menu close Teknologiens Mediehus
En grøn forskningsmilliard har længe stået på Socialdemokratiets ønskeprogram, og i et interview med Politiken har statsminister Mette Frederiksen nu lovet, at der vil blive afsat en milliard kroner ekstra til grøn forskning næste år.
Det er mange glade over.
Men inden forskerne begynder at savle over den ekstra milliard, skal de vide, at der er tale om en omfordeling inden for et samlet offentligt forskningsbudget, der forventes at blive fastholdt på én procent af bruttonationalproduktet, som det også var tilfældet under den forrige regering.
I Uddannelses- og Forskningsministeriet vil man ikke udtale sig om, hvor meget der vil blive afsat til offentlig forskning i det forslag til finanslov, som vil blive præsenteret inden for de næste par uger. Men der er ingen, der forventer, at der vil blive afsat mere end 1 pct. af BNP, selvom mange organisationer, herunder Ingeniørforeningen, gennem en årrække har presset på for, at det offentlige forskningsbudget gradvist skal stige til 1,5 pct, af BNP.
Da BNP både i 2019 og 2020 forventes at stige med 1,7 pct., vil det alene medføre en stigning i det offentlige forskningsbudget på ca. 385 mio. kr, som i år er på ca. 22,6 mia. kr..
Derfor vil uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ved fremlæggelsen af finanslovforslaget kunne meddele, at forskningsbudgettet stiger i kroner til næste år – helt præcist som hendes forgænger Tommy Ahlers (V) kunne meddele sidste år. Men procentvis vil der være tale om status quo.
Lanceringen af en grøn forskningsmilliard betyder således ikke flere penge, end der alligevel ville have kommet. Den er alene udtryk for en ændret prioritering.
Når finanslovforslaget bliver præsenteret, vil der være en såkaldt forskningsreserve, som sidste år var på 1,4 mia. kr., og som i år nok vil være på nogenlunde samme niveau, muligvis lidt større.
Det er det beløb, partierne reelt forhandler om at fordele, og det her den grønne forskningsmilliard skal findes.
I Politiken søndag kunne man læse, at beløbet bl.a. ville blive fundet ved, at »skrotte statens støtte til de såkaldte nobel-centre, som tidligere forskningsminister Søren Pind igangsatte med det formål at skaffe Danmark en nobelpris.«
En politisk aftale om disse centre, som nu hedder pionercentre, blev indgået i forbindelse med fordelingen af forskningsreserven sidste år, hvor der blev afsat 180 mio. kr.
En lang række af de store danske fonde toppede siden op, så der i alt kom en milliard kroner i puljen.
Det var en vis forventning om, at den tidligere regering fortsat ville have puttet flere penge i pionercentrene, hvis den havde fortsat efter valget. Det er den beslutning, som den nuværende regering tilsyneladende ønsker at lave om på.
Uddannelses- og Forskningsministeriet ønsker dog ikke udtale sig om forslaget til fordeling af forskningsreserven, før der kommer et samlet forslag til en ny finanslov.
Skulle det måske meget sandsynligt ende med, at Regeringen ikke ønsker at give penge til Pionercentrene i 2020, kan det ændres under forhandlingerne med de øvrige partier, men det vil være helt urealistisk at forvente et beløb på samme niveau som i år.
Er der mon nogen som tror at verden som sådan kan overholde Paris aftalen? Det giver afsolut ingen mening at smide penge ud for at bringe Danmark i en ledende position uden at vi har den nødvendige viden til at tage en føring overfor efternølerne.
Vi skal have ny viden på mange områder for at klare os i den konkurrance.
Som at fodre hunden med dens egen hale.
Inden for forskningsmiljøer, er det vel tænkt som destruktiv disruption.
Der kommer en del pseudoprojekter, der støttes, mens grundforskningen udsultes.
Bliver det resultatet?
- hvorledes påtænker man mon at 'koordinere' sådan (målrettet) forskning med tilsvarende forskningsindsats i ligesindede lande?
Hvis ikke, risikerer man vel spildte anstrengelser à là 'genopfindelse af hjulet'?