Amerikansk universitet fik nok af Birgitte Ahrings vægelsind

Fritstillingen af professor Birgitte Ahring fra DTU har aktualiseret spørgsmålet om forskere i dobbeltroller. Det gælder både, når forskerne er ansat ved to universiteter, som Birgitte Ahring vil blive det i Washington og Aalborg, og når de er bestrider job i private virksomheder samtidig med forskerkarrieren. Birgitte Ahring er administrerende direktør for biobrændstofselskabet Biogasol.

Et gammelt brev, som Ingeniøren er i besiddelse af, fra University of California (UCLA), hvor Birgitte Ahring tidligere var ansat, viser, hvilke problemer dobbeltjobbene kan give anledning til.

Herhjemme har særligt den fyrede professors post som direktør fået kritikerne op af stolen, fordi Birgitte Ahring på DTU repræsenterer universitetet i et millionprojekt betalt af Højteknologifonden, hvor de deltagende virksomheder og universiteter står for udvikling af ny forskning i, hvordan anden generations biobrændstof kunne sættes i produktion. I samme projekt deltager også Biogasol.

»Set fra vores side så ville vi nok have sørget for, at der ikke kunne rejses tvivl om vores habilitet ved, at vi havde repræsentanter med for mange kasketter på,« sagde forskningschef Charles Nielsen fra Dong til Information i sidste uge.

Henrik Wenzel, tidligere kollega på DTU og i dag professor i miljøregnskab på Syddansk Universitet, er enige i problematikken, som de mener, efterlader DTU med et troværdighedsproblem.

»Som universitet skal man træde varsomt, når man blåstempler en bestemt teknologi, som institutionen og forskeren selv har økonomiske interesser i. Hele fagligheden og neutraliteten omkring forskningen er jo på spil i det her, fordi der er rigtig mange penge på spil i satsningen på den eller anden form for biobrændstof,« siger Henrik Wenzel til avisen.

Birgitte Ahring ser intet problem i dobbeltrollen. Hun bedyrer, at den forskning, som Biogasol eller konkurrenten Dong har modtaget fra hendes hånd og hjerne, har været helt identisk. For sådan er forpligtelsen i den samarbejdsaftale, som hun, universitet og industrien har skrevet under på. Alt er reguleret, så industrierne i projektet samlet kan nyde godt af projektets resultater igennem licensaftaler med de deltagende forskningsinstitutioner.

»Tidligere troede jeg, at man altid kunne stole på, at folk ikke ville ændre en aftale. Det er ikke altid tilfældet,« siger Birgitte Ahring med henvisning til sit job på UCLA.

»Da lærte jeg, at dobbeltroller godt kan lade sig gøre, men man skal have faste aftaler på papir,« siger hun til Ingeniøren.

For i lighed med forløbet med Biogasol og Højteknologifondens støtte var der også dobbeltroller i den ansættelse.

Ultimatum om dobbeltrolle

Birgitte Ahring arbejdede som professor af højeste klasse for UCLA fra 1997 til 2001. At hun tog imod den stilling, siger Birgitte Ahring dog først og fremmest skyldtes personlige frem for faglige årsager.

Hendes daværende mand, den amerikanske forsker, kollega og forretningspartner Indra Mathrani, døde pludseligt af et adrenalinchok i 1996 og efterlod hende med to små børn. Birgitte Ahring flyttede tilbage til hans rødder, hvor hans forældre kunne hjælpe med børnene.

I den periode beholdt hun sit job hos DTU. Den dobbeltrolle var universitetet i Californien velvidende om på ansættelsestidspunktet, hvilket blev accepteret i en mundtlig aftale med en daværende dekan og institutleder.

Men forholdet bliver ændret, da der dumper et brev ind ad Birgitte Ahrings brevsprække i efteråret 2000. Afsenderen er dekanen Frank Wazzan, som skriver, at hendes to ansættelser har stået længe nok på.

Han beder Birgitte Ahring om at beslutte sig og senest juni 2001 meddele, om hun satser på UCLA eller DTU. Det viser sig nemlig, at hendes ansættelse alligevel ikke er gyldig, da dobbeltansættelser kun er lovlige ifølge UCLA's akademiske håndbog, så længe aftalen foreligger på skrift.

At UCLA pludselig bliver opmærksom på det forhold tre år efter ansættelsesperiodens begyndelse, ser Birgitte Ahring som et udslag for, at en uven på DTU i 1998 og 1999 sendte mails til UCLA »for at spænde ben for« hendes karriere.

De mails, siger Birgitte Ahring i dag, at hun ved lejlighed har mulighed for at fremvise.

Først et år senere har Birgitte Ahring taget stilling til ultimatumet om dobbeltrollen. I en mail til dekanen Frank Wazzan erklærer hun sin opsigelse med sidste arbejdsdag i slutningen af sommer perioden 2001.

Bliver usikker på opsigelse

Men i marts kredser hendes tanker om at annullere opsigelsen og i stedet blive hos UCLA, fremgår det af brevet.

Den mulige ombestemmelse meddeler hun i en mail til universitet. Birgitte Ahring forhører sig også om muligheden for en deltidsstilling.

UCLA kræver, at hun i så fald skal opsige alle aftaler med DTU og fremvise dokumentation på dette, før de gider genoverveje sagen.

DTU-jobbet opsiges ikke, så den 18. juni efter Birgitte Ahrings ønske udstyrer universitetet hende med en officiel opsigelseskontrakt til underskrivning. Aftalen er, at hun skal skubbe papiret med underskrift under dekanens dør senest klokken 17. samme dag.

Fem dage senere kan dekanen konstatere, at aftalen ikke er overholdt. Først en måned senere og med et DHL-bud modtager universitet den underskrevne opsigelseskontrakt 20.juni.

»Jeg var meget i tvivl og vidste ikke, hvad jeg ville. Langt hen ad vejen havde jeg det rigtig godt i USA, men besluttede at tage hjem for arbejde med bioethanol og begynde en større satsning her. På en eller anden måde har jeg altid været drønsolidarisk med DTU og følt, det ville være svært at sige op der,« siger Birgitte Ahring.

I fremtiden skal Birgitte Ahring både arbejde for Aalborg Universitet og Washington State University samt stadig være tilknyttet BioGasol. Og denne gang vil alle aftaler være nedfældet på skrift.

»Der bliver bestemt ikke mulighed for fejlfortolkninger. Jeg har fået et fantastisk tilbud, hvor jeg skal være med til at sætte en masse nyt i gang, hvilket er det, jeg er god til,« siger Birgitte Ahring.

CV: Birgitte Kiær Ahring

Personligt:
54 år, gift med Kenn Petersen, to sønner og to steddøtre

Karriere
2008: Direktør for et større center for Bioproducts and Bioenergy ved Washington State University
2006: Direktør og indehaver af virksomheden Biogasol og Leder af Maxifuel-pilotanlægget på DTU
2004: Leder af Danish Center for Biofuels
1999: Professor på Biocentrum, DTU
1997: Professor i Miljøteknologi, University of California, Los Angeles USA
1993: Lektor i Miljøteknologi på DTU
1992: Miljøkonsulent for FN i Asien og Afrika
1990: Forskningschef på deltid på Teknologisk Institut
1986: Forskningschef Nordisk Ministerråds Biogasprogram, DTU

Uddannelse
1986: Ph.d. i mikrobiologi, Københavns Universitet
1982: Cand.scient. i biologi, Københavns Universitet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I den oprindelige artikel optrådte professor i biobrændstof Claus Felby på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, idet Information citerede ham for, at dele kritikken om Birgitte Ahrings forskning og engagement i BioGasol. Afsnittet er nu fjernet, idet Claus Felby har oplyst, at der var tale om et to år gammelt citat, som var blevet klistret ind i en anden kontekst.

Mvh Mads Nyvold, journalist ing.dk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten