Når man taler om energibesparelser, tænker de fleste på konkrete ting, som at man udskifter gamle vinduer, isolerer på loftet eller bytter en gammel motor ud med en ny og mere effektiv af slagsen.
Når EU's medlemmer aftaler med hinanden, at de skal spare på energien, skal man først have gang i et kompliceret og detaljerigt sæt regneregler – nogle vil kalde det papirbesparelser – før man kommer til de helt konkrete besparelser i slut-energiforbruget.
Derfor er vurderingen af, om det nyligt vedtagne energisparedirektiv i EU egentlig er mere ambitiøst end det gamle, også en sag for specialister.
For selvom en årlig besparelsesprocent på 0,8 i det nye direktiv lyder lavere end det gældende krav på 1,5 pct. årligt frem til 2020, så mener flere eksperter alligevel, at der er tale om en lidt strammere målsætning om reelle besparelser i slut-energiforbruget, for – som så ofte før – ligger djævlen i detaljen.
Inden vi forklarer, hvordan dét hænger sammen, så er her en kort beskrivelse af de noget kringlede mekanismer.
I EU's energieffektiviserings-direktiver opererer man med to mål, som ikke direkte kan kobles sammen eller sammenlignes:
1) Et overordnet procentmål for besparelser i bruttoenergiforbruget i hele EU. Det lyder på 20 pct. frem mod 2020, og nu på 32,5 pct. i 2030.
Målet er ikke bindende og er ikke fordelt mellem medlemslandene, så Danmark har altså ikke sit eget overordnede mål for reduktion i brutto-energiforbruget.
2) Et årligt procentsparemål i det endelige energiforbrug. Dette mål er bindende og skal være med til at sikre, at EU samlet set når det overordnede mål. Som nævnt er det gældende 2020-mål en årlig besparelse på 1,5 pct. om året. Det nye, netop vedtagne mål på 0,8 pct. pr. år fra 2020-2030.
De to mål beregnes på hver deres alt andet end enkle måde:
1) Den overordnede procent på 32,5, som omhandler bruttoenergiforbruget, beregnes af et samlet fiktivt forbrug i 2030 i hele EU, som EU-Kommissionen har fastsat i en basisfremskrivning fra 2007.
Hvis man vil have noget lettere forståeligt, kan man i stedet sætte sparemålet i forhold til 2005-forbruget.
Sådan et regnestykke har kommissionen lavet og kommer frem til, at et 30-procents-mål – som var dét oprindeligt foreslåede sparemål – vil betyde en reduktion af bruttoenergi-energiforbruget i hele EU i 2030 på 23 pct.
Hvis Danmark skal tage sin forholdsmæssige andel af denne reduktion – og det står der ingen steder – svarer det til, at det danske bruttoenergiforbrug i 2030 skal reduceres til 646 PJ. I 2005 var det danske endelige energiforbrug på 838 PJ, og i 2016 var det 760 PJ (tallene er eksklusive forbrug til ikke-energimæssige formål).
Da sparemålet endte på 32,5 pct., bliver besparelserne altså nu lidt større i reelle tal.
2) Den årlige procentvise besparelse omhandler det endelige energiforbrug i sektorerne husholdninger, produktion samt handel og service.
Den faktiske besparelse frem mod 2030 beregnes ved, at man tager en procentdel af det gennemsnitlige endelige forbrug i de tre sektorer over tre år, nemlig 2016, 2017 og 2018 (de to sidste år er fremskrivninger).
Hvis man skulle opfylde dette krav ud fra de ’gamle’ regler og kravet om 1,5 pct. i besparelser, så vil det ifølge et ministersvar betyde en samlet besparelse på 60 PJ i Danmark i perioden fra 2020-2030.
Ifølge de ’gamle’ regler kunne op til 25 pct. af dette mål dog opnås gennem effektivisering i forsyningerne, hvorefter der så er cirka 45 PJ – altså 4,5 PJ årligt – der skal hentes på slutforbruget.
Ifølge samme ministersvar lægger den danske regering så ovenikøbet op til, at de 33,5 PJ af de 45 PJ klares via en ren skrivebordsøvelse, som er kopieret efter en svensk model.
En øvelse, som allerede har mødt stor kritik hos politikere, brancheforeninger og grønne organisationer.
Den går ud på, at man siger: Hvad nu hvis vi ikke have haft de høje danske energiafgifter, men de lavest mulige, som EU tillader – hvor højt ville vores energiforbrug så være i 2030?
Dette (høje) tal fratrækker man så det fremskrevne endelige energiforbrug med de aktuelle afgifter. Differencen repræsenterer så en besparelse (33,5 PJ), som kan modregnes i forpligtigelsen på 45 PJ i hele perioden.
Voila! Altså ingen reel reduktion af energiforbruget med ekstra isolering og nye ventiler – kun cirka 11,5 PJ i hele perioden modsvares af besparelser, opnået via en pulje til erhvervslivet og samt via krav til bygninger.
Den danske regering vil som sagt forsøge at få notificeret ordningen i EU og henviser til Sverige.
Sverige har anmeldt ordningen for flere år siden, men har endnu ikke fået nogen kommentarer til den, oplyser den svenske Energimyndigheten i en mail.
Men tilbage til det nye EED energisparedirektiv, der gælder frem til 2030:
Her blev EU-landene som nævnt enige om et overordnet mål for bruttoenergiforbruget på 32,5 pct. i 2030 – dog stadig ikke bindende.
Og man blev samtidig enige om, at de årlige procentvise bindende besparelser i det endelige energiforbrug skulle ligge på 0,8 pct.
Når procent-tallet er lavere end de skrevne 1,5 pct. og alligevel ser ud til at være mere ambitiøst, så handler det om, at transportsektorens energiforbrug denne gang også skal medtages som grundlag for beregninger af de 0,8 pct. Og så er de 0,8 pct. renset for muligheder for andre indsatser end direkte besparelser i slutenergiforbruget.
Herved udtrykker tallet 0,8 pct. så at sige de faktiske reelle besparelser i slutenergiforbruget som et slags nettotal.
Sådan fortolker i hvert fald senior-konsulent Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd papirerne fra kommissionen:
»Undervejs i forhandlingerne om det nye energisparedirektiv opgjorde miljøorganisationerne løbende, hvad kravene ville betyde som nettotal. Her lå kommissionens oprindelige forslag på 0,71 pct. årlige reelle besparelser i slut-energiforbruget, mens EU-landenes forslag indeholdt så mange fiksfakserier, at man var helt nede på 0,4 pct.,« forklarer han:
Søren Dyck-Madsen mener derfor, at hvis man sammenligner med disse tal, så er det vedtagne årlige mål på 0,8 procents reelle energibesparelser i slut-energiforbruget faktisk betydeligt mere ambitiøst end EU landenes holdning og kommissionens oprindelige udspil.
Derfor venter både interesseorganisationer og centraladministrationen nu i spænding på den endelige udgave af direktivteksten.
Den vil afsløre detaljer, som kan vise, hvor stort spillerum EU vil give til skrivebordsøvelser og til reelle energibesparelser frem mod 2030.
Og dermed også, om ministerens regnestykker for indfrielsen af den danske spareforpligtigelse blot skal justeres – ellers ændres mere grundlæggende.
