Amminex vinder europæisk opfinderpris

Ved en ceremoni i Lissabon fik de forskere Tue Johannesen, Ulrich Quaade, Claus Hviid Christensen og Jens Kehlet Nørskov i dag tildelt prisen “European Inventor Award 2016”, som hædrer de største opfindelser i Europa.

De fik prisen i kategorien “Bedste opfinder i små og mellemstore virksomheder” for udviklingen af metalsalte til lagring af ammoniak som faststof. Ammoniak kan bruges til at rense udstødningen fra dieselbiler for NOx og som alternativt miljøvenligt brændstof.

Amminex har udviklet et system, hvor ammoniak kan opbevares i metalsalte og herfra bruges til at rense udstødningen fra dieselbiler for NOx. Dermed kan det transporteres i normale køretøjer og ikke som farligt gods. Illustration: Amminex

Læs også: Nu bliver Københavns bybusser næsten fri for NOx

Udviklingen af teknologien udspringer fra DTU og blev i 2005 udskilt i virksomheden Amminex. I dag har virksomheden 50 ansatte og omsætter for 32 mio. kroner. For nylig er der indgået en kontrakt om at forsyne 300 bybusser i København med renseteknologi fra Amminex.

Slipper for "farligt gods"
Ved at gemme ammoniak i metalsalte i stedet for tryksatte beholdere, skal det særdeles giftige stof ikke længere transporteres som farligt gods. Det kan med andre ord installeres og anvendes på køretøjer som busser og lastbiler.

Metalsaltene fungerer som en “svamp” for ammoniak og en terning på 100 ml kan indeholde cirka 60 liter ammoniak-gas.

Læs også: Sådan kan brintpilleteknologi fjerne NOx fra udstødningen

Formanden for det Europæiske patentkontor, Benoît Battistelli, siger i forbindelse med prisoverrækkelsen:

»Det danske teams opfindelse er en vigtig udvikling for at reducere forureningen fra dieselbiler, og er lovende i forhold til andre miljøvenlige applikationer.«

Fjerde pris på seks år
Det er fjerde gang inden for de sidste seks år, at en dansk opfindelse vinder en “European Inventor Award”. Tidligere har Dall Energy, Widex og Aquaporin vundet priser.

Læs også: Manden bag brintpillen: »Vi skal koble forskning med en vækstdagsorden«

Direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen, Jesper Kongstad, sender en hilsen til vinderne og understreger den danske succes:

»Med den fjerde patentpris på seks år har Danmark nu for alvor markeret sig blandt de allermest innovative lande i Europa, og forhåbentlig giver det her endnu flere danske
iværksættere blod på tanden,” siger han.

Emner : Forurening