Analyse: Skal vi bruge penge på nye kampfly?

Det handler om milliarder af kroner, industriinteresser og ikke mindst storpolitiske hensyn, når Folketingets politikere skal beslutte sig for, om Danmark skal købe nye kampfly til erstatning for de aldrende F-16.

Meget bliver afgjort i efteråret, hvor en række løse ender bliver strammet op, så politikerne kan træffe den vigtige beslutning på så godt et grundlag som muligt.

Især i de seneste otte år har de danske kampfly spillet en aktiv rolle i verdens konflikter fra Kosovo til Baltikum, men spørgsmålet er, om tiden er ved at være løbet fra store nationale luftvåben.

I forbindelse med det eksisterende forsvarsforlig fra 2005 til 2009 blev ubådene nedlagt efter ønske fra Nato, og i teorien kunne det også blive tilfældet med et dansk luftvåben. At det alligevel ikke er så enkelt endda, vender vi tilbage til.

Ja til kampfly signalerer internationalt engagement

Om Danmark overhovedet har behov for nye kampfly, er til syvende og sidste et rent politisk spørgsmål. Forsvaret, industrien og flyproducenterne har deres klare ønsker og lobbyer kraftigt for, at deres holdning trænger igennem til Christiansborg og Folketingets Forsvarsudvalg.

Men uanset anstrengelserne vil et eventuelt køb af nye kampfly først og fremmest komme til at afhænge af politikernes sikkerhedspolitiske ambitioner i kampen for at fremstå som troværdige partnere inden for Nato og ikke mindst over for USA.

Forsvarsminister Søren Gade (V) fastslog under en folketingsdebat den 16. november 2006, at valget af kampfly har indflydelse på danske bidrag til fremtidige internationale operationer. Der kan således være en politisk signalgivning i, om Danmark med sin kampflyanskaffelse styrker nordiske, europæiske eller transatlantiske bånd.

Med andre ord: Beslutningen kan få konsekvenser for Danmarks bidrag til Nato og anseelse i Washington, Bruxelles og andre steder, vi gerne vil have opmærksomhed fra.

Flyvevåbnet opererer i høj grad i udlandet

Med enkelte undtagelser har Danmarks internationale bidrag haft bred politisk opbakning gennem skiftende regeringer.

I forbindelse med Forsvarsforliget fra 2005-2009 har Danmark tilmeldt otte kampfly på højt beredskab og otte fly på lavere beredskab i Natos Response Force, og siden den congolesiske borgerkrig i begyndelsen af 1960'erne har danske fly og helikoptere med skiftende mellemrum deltaget i operationer i FN og Nato-regi.

I 1999 deltog ni danske kampfly i Nato-bombninger under Kosovo-konflikten, og fra oktober 2002 til september 2003 fløj seks danske F-16 i alt 372 missioner fra Manas-basen i Kirgisistan som en del af Operation Enduring Freedom i Afghanistan. Seneste opgave var i 2004, hvor fire danske fly gennem fire måneder udførte air policing suverænitetshævdelse over de baltiske lande. Det skete ligeledes i Nato-regi.

Den type opgaver skal Danmark fortsætte med. Det er i hvert fald en del af det indeværende forsvarsforlig, og det politiske flertal for den type operationer blev bekræftet under folketingsdebatten den 16. november, og det vil formentlig blive bekræftet igen af den kommende undersøgelse fra Dims. Kun Enhedslisten er direkte imod at købe nye fly uanset formålet.

Akut beredskab herhjemme er klar mod ubudne gæster

Men de danske F-16 har også andre opgaver end i verdens brændpunkter. Hjemme i Danmark handler arbejdet først og fremmest om uddannelse af piloter, rekognosceringsopgaver og ikke mindst suverænitetshåndhævelse.

Det sker i form af et akut beredskab, hvor to fly med to i reserve er klar til at afvise en ubuden gæst i dansk luftrum, hvilket har haft høj politisk prioritet efter terrorangrebet på USA 11. september 2001. Det præcise antal afvisninger på årsbasis er fortrolige, men et gæt på 10-15 gange årligt er ikke helt ude i hampen.

I forbindelse med air policing har De Radikale ytret ønske om at undersøge muligheden for at indgå i et tættere samarbejde med nabolande, og der kan måske være meget ræson i, at Danmark ikke har 48 fly og Norge 57, men nærmere ét fælles værn. Som eksempel.

Hvorvidt det er politisk realistisk at have tyske, svenske eller polske fly til at beskytte dansk luftrum, når man end ikke evner at få det europæiske politisamarbejde til at fungere, er nok tvivlsomt, men det er en interessant tanke, der på sigt ville kunne reducere antallet af fly, hvis man kan få sådan et samarbejde til at fungere.

Tvivl om antallet af fly

Et af de store spørgsmål, når milliarderne flyver gennem luften, er imidlertid, hvor mange fly Danmark skal have for at kunne udføre de opgaver, der i øjeblikket er pålagt flyene, og som må forventes vil fortsætte.

Officielt har FMT spurgt producenterne om data på 48 fly, men det er de færreste, der forventer en-til-en erstatning af de gamle F-16. Det vil være for dyrt, og der vil ikke være behov for 48 stk. Gripen, JSF eller Typhoon.

Flere internationale iagttagere og analytikere er desuden af den klare vurdering, at alle tre konkurrerende fly vil være så avancerede, at Danmark og andre lande for den sags skyld vil have behov for færre fly til at løse de samme opgaver. Blandt andet fordi de alle tre har såkaldte multi-role egenskaber, der betyder, at man kan skifte taktisk rolle under samme mission eksempelvis fra rekognoscering til luft-til-jord, luft-til-luft eller lignende.

Endelig er det også dukket alternative bud op på, hvordan Danmark skal erstatte F-16. Socialdemokraternes forsvarsordfører, Per Kaalund, har foreslået, at man også diskuterer køb af kamphelikoptere som supplement til kampfly. Her nævner han Afghanistan og Irak som eksempler.

Det er dog et forslag, der møder modstand flere steder. Helikoptere kan ikke operere i bjergene som i Afghanistan, de er langsomme og dermed ekstremt sårbare over for angreb fra jorden, og de er besværlige at tranportere til fjerne lokationer. Helikoptere vil derfor aldrig kunne erstatte kampflyenes længere rækkevidde, hurtigere reaktionstid og større ildkraft.

Inden nytår peger forsvaret på deres yndlingsfly
Mange spørgsmål bliver afklaret i løbet af efteråret, hvor de tre internationale flyproducenter, Forsvaret og alle andre, der følger det danske milliardindkøb, vil sidde med bævrende læber og følge begivenhederne

Sidst på året vil Forsvarets fælles shoppingorgan, Forsvarets Materieltjeneste, FMT, efter al sandsynlighed pege på, om det er den amerikanske Joint Strike Fighter, den fælleseuropæiske Eurofighter Typhoon eller Gripen fra Saab i Sverige, som materieltjenesten mener bedst afløser de danske F-16, når flyene gradvist udfases fra 2015.

FMT har indhentet supplerende oplysninger fra de tre producenter om flyenes evner, og på baggrund af de oplysninger vil FMT lave et oplæg til et tværministerielt samarbejde fra starten af 2008. Et oplæg, der skal føre frem til et beslutningsgrundlag til Folketingets politikere formentlig i foråret 2008.

Vi snakker investeringer svarende til en eller to Storebæltsbroer

Men allerede den 1. oktober i år bliver fokus rettet mod Østerbro i København, når Dansk Institut for Militære Studier, Dims, offentliggør en rapport bestilt af Folketinget. Den kommer med en konkret vurdering af Danmarks behov for nye kampfly i de næste godt 40 år og kan få endog stor betydning for, hvad der tegner til at blive en af statens største materielinvesteringer nogensinde.

Der har været nævnt tal på mellem 20 og 40 mia. kroner i grove tal svarende til én eller to storebæltsbroer.

Mens regeringen og Dansk Folkeparti virker fastsatte på at købe nye fly, lader Dims-rapporten til at kunne få afgørende indflydelse på især Socialdemokraterne og De Radikales indstilling til hele kampflykøbet. Da et køb i den størrelsesorden næppe tvinges igennem med et marginalt flertal, kan rapporten få store konsekvenser i forhold til typevalg og antal. Men der er andre hensyn end de politiske. Også industrien har haft og har stadig en afgørende rolle at spille i politikernes beslutning.

Tre bejlere til Folketinget

Officielt er der som nævnt tre bejlere til ordren, men én er klar favorit nemlig F-35 også kaldet Joint Strike Fighter, JSF. Siden 1997 har Danmark investeret godt 400 mio. kroner i verdens dyreste forsvarsprojekt, og i efteråret 2006 forpligtede politikerne Danmark til at træde ind i den nuværende fase af projektet og betale yderligere i alt to mia. kroner frem til 2060.

Det skete blandt andet efter stort pres fra den etablerede danske forsvarsindustri først og fremmest Danmarks eneste store forsvarsvirksomhed, Terma, der ser et større potentiale for attraktive ordrer ved JSF, end de to konkurrenter og har lovet politikerne højteknologiske arbejdspladser som tak for hjælpen.

I enkelte medier har den primære producent af JSF, Lockheed Martin, haft held til at slynge løfter om etordrepotentiale på 25 milliarder kroner ud i luften. Et fantasital, der er nået helt ind i Folketingssalen, og af flere iagttagere betegnes som fuldstændigt urealistisk, når man ser på den massive internationale konkurrence. Kampfly er en ekstremt politisk styret branche, hvor Danmark ikke har stor strategisk og geopolitisk vægt sammenlignet med andre JSF partnere som eksempelvis Italien, Tyrkiet, eller Storbritannien.

Dansk industri kan ikke klare de enorme investeringer

Terma selv forventer nærmere et potentiale på 8-10 mia. kr., mens de foreløbige tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen kan konstatere, at danske forsvarsvirksomheder efter fem års intenst udviklingsarbejde alene har høstet kontrakter for 240 mio. kr.

Retfærdigvis skal det siges, at forsvarskontrakter ikke underskrives over en hurtig kop kaffe, men kræver store, langsigtede investeringer, som få virksomheder er i stand til. De øvrige producenter, Saab og Eurofighter, tilbyder mere traditionelle modkøbsaftaler, men med en investering på 20-40 mia. kr., er det urealistisk, at dansk industri vil være i stand til at opsuge så store ordrer. Heller ikke over en lang årrække.

Som det måske fremgår, er politikernes kommende beslutning om køb af kampfly fuldt af storpolitiske og industrielle interesser. Mange af de løse ender bliver strammet op i efteråret, og selv om det næppe er sandsynligt, at Dims-rapporten vil foreslå, at Danmark helt dropper fly som strategisk og sikkerhedspolitisk virkemiddel, sådan som man gjorde med ubådene for nogle år tilbage, bliver det interessant at se reaktionerne på den hos de politikere, der sidder med en vigtig beslutning foran sig.

Verden følger i hvert fald spændt med.