ANALYSE: Med en Kattegatbro bliver der ikke noget med at køre gratis over Storebælt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

ANALYSE: Med en Kattegatbro bliver der ikke noget med at køre gratis over Storebælt

Illustration: Sund og Bælt

Med de nye politiske ambitioner om at bygge en bro hen over Kattegat er alle ambitioner om at lade trafikanter køre gratis over Storebælt trængt så langt i baggrunden, at de efterhånden er ude af syne.

Det nye scenarie, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) præsenterede i TV-Avisen onsdag aften, indebærer, at man sløjfer togskinnerne og nøjes med en motorvejsbro over Kattegat, hvilket bringer prisen ned på 58 milliarder kroner. Så kan bilisterne nemlig betale for den nye Kattegatforbindelse, »uden at statskassen skal have penge op af lommen,« som Ole Birk Olesen forklarede.

Hvis statens penge rent faktisk skal forblive i lommen, skal taksten for at køre over Storebæltsforbindelsen imidlertid forblive uændret.

21 milliarder for fri passage

Vejdirektoratet har regnet på konsekvenserne for Kattegatforbindelsen, såfremt taksten for at køre over Storebælt bliver reduceret med 69 procent. Det svarer til, at billetprisen kun dækker drift og vedligehold af broen, hvorimod bilisterne i dag stadig betaler af på regningen for den 20 år gamle hængebro. De betaler i øvrigt også for en masse andre projekter, eftersom Storebæltsbroen i flere år har finansieret Folketingets infrastrukturfond og senest udvidelsen af Fynske Motorvej. Men i 2034 er det endelig slut med at betale af på broen, og det ikke mindst fynske ønske om at sende den årlige besparelse videre til brugerne, er inden for rækkevidde.

Læs også: Nyt Kattegat-regnestykke bygger på misvisende tal

Men hvis brugerne slipper for at betale for den færdigbetalte bro, må staten alligevel have penge op af lommen for at få en bilbro over Kattegat. Hvis taksten for at køre over Storebælt bliver reduceret med 69 procent, vil dobbelt så mange køretøjer som ellers antaget køre over bæltet, og næsten 20 procent færre vil tage turen over Kattegat, svarende til 6.000 biler om dagen. Det gør naturligvis et alvorligt indhug i indtjeningerne. Så alvorligt, at behovet for statslig finansiering stiger fra 0 til 21 milliarder kroner, konkluderer Vejdirektoratet.

Med andre ord bygger regeringens nye regnestykke for Kattegatforbindelsen på, at taksten for at passere Storebælt holdes kunstigt i vejret for at gøre broen mindre økonomisk attraktiv for bilisterne.

I forvejen et dilemma

Gratis – eller markant billigere – passage over Storebælt havde vel at mærke i forvejen lange udsigter, eftersom den kommende Femernforbindelse står med samme problem som en mulig Kattegatforbindelse: Hvis det bliver for attraktivt at køre over Storebælt, skrider økonomien i den 62 milliarder kroner dyre forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Hvis Femern A/S’ trafikprognoser skal hænge sammen, skal 718.000 biler årligt hentes fra Storebælt til den kommende Femerntunnel. Derfor konkluderede rådgivervirksomheden Grontmij, som i dag er en del af Sweco, for tre år siden, at Femernforbindelsen er afhængig af, at taksterne på Storebæltsbroen forbliver høje, selv efter at bilisterne har betalt broen tilbage. Afskaffer man taksterne på Storebælt, vil Femernforbindelsen ikke blive realiseret med bilisterne som primær finansieringskilde, som analysechef Brian Gardner Mogensen dengang konkluderede i Ingeniøren.

Læs også: Femern-tunnel forhindrer, at bilisterne kan køre gratis over tilbagebetalt Storebæltsbro

Læs også: Lavere takst over Storebælt vil koste Femerntunnel 70 millioner om året

Og da VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti sidste år besluttede at sænke taksten for at køre over Storebælt med 25 procent, betød det tabte indtægter svarende til 70 millioner kroner hvert år for Femernforbindelsen, fordi 500 færre køretøjer om dagen nu kan ventes at tage turen gennem den kommende sænketunnel. Det betyder samtidig, at tilbagebetalingstiden må forlænges fra 33 til 36 år.

Læs også: Ny LA-minister: Det skal alligevel ikke være gratis at krydse Storebælt

For 10 år siden begyndte de første partier at melde ud, at det næppe bliver gratis at køre over Storebælt, og siden har meldingerne været henholdende. Liberal Alliance var det sidste parti til at opgive fri passage over broen, som ellers længe har været en mærkesag for partiet. Det skete samme dag, som partiet overtog transportministerposten i 2016.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Husk nu, at det aldrig er lovet Storebæltsforbindelsen skal blive gratis. Det er medie-opfundet.

  • 4
  • 13

Gør broerne gratis og læg i stedet en generel afgift på motorvejene. Isolerede broafgifter er en toldafgift på samhandel / samarbejde mellem landsdelene.

Og drop så de tog fra 1800-tallet, som kun virker mellem storbyer. Kattegat-forbindelsen kan sagtens fragte passagerer hurtigt fra København til Århus i komfortable busser. Os der bor i "udsigts-Danmark" har ingen fornøjelse af togforbindelserne. De skærer blot vores byer i stykker, se fx. på den tosporede jernbane til Holbæk, som har ødelagt byer som Vipperød og Tølløse uden at give os bedre forbindelser.

Det er hjernedødt at høre om trafikforskeres store kærlighed til jernbanedriften - en én-dimenstionel transportform, der var glimrende i stand til at erstatte hestevogne. Men det er ikke der, vi er idag.

  • 20
  • 34

Nu ser det ikke ud som logik, men genvalg for en trafikminister og trafikudvalgs politiker og borgmester og forsøg på at fedte sig ind hos DF.

  • 9
  • 6

Gør broerne gratis og læg i stedet en generel afgift på motorvejene. Isolerede broafgifter er en toldafgift på samhandel / samarbejde mellem landsdelene.


Gør broerne gratis og gør i stedet ingenting. Den resulterende øgede økonomisk aktivitet vil generere et øget skatteprovenu som staten betaler broerne ud med.

Og drop så de tog fra 1800-tallet, som kun virker mellem storbyer. Kattegat-forbindelsen kan sagtens fragte passagerer hurtigt fra København til Århus i komfortable busser. Os der bor i "udsigts-Danmark" har ingen fornøjelse af togforbindelserne. De skærer blot vores byer i stykker, se fx. på den tosporede jernbane til Holbæk, som har ødelagt byer som Vipperød og Tølløse uden at give os bedre forbindelser.

Alt det der 'til gengæld' er resultatet af en verdensanskuelse der omfatter en personlig syndskonto der skal holdes i balance: "giv mig en ond bro, til gengæld må I tage min motorvej og jernbane; se hvor stoisk jeg bærer mit selvpåførte kors".

Hold op med det katolske pjat. Kineserne gør det ikke, og det går da okay for dem.

Det er hjernedødt at høre om trafikforskeres store kærlighed til jernbanedriften - en én-dimenstionel transportform, der var glimrende i stand til at erstatte hestevogne. Men det er ikke der, vi er idag.

Se hvor artig jeg er og hvor dumme de andre er! Må jeg få et bolsje?

  • 8
  • 9

Hej Bent
Tak for input. Jeg har rent faktisk endnu til gode at se et medie påstå, at nogen ligefrem har lovet fri passage over Storebælt. Men som vi skriver her, har det været et ønske fra mange sider. Herunder især fynske regionalpolitikere, erhvervsfolk, FDM og Liberal Alliance.

@ Steffen McGhie

Det har du ret i Steffen, men artiklen er skrevet (inkl. overskriften) som en gratis Storebæltsforbindelse nu blivver blokeret af Kattegatforbindelsen. Det er i den forbindelse ret væsentligt lige at nævne, at naturligvis er der mange, især på Fyn, som gerne ser en gratis Storebæltsforbindelse (også jeg), men det er altså bare ikke noget vi er blevet lovet på noget tidspunkt af partierne bag Storebæltsforbindelsen.

Citat: "ANALYSE: Med en Kattegatbro bliver der ikke noget med at køre gratis over Storebælt"
Underforstået: Uden en Kattegatbro bliver der gratis passage af Storebælt.

I aftalen om Storebæltsforbindelsen er det aftalt at der skal opkræves afgift for brug af forbindelsen svarende til taksten på færgerne fratrukket bilisternes udgift ved selv at køre over broen. Da færgerne ikke længere findes, har man kunne sætte afgifterne ned. Det er yderligere aftalt at brugerbetalingen kun kan ændres af partierne bag forliget, der er kun V, K og S tilbage i folketinget. Ikke et ord om gratis passage.

  • 12
  • 1

Isolerede broafgifter er en toldafgift på samhandel / samarbejde mellem landsdelene.

Jeg kan ikke være mere enig; men så længe ministre kan bygge monumenter over deres embedsperioder og så længe bilisterne ikke slår sig sammen og stiller krav om en omlægning af denne form for vejbeskatning, så fortsætter det nok bare i en uendelighed.

Jeg er Sjællænder af opvækst; men har boet i Jylland i en del af mit liv. Når snakken blandt venner faldt på betalingen for at passere Storebælt, foreslog jeg at man afskaffede denne betaling og flyttede betalingsanlægget til den jysk/tyske-grænse, da det er det eneste sted i Danmark, det ikke koster penge at komme ind og ud af landet. Selv hos inkarnerede jyder vandt dette synspunkt gehør. En sådan flytning vil betyde at muren gennem Danmark vil forsvinde og at turismen vil stige på Fyn og Sjælland, da der nu har betalt for at køre på de danske veje.

  • 8
  • 3

Er 58 mia det rigtige tal - eller kan man bygge billigere ? - Tror bro ideen mellem Samsø og Jylland kan laves billigere - meget. En kort tunnel tæt på Samsø og en sandrampe til syd for Hou. Det vil være meget meget billigere end den højbro som ministeren har i sit seneste forslag. Mon ikke nogen ingeniører kan regne en pris på en sådanne løsning ... tror det. Ing.dk redaktionen har den linjeførings ide, som jeg tror kan give økonomiske fordele.

  • 2
  • 8

Storebæltsforbindelsen er belagt med skat på at anvende et stykke ordinært infrastrukturelt motorvej.

Og hvem har nogensinde trot på at Folketinget ville opgive en en gang indført skat ?

Så nej, Storebælt bliver aldrig gratis, selv om alle broer, Storebælt, Øresund, Fehmarn til den tid, burde være det, for at sikre størst muligt udbytte af investeringen.

Men som nogle jo siger: Staten er ikke en forretning, men en storebror der vil bestemme over os og vores værdier i størst muligt omfang.

  • 6
  • 6

fint lad os bruge de ekstra indtægter fra Storebælt til også at få tog med på Kattegat.

  • 10
  • 5

Intet er gratis! Man kan måske trække pengene et andet sted fra - men på træerne hænger de altså ikke. Tal eller skriv venligst i et direkte og konkret sprog, så vi kan forholde os til virkeligheden.

  • 4
  • 3

Her er et klip fra loven om Storebæltsforbindelsen om taksterne efter at omkostningerne til at opføre broen er betalt tilbage:

§11: "Stk. 2. Når den del af udgifterne til etablering af anlægget, som skal henregnes til motorvejsforbindelsen, er inddækket, fastsættes taksterne eller principperne for deres beregning af ministeren for offentlige arbejder med tilslutning fra finansudvalget."

Altså: Ingen garanti den gang for bortfald af afgift - tværtimod er der frit slag for størrelsen heraf.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/1986...

  • 4
  • 0

Fjern broafgiften fra Storebæltbroen, og tag den i stedet over benzinafgiften, som jo er en udmærket og effektiv vejafgift, hvorfor ikke gøre tingene simple!

Der er ingen grund til, at opfinde den dybe tallerken og nye afgifter, fjern broafgiften fra Storebælt og andre kommende indenlandske forbindelser, og læg dem i stedet over på Benzinafgiften.

De indenlandske forbindelser kommer hele samfundet tilgode, direkte som indirekte, og alt andet lige, så vil den enkelte ikke mærke det, hvis alle var med til, at bidrage på den måde, mange flere ville spæde til og broen kunne i teorien også afbetales hurtigere.

Den psykologiske effekt ved, at man ikke skal betale hver gang man så køre over Storebælt, ja det vil sandsynligvis så udarte sig i investeringer, vækst og nye arbejdspladser, for slet ikke, at tale om, at man nok ville komme hinanden mere ved på begge sider af bæltet, og det skal man hvis heller ikke kimse ad i disse her usammenhængstider.

At jeg kun mener det skal være indenlandske forbindelser, og altså ikke Øresund og Femernforbindelserne, det skyldes, at der alt andet lige, vil være rigtig mange billister, som vil købe deres brændstof udenfor Danmarks grænser og kun være på gennemkørsel, så derfor ser jeg stadig en rimelighed i her, at tage en broafgift.

Men det er absurd, at man skiller Øst og Vestdanmark så kunstigt i dag, når man nu kan gøre det meget mere fleksibelt og smart.

  • 10
  • 2

skal 85+ pct. af befolkningen[1] igen betale for en helt unødvendig bro. Den bro er hverken nødvendig eller væsentlig.

Kattegatbroen som ide lider af selvsamme store-dejlige-broer-dille (sygdom) som Femern tunellen.

Der er mindre en 15 pct. af borgerne, som ønsker og har brug for en kattegatbro - det er jo kun et lokalt hjemlængselsproblem for jyder, der er havnet i hovedstaden.

[1] Jo resten af samfundet kommer til at betale, da 60-70+ gode danske mia. bliver bundet i en bro via lån, således andre lån til gavn for hele befolkningen fordyres (dvs. rente/gebyr vil øges på samfundets andre gældsforpligtelser).

  • 4
  • 7

Hvorfor i alverden skal vi have og vedligeholde en hovedvej 28 imellem Holmsland og Lemvig som måske kun 2 % af befolkningen har brug for ? ?

Af samme grund som vi også skal have en fast Kattegatforbindelse til gavn for samfærdselen imellem Nørrejylland og det nordlige Sjælland.

Og hvorfor i alverden skal det være gratis at kør eover Limfjordsbroen, men koste penge at køre over Storebæltsbroen ??

  • vi lever snart mere i Absurdistand end i et oplyst velfærdssamfund.
  • 5
  • 4

At man fokuserer så meget på Kattegat forbindelse fremfor HH forbindelse giver kun mening hvis man tæller stemmer, ikke hvis man har blot en smule økonomisk sans.

Problemet med at gøre Storebælt gratis er at man så subsiderer en masse svensk gods transport på vej til Tyskland. Hvis man kunne finde på en måde at beskatte en sådan gennemkørsel ved HH, Øresund, Femern og den dansk tyske grænse, så er det pludselig meget mere rimeligt at gøre Storebælt gratis, og man får nok dermed også en stor indtægt

  • 2
  • 5

På Storebæltsbroen betaler man ca. 200 kr for 18 km. På Kattegatbroen påtænker man den samme pris for mindst den dobbelte afstand. På Femernforbindelsen er det derimod omvendt, man planlægger med mindst den dobbelte pris for samme 18 km. Hvorfor skal km-prisen være så forskellig? Som minimum ville jeg forvente at Storebælt og Kattegat anvender ca. samme km-pris.

  • 2
  • 3

Afgifter er åbenbart noget den nyliberale transportminister elsker. Nu skal borgere bosiddende i Jægerspris betale en afgift for at komme på arbejde i Frederiksund.

  • 5
  • 2

Samtidig med at jeg også undrer mig over løsningen med at man skal betale for lige netop at køre over den bro synes jeg dog ikke det er noget man kan skyde den nuværende Transportminister i skoene. Det er en gammel aftale han har arvet.

  • 3
  • 0

Fin analyse som gør det klart, hvor let der er at finansiere en Kattegatforbindelse. Politik i den størrelsesorden som Kattegatforbindelsen er, drejer sig om at finde et pengetræ at ryste, Ing.dk's analyse viser at pengetræet er fundet og er klar til at blive rystet. I 2034 når Storebæltsbroen er betalt, er der masser af penge at sende i retning af Kattegat-forbindelsen, fordi man selvfølgelig ser trafikken mellem øst og vest som en helhed. Som et led i den politiske studehandel skal der såmænd nok også blive en ordentlig luns til jernbaner rundt i landet. Sådan går oliefonden til jernbaneinvesteringer til at blive til en Storebæltsfond og endda med Ole Birk Olesens støtte.

  • 2
  • 1

skal 85+ pct. af befolkningen[1] igen betale for en helt unødvendig bro


Det er ikke rigtigt. Storebæltsforbindelsen er allerede betalt, eller også er den det 2020.
Hvis man vedtog at billisterne selv skulle betale for deres broer, så vil vægtafgiften rigeligt kunne dække det. Specielt hvis også lastbilerne betalte deres andel i forhold til slidtage.
Billister er ikke en udgift for samfundet, det er en indtægt (hollistisk set).

Der er en eneste god grund til at kræve betaling på Storebælt, og det er udenlandske køretøjer (og overfor for EU, er det i øvrigt helt lovligt). Så lav brobissen om til et månedskort: Efter ti ture eller lignende, så er resten af måneden gratis.

  • 2
  • 0

Den analyse er jo flere år bagefter virkeligheden ..da man vedtog femern vedtog man reelt
også at storebælt aldrig ville blive billig..

  • 2
  • 0

Det er ikke rigtigt. Storebæltsforbindelsen er allerede betalt, eller også er den det 2020.

I "gamle" dage - længe før broen blev besluttet opført, så oplever hovedparten af befolkningen storebæltsoverfarten som en indenlandsk fastsat told- og skattegrænse, hvor der aflægges en fastlagt Storebæltstold.

Jeg mener dermed ikke DSB's elendige og meget dyre ostemadder.. ;)

Så der ofres forholdsvis mange af samfundets værdier på en velbygget bro, der hurtigt får masser af succes, da en nem og hurtig "overfart" var et latent behov, og pengene triller selvfølgelig ind[1].

Den eneste meget ønskede større bro for hele befolkningen er over Storebælt, men takken for de utallige mia. af bilisternes penge i afdrag blev ikke indfriet.

De sædvanlige 179 faktaresistente-let-til-mave-fornemmelser på tinge kunne da ikke holde gulerødderne for sig selv, og vedtager lige at malke ni mia. af broens indtægter. Så man stjæler selvfølgelig fra Storebæltsbroen i 2009 til andre vanlige usolide projekter.

Storebæltstolden vil mine børn og børnebørn derfor fortsat skulle betale af på i deres levetid :(

Alt er ved det gamle og helt som dengang med kongens sildetold i Øresund, der kun blev fjernet af silden selv, da de flygtede og mængden af dem svandt ind.

[1] ..https://jyllands-posten.dk/indland/ECE9442...

  • 1
  • 3

Det er 100% sikkert at denne bro bliver ved snakken. Når den dukker op nu er det fordi at LA taber økonomisk støtte og vælgeropbakning. Rent politisk spin. Som enhver redaktør ville fange i sit spamfilter.

  • 1
  • 6

Hvis man bibeholder en passende pris for brug af Storebælt, kunne man måske bruge pengene til udbygning af den omkringværende infrastruktur.
Der skal jo så bruges penge på bygning af vejforbindelser fra Slagelseområdet til Næstved og videre til den sydlige del af Sydmotorvejen som går øst for Næstved. Desuden kan der laves forbindelse fra Slagelse området mod Kalundborg og udvidelse af Kalundborgmotorvej. Derudover skal der jo så bygges ud i Østjylland hvor Kattegatbroen går i land og til især Århusområdet.
Trekantsområdet vil formodentlig nok blive aflastet lidt, da Kattegattrafikken ikke vil fylde dernede.
Storebæltsbroen kan med den nuværende trafik eller trafikstigning efterhånden måske blive for lille, hvis der ikke bygges Kattegatbro, da den kun er to-sporet og lastbiler sænker farten op af bakke. Samtidig kan udbygning af dele af den fynske motorvej måske udskydes noget.
Hvor Kattegatforbindelsen skal gå, ved jeg ikke, men naturen på det yderste Røsnæs bør nok skånes, så den bør måske gå ud fra et sted på det nordlige Røsnæs længere inde. Ligeledes om det skal være en tunnel eller broforbindelse, ved jeg ikke. På Samsø må man formode at forbindelsen vil fylde omkring det samme som Storebælt gør på Sprogø, så det kan nok laves rimelig skånsomt. Der skal jo så være krydsende forbindelser mellem nord og syd-Samsø, hvis forbindelsen skal gå ind et sted midt på øen.
Togforbindelse kunne man (hvis man vil) lave i enderne af forbindelsen med busforbindelse over forbindelsen, eller man kan lave direkte busforbindelser mellem Århus og København. (Landets to største byer).

  • 0
  • 1

Er det ikke et skråplan direkte at planlægge med at indtægter fra en betalingsbro som Storebæltsbroen skal bruges til at udbygge anden infrastruktur? Normalt betales sådan infrastruktur via skatten og diverse bilafgifter. Det må række.

  • 1
  • 0

er er mindre en 15 pct. af borgerne, som ønsker og har brug for en kattegatbro - det er jo kun et lokalt hjemlængselsproblem for jyder, der er havnet i hovedstaden.

Den fynske og Østjyske motorvej og måske på sigt Storebæltsbroen, er fyldt godt op med trafik. Alene af den grund kan der være fornuft i en Kattegatforbindelse. Om man skal udbygge E45 syd for Århus endnu mere, end det der nu er i gang eller lave en ny forbindelse øst for den eksisterende E45 syd for Århus, ved jeg ikke.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten