Amerikanske myndigheder: Inspicer nødsendere på Dreamlinerfly

Illustration: Sky TV

Det er sandsynligvis nødsenderen, der den 12. juli startede en brand i et Boeing 787 Dreamliner i Londons Heathrow-lufthavn. Nødsenderen skal sikre, at flyet kan findes under et eventuelt styrt.

Nu varsler den amerikanske luftfartsmyndighed, Federal Aviation Administration (FAA), at nødsenderne i amerikanske Dreamliner-fly skal inspiceres, men myndigheden lægger ikke umiddelbart op til hverken at fjerne senderen eller at udstede flyveforbud til den ulykkesramte flytype.

Flere selskaber er ellers allerede begyndt at tage deres forholdsregler efter det i sidste uge kom frem, at nødsenderen lod til at stå bag branden. Charterselskabet Thomson Airways har helt fjernet senderen fra selskabets Dreamlinere, mens Japan Airlines har frakoblet deres nødsendere.

Læs også: Brand i Dreamliners nødsender opstod et meget uheldigt sted

Det er muligt for flyene at fortsætte som normalt uden senderne, men i EU kræves det dog, at det kun er en midlertidig løsning, for eksempel i forbindelse med reparationer.

Af FAA's udtalelse fremgår det også, at inspektionen skal finde overophedede batterier og forkert monterede eller beskadigede ledninger. Dermed lader det ikke til at myndigheden mistænker senderen for en designfejl.

Dokumentation

Business.dk: Myndigheder dæmper Dreamliner-panik.
Business.dk: Luftfartsselskab flår brandfarlig nødsender ud af Dreamliner.

Emner : Fly