Amerikansk politi får tilladelse til at søge i privat DNA-database – uden brugernes samtykke
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Amerikansk politi får tilladelse til at søge i privat DNA-database – uden brugernes samtykke

Fra den ene dag til den anden har politibetjenten Michael Fields fået adgang til DNA-oplysninger på mere end million amerikanere.

I forbindelse med en kriminalsag havde han spurgt en domstol i den amerikanske delstat Florida om tilladelse til at få adgang til DNA-databasen Gedmatch, som egentlig har til formål at hjælpe private brugere med at finde slægtninge.

Men betjenten havde et andet ærinde i databasen. Han var på sporet af en mulig voldtægtsforbryder, og han havde en plan om, at han kunne komme videre i sagen ved at kigge i på DNA-profilerne.

Nu har domstolen givet grønt lys til, at betjenten må tilgå og søge i databasen. Det viser en retskendelse, som New York Times har fundet frem til.

Sagen har fået flere retseksperter op af stolene, og overfor The New York Times kalder de dommerens godkendelse for den første af sin slags.

Ifølge Erin Murphy, der er juraprofessor ved New York University, er der tale om en såkaldt »game changer«.

»Det er et tegn på, at ingen genetiske informationer er i sikkerhed,« siger professoren til The New York Times.

Adgang trods manglende samtykke

Gedmatch er en platform, hvor brugere kan uploade deres egen DNA-profil, hvis de har fået lavet sådan en hos en af de mange kommercielle udbydere.

DNA-databasen har tidligere været i rampelyset i forbindelse med politiarbejde. For eksempel brugte politiet i Californien databasen til at identificere den såkaldte Golden State Killer i 2018, som havde udført en række mord i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

Politiets tidligere brug af databasen fik dengang Gedmatch til at ændre privatlivspolitik, så myndighedernes adgang blev indskrænket. Eksempelvis fik politiet kun lov til at lede efter mistænkte i særligt alvorlige sager, og derudover kunne politiet kun søge i DNA-profiler, hvor brugere i forvejen havde givet samtykke.

Men den nye dommerkendelse er gået imod Gedmatchs nye privatlivsorienterede regler. Politibetjenten fik ikke alene lov til at søge i de 185.000 profiler, som havde givet samtykke, men derudover fik han også adgang til resten af de i alt 1,3 millioner DNA-profiler i databasen.

Et spørgsmål om privatliv

Ifølge MIT Technology Review har mere end 26 millioner mennesker taget en DNA-test derhjemme, og godkendelsen fra domstolen rejser spørgsmålet om, hvorvidt politiet kan få mulighed for at søge i andre DNA-databaser, som egentlig er til for helt andre formål.

»Hvis disse typer af tilladelser begynder at blive udstedt ofte og får grønt lys i juridisk sammenhæng, tror jeg, at det vil være et rigtig stort problem for alle DNA-siderne,« siger Natalie Ram, der er juraprofessor ved University of Maryland, til Science Insider.

I den konkrete sag fra USA har retskendelsen ført til nye spor, men ingen er endnu blevet arresteret, oplyser MIT Technology Review.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og ydermere kan det oplyses, at der sendes info ud til andre medlememr af den genetiske base uopfordret. Vi har fundet et match.
Så der er ikke noget hemmelighedskræmmeri der.
Det må da være lodret i strid med GDPR?

  • 1
  • 0

Det er udenfor enhver tvivl i lodret strid med de forsikringer som statsmagten har tilladt weboperatørerne - såvel som borgerne - at operere med databaser i det offentlige rum.

Politisk accept af retssikkerhedsovertrædelser er et eklatant bevis på at demokratiet kun er en tom skal som magthaverne kan lufte når det passer dem.

Hverken terror eller anden kriminalitet berettiger til at suspendere grundlæggende retsgarantier.

Med venlig hilsen

  • 2
  • 0

Jeg kan seriøst ikke se hvordan vi kommer ud af det igen.

Man kan lave love og regler og GDPR og Fanden og hans pumpestok, men når de rigtige mennesker dukker op, enten med tilstrækkelig indflydelse eller også med tilstrækkelige penge, så døren vidt åben.

Og ærligt talt, hvem kan beklage sig over det? Vi fik jo ram på Golden State Killer på den måde, ikke?
Hvis vi ikke havde haft adgang til det register, så havde Golden State Killer jo gået rundt og fortsat med at 'kille' lige nu - og hvem ville dog ønske dét?

Man kan altid få overvågning til at lyde godt.

Det er lidt det samme som at få gjort legepladser endnu mere børnesikre. Hvem kan være uenig med en grædende far, der står med sin døde søn i armene og fortæller hvor farlig legepladsen er, når der ikke er gummibelægning under rutchebanen, og forstærkede vanadium-stålkæder på gyngerne?

Som jeg siger, der er vitterligt ikke noget at gøre. I et demokrati kan det ikke fjernes igen, når man kan blive ved med at finde på positive historier hvor overvågning har gjort at man fangede forbryderen. Vil du gerne have, at den-og-den var blevet ved med at gå rundt og slå børn (alternativt: unge piger eller andre 'svage' grupper) ihjel?

Når jeg er udenfor mit hjem, så tager jeg det for givet at jeg kan risikere at blive filmet på video og knaldet op på youtube. Og jeg opfører mig derefter.
Det kan man mene om hvad man vil, men det bliver det ikke anderledes af.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten