Aflysning af udbuddet af de kystnære havmølleparker var den kontroversielle spydspids i den nye pakke blandede bolsjer, som bærer navnet ‘Billigere energi til danskerne’, og som regeringen lancerede sidste fredag.
Forud var gået et par uger, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) havde varmet op med udmeldinger i medierne om de løbske PSO-afgifter og om, at kystmøllerne er alt for dyre – synspunkter, som flere af regeringens støttepartier højlydt bakkede op om.
Med udspillet toner regeringen nu rent flag og viser, hvad ‘grøn realisme’ dækker over: nemlig at man for at spare penge vil bremse eller stoppe grønne initiativer som kystmøller, VE til proces-puljen og energibesparelser. Og at man vil flytte PSO-betalingen for grøn strøm over på finansloven, så elprisen sættes ned – især med tanke på erhvervslivet.
Udspillet demonstrerer samtidig, at regeringen desværre ikke er klar til at begynde diskussionen af det rigtigt store dilemma i dansk energipolitik: de skæve energiafgifter, som modarbejder en effektiv grøn omstilling – som beskrevet i Ingeniøren mange gange.
At der for eksempel ingen afgift er på biomasse betyder, at der lige nu bliver investeret i pillefyr og biomassekedler, så der de næste 20 år ikke bliver penge til de varmepumper, som ellers kunne udnytte vindmøllestrømmen om natten i fjernvarmesystemer og hos private.
Samtidig vil et stigende biomasseforbrug stille og roligt udhule statens indtægter fra energiafgifter på naturgas og andre brændsler, som biomassen erstatter.
Vigtig analyse mangler
Hele denne diskussion har afventet en række analyser, som især Lilleholt i sin tid i opposition efterlyste i meget håndfaste vendinger.
Og netop disse analyser offentliggjorde skatteministeren og energi-, forsynings- og klimaministeren sammen med ‘forårspakken’.
Men der var kun tale om tre delanalyser. Heraf viste én, at hvis man flytter PSO over på finansloven og finansierer beløbet med en generel stigning i indkomstskatten, så vil det give et samfundsøkonomisk overskud.
Forklaringen er, at når man nedsætter elprisen, så stiger elforbruget – anslået med hele 10 procent – og samtidig skabes der flere arbejdspladser og dermed afledte indtægter til husholdningerne, selvom de betaler den højere indkomstskat. Alt i alt giver det et samfundsøkonomisk overskud på 6 milliarder kroner.
De centrale analyser af en omkostningseffektiv indpasning af vedvarende energi har vi derimod ikke set noget til endnu – måske fordi de endnu ikke er helt færdige.
PSO’en kun en lille detalje
Disse analyser vil ellers kunne give politikerne den rigtige baggrund for at kunne opnå en større og reel billiggørelse af den grønne omstilling – uden at slække på tempoet.
Afgiften på el har nemlig langt større betydning for elregningen og for statsfinanserne end PSO-betalingen. I 2015 lå elafgiften på 88,5 øre og PSO på omkring 22,5 øre pr. kWh.
Derfor er fjernelse af PSO’en – som flere eksperter har kritiseret – kun en lille detalje i det store afgiftsbillede, der også tæller afgifter på naturgas, kul, benzin og olie, som hvert år forsyner den danske statskasse med omkring 45 milliarder kroner.
Når regeringens forårsudspil ikke går mere i dybden, handler det nok om udgangspunktet for udspillet: at en flytning af PSO-betalingen for grøn energi væk fra elregningen og over på finansloven skal give erhvervslivet en historisk skattelettelse via lavere energipriser.
Samtidig vil man så barbere selve beløbet, altså PSO-regningen, ned for ikke at skulle finde så mange besparelser på finansloven. Og med det formål kommer man med en række forslag, hvoraf nogle har med PSO at gøre – andre ikke.
Præmissen holder ikke
Selve præmissen for at flytte betalingen og reducere regningen skal dog også lige have et ord med på vejen. Ifølge regeringen skal PSO nemlig flyttes over på finansloven, fordi ordningen er kendt ulovlig i henhold til EU-reglerne. Det er dog ikke rigtigt.
PSO-støtteformen – som i øvrigt lovprises fra flere eksperters side, fordi den lægger udgiften dér, hvor udgiften er – kan faktisk godt opretholdes med visse modifikationer.
Politikerne kan for eksempel vælge en model, hvor en del af det fremtidige udbud af ny kapacitet bliver åbnet for producenter i andre lande, hvilket vil sige, at anlæg i Tyskland vil kunne få dansk støtte.
En model, som for eksempel Tyskland har fået godkendt af EU-Kommissionen, så 5 pct. af landets nyopførte vedvarende energianlæg via udbud skal være tilgængelige for eksempelvis bud fra projekter på dansk jord. Hvis danske bud er konkurrencedygtige, vil de kunne få del i de tyske støttekroner.
Danmark og Tyskland forhandler i øvrigt om et samarbejde, så landene kan byde på hinandens projekter og dermed få en del af støttemidlerne hjem til Danmark.
Erhvervslivet lider
Den anden præmis for hele udspillet – at udgiften til den grønne omstilling er løbet løbsk – er strengt taget heller ikke korrekt.
PSO-udgiften er godt nok steget, men det er den, fordi elprisen uventet er faldet. Samlet set er udgiften til el og PSO derfor ikke steget for husholdninger og erhverv, men faldet i forhold til en situation med en høj elpris og en lav PSO-regning.
Når regeringen og dens støttepartier så alligevel igen og igen gentager mantraet om den løbske grønne omstilling, så tænker de på de elintensive virksomheder, der ikke får så meget gavn af de lave elpriser, fordi de betaler PSO oven i – modsat deres konkurrenter i andre lande, hvor virksomhederne ikke betaler så meget til en grøn omstilling.
Ifølge regeringen er blandt andre de fynske gartnerier truet på konkurrenceevnen, men hvor stort et problem dette er kvantificeres ikke i oplægget og heller ikke ved de to ministres præsentation af oplægget i fredags.
I faktaafdelingen skal det dog tilføjes, at danske virksomheder allerede har fået nedsat deres PSO-betaling, og at deres gennemsnitlige elpriser inklusive PSO – ifølge Skatteministeriets analyser – ligger under EU-gennemsnittet og under både England og Tyskland, mens Sverige har lavere priser.
I hjertet af den grønne ambition
At udspillet har skabt så stort røre, skyldes primært, at flere af forslagene – og især dét om at droppe de relativt billige kystmøller – går direkte ind i hjertet af den grønne ambition i energiforliget fra 2012 og med traditionen for holdbare aftaler.
Dermed skaber Venstre usikkerhed og signalerer, at danske energiforlig ikke mere er lig med stabile rammebetingelser for investorerne.
Ikke mindst de tre selskaber, der har brugt flercifrede millionbeløb på at forberede et bud på de kystnære havmølleparker, har fået sig en meget ubehagelig overraskelse.
Ligesom en stor spiller som Vattenfall har truet med at droppe sit engagement i Danmark efter regeringens udmelding.
Reaktioner fra partierne i forligskredsen – som tæller samtlige Folketingets partier minus Liberal Alliance og nytilkomne Alternativet – peger dog på, at det kan blive svært at samle flertal til at droppe de kystnære havmøller.
Andre forslag – der bevæger sig inden for energiforliget – lyder på at reducere energispareindsatsen, hvilket skal få en frivillig aftale med energiselskaberne til at glide ned; at reducere en såkaldt balanceringsgodtgørelse for landvind; at sætte et prisloft på 80 øre pr. kWh for buddene på den kommende Kriegers Flak-havmøllepark og endelig at droppe en såkaldt VE til proces- pulje.
Affald, elmaster og biobenzin
Endelig er der tre sidste forslag i spil, som ligger uden for forliget. Det første handler om at droppe dele af kabelhandlingsplanen, som før har måttet holde for, når der skulle findes penge til energiområdet.
Det andet går ud på at stille krav om en vis iblanding af såkaldt avancerede biobrændstoffer i transportens energiforbrug, hvilket længe har været et ønske fra landbrugets side for at få gang i udnyttelse af halm til produktion af bioethanol.
Og endelig lancerer regeringen så et forslag om at liberalisere affaldsforbrændingssektoren, hvilket ifølge regeringens beregninger vil give en besparelse på 6,8 milliarder kroner i gebyrer – på 18 år.
Når ret skal være ret, så er forårsudspillet blevet rost af organisationer som Dansk Fjernvarme og Dansk Energi, fordi fjernelse af PSO’en trods alt sætter elprisen lidt ned – cirka 20 øre for private og 17,3 øre for virksomheder – og dermed forbedrer strømmens konkurrenceevne over for fossile brændsler og øger forbruget.
Man kan selvfølgelig sagtens argumentere for, at lidt også har ret, men så er spørgsmålet, om en så isoleret ændring af den danske energipolitik er værd at sætte Danmarks ry som stabilt investorland på spil for.
Nu skal regeringens forslag så forhandles med de øvrige partier i forligskredsen.
Man kan håbe på, at regeringen og parterne vil tænke sig om en ekstra gang og vente på, at den vigtige del af tilskuds-afgiftsanalysen om omkostningseffektiv indpasning af VE kommer på bordet, før de træffer deres beslutninger.
