrige ministerium og skulle dermed ikke være underlagt regeringens kontrol. Derimod er rapporten om dimensioneringen af nye kampfly udarbejdet af en gruppe embedsmænd fra Finansministeriet og Forsvarsministeriet sammen med repræsentanter fra Værnsfælles Forsvarskommando og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Blandt de mest opsigtsvækkende antagelser i rapporten er, at hvert nyt kampfly årligt vil præstere 250 flyvetimer per fly, hvilket ifølge udvalget er 'det højeste kendte produktionsmål kendt fra andre lande'. Det er konsulenthuset McKinsey, som er blevet sat til at regne på antallet af flyvetimer. McKinsey er imidlertid nået frem til, at der endnu ikke er oparbejdet tilstrækkelig operativ erfaring med F-35 til at konkludere noget meningsfyldt om antallet af flyvetimer. Konsulenthuset har i stedet benyttet tal, der blandt andet baserer sig på anvendelsen af F-16.
'McKinsey og Co. har oplyst, at da der kun er begrænset operativ erfaring med den pågældende kandidat, så bygger McKinseys analyse blandt andet på data, McKinsey selv har indhentet eksternt og historiske data fra Danmarks nuværende F-16 struktur,' skriver udvalget i sin rapport og konkluderer derfor:
'Blandt andet med dette forbehold har McKinsey i analysen vurderet, at et produktionsmål på 250 timer per fly per år er en ambitiøs, men også realistisk målsætning, der ville indebære en markant stigning i forhold til det nuværende operative tempo og således kræve en række ændringer for at kunne realiseres.'
Det står med andre ord klart, at produktionsmålet på 250 flyvetimer dels baserer sig på en god portion gætværk, og dels ikke regnes for at afspejle niveauet i dag. Der er snarere tale om et fremtidigt og formodet bedre niveau.
Det fremgår også af rapporten, at udvalget ad flere forskellige veje har forsøgt at finde belæg for, at antallet af flyvetimer kan presses endnu højere op end 250. Dels er McKinsey blevet sat til afsøge muligheden for at flyve mere end 250 timer, hvilket konsulenthuset ikke har fundet realistisk. Udvalget har også bedt kampflykontoret om at rette henvendelse til de tre kampflyproducenter for at 'få uddybet mulighederne for endnu højere produktionsmål', hvilket ikke har været muligt inden for svarfristen.
De forventede 250 årlige flyvetimer per fly har fået flere forsvarsordførere til at sætte spørgsmålstegn ved beregningerne bag regeringens anbefalinger. Det gælder ikke overraskende Enhedslisten, som står uden for forsvarsforligskredsen, og som taler for at stoppe kampflyindkøbet.
Mere alvorligt for regeringen er det, at støttepartierne Konservative og Dansk Folkeparti også tager afstand fra dimensioneringsrapporten. Begge partier er en del af den forsvarsforligskreds, der skal træffe den endelige beslutning om nye kampfly. Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, skrev første gang i et debatindlæg i Berlingske i maj, at regeringen har fremlagt et glansbillede, som hviler på urealistiske forudsætninger. Han har efterfølgende over for Jyllands-Posten henvist til, at Norge regner med et langt mindre antal flyvetimer end Danmark.
»Hvor meget jeg end holder af regeringen, er det meget svært for mig at se denne rapport anderledes, end at nogle konsulenter er blevet bedt om at få 27 kampfly til at kunne det samme som 44 og få det til at gå op. Det gør, at jeg ikke tror på rapporten,« siger Jarlov til Jyllands-Posten, mens Dansk Folkepartis Marie Krarup i samme avis kalder dimensioneringen for bekymrende.
En anden forudsætning for, at antallet af kampfly kan presses ned på 27, som har vakt bekymring i forligskredsen, er, at piloternes træning skal skæres betragteligt ned, og at langt færre piloter fremover skal løse Flyvevåbenets opgaver.
For at kunne lande på 27 nye kampfly er det ifølge Udvalget for dimensionering af nyt kampfly nødvendigt, at to eksisterende kampflyeskadriller lægges sammen til én, at antallet af træningstimer per pilot reduceres, at stabspiloter varetager det nationale afvisningsberedeskab samtidig med deres sagsbehandleropgaver, og at piloters gennemsnitlige tjenestetid forøges fra omkring 8,5 år til omkring 14 år, med mulig forøgelse til 17 år.
I går skrev Jyllands-Posten så om, at regeringen i anbefalingen af 27 kampfly medregner fem kampfly, som Danmark køber, men som skal stå permanent ved Luke Air Force Base i Arizona, hvor Danmark og andre lande skal bruge flyene til pilottræning.
'Hver grunduddannelse medfører som tommelfingerregel et behov for ét uddannelsesfly i USA pba. et fastlagt aftalegrundlag indenfor JSF-programmet. Det årlige danske grundskolingsbehov for Joint Strike Fighter er i typevalgsgrundlaget fastlagt til fem […] I typevalgsgrundlaget har Danmark således fem fly, som er målrettet grunduddannelsesaktiviteter,' skriver Udvalget for dimensionering af nyt kampfly i sin rapport.
Forsvarsministeriet bekræfter i en mail til Jyllands-Posten, at 'der planlægges placeret fem danske F35-fly i USA', og sagen har fået de Konservatives Rasmus Jarlov til at efterlyse, at regeringen fremlægger fakta om grundlaget for kampflyindkøbet.
De seneste ugers sager om forbeholdene i dimensioneringsrapporten følger i kølvandet på andre opsigtsvækkende sager siden offentliggørelsen af det samlede beslutningsgrundlag og regeringens indstilling til typevalg, antal fly og finansiering.
Ingeniøren skrev efter offentliggørelsen af beslutningsgrundlaget, at det økonomiske råderum til køb af nye kampfly, som regeringen har fundet i forsvarets budget, ikke alene inddrager rådighedsbeløbet til nyt materiel, men også til drift af eksisterende materiel. Det fik fire militærforskere til at advare om, at det ikke er realistisk at indfri regeringens udmelding om, at kampflyindkøbet ikke vil gå ud over forsvarets operative kapacitet, og at indkøbet samtidig vil kunne holdes inden for forsvarets budget.
Det bebudede økonomiske råderum forudsætter i øvrigt, at materieldrift og materielanskaffelser bliver halveret fra 6,1 milliarder kroner i 2018 til tre milliarder kroner på seks år. Det er vel at mærke ud over de nedskæringer på tre milliarder kroner, som regeringen også medregner som forudsætning for at finde penge til de nye kampfly. Sagen har fået både de Konservative, SF, Radikale og Dansk Folkeparti til at udtrykke skepsis omkring realismen i regeringens fremlagte beregninger.
Mens Folketinget formelt er gået på sommerferie, er de politiske forhandlinger om kampflyindkøbet nu gået ind i femte uge. Det usikre faglige grundlag for forhandlingerne øger risikoen for, at forhandlingerne trækker i langdrag, mens de involverede partier søger svar på de spørgsmål, beslutningsgrundlaget skulle have besvaret. Mere bekymrende er det imidlertid, at de ubesvarede spørgsmål øger risikoen for, at forligskredsen ender med at træffe en beslutning om den enorme investering på et utilstrækkeligt fagligt grundlag.
Om det alligevel lykkes regeringen at overbevise forsvarsforligskredsen om, at 27 nye F-35 er det rette antal, må naturligvis vise sig. Sikkert er det dog, at regeringen ville stå over for en væsentlig nemmere opgave, hvis statsministeren og forsvarsministeren havde været i stand til at fremvise et samlet beslutningsgrundlag, som forsvarsforligskredsen kunne acceptere som et redeligt stykke arbejde.
