Amerikansk investeringsbank leder efter ingeniører til at bygge robotter

London er en af de byer, hvor investeringsbanken Citigroup nu søger automationsingeniører. Ingeniørerne skal indgå i divisionen Smart Automation Centre, der skal være med til at implementere bl.a. robotteknologi og kunstig intelligens globalt i koncernen. Illustration: George Tsiagalakis/Wikicommons

Var det noget med et ingeniørjob i finanssektoren? Så er muligheden der nu.

Citigroup, en af de helt store amerikanske bank- og finanskoncerner, har således slået flere ingeniørstillinger op til sin nye division Smart Automation Centre, der ifølge Citigroup selv skal være med til at udbrede brugen af robotter og andre beslægtede teknologier.

Det skriver Business Insider Nordic.

Det er velkendt, at finanssektoren – herunder danske banker som Nordea og Danske Bank – i årevis har benyttet sig af dataloger, it-ingeniører og andre naturvidenskabelige faggrupper såsom fysikere, men det er trods alt ikke hver dag, at en investeringsbank ligefrem direkte går ud og slår en automationsingeniørstilling op.

Roboterfaring et must

Stillingerne er slået op i Florida, Budapest, London, Singapore samt New York, og Citigroup søger blandt andet efter procesingeniører, programledere og underdirektører, hvis man skulle være interesseret.

I flere af jobopslagene angives erhvervserfaring med robotimplementering som en af de nødvendige kvalifikationer. Det samme gør erfaringer med kunstig intelligens og EUC-konfiguration (End-User Computing).

Citigroup har ikke ønsket at kommentere yderligere på historien over for Business Insider Nordic, men Business Insider har i en nylig artikel sat fokus på en anden finanskoncern, UBS, og deres arbejde med at gøre automation og robotter til meget mere end bare et back-office værktøj.

Maskinlæring skal forhindre cyberspionage

I UBS’ tilfælde er udfordringen at rykke de teknologier helt ud på ”fabriksgulvet”, så eksempelvis bankens tradere kan trække på dem til finanssektorens version af ensidigt, gentaget arbejde.

Ifølge Business Insider har mediet set en prototype på et softwareprogram, der kører på en virtuel desktop. Applikationen giver mulighed for at køre ens computer som virtual reality – og bruges til at automatisere en opgave omhandlende handler med udenlandsk valuta.

”Vi ville virkelig gerne gøre vores front-end medarbejdere mere effektive og produktive. Disse værktøjer tilhører 2017 og fremtiden. Vi tror på, at dette er den vej, som alle banker vil gå,” siger UBS’ Beatriz Martín Jiménez til Business Insider.

Også en af de andre helt store banker, JP Morgan, har øjnene rettet mod automation og maskinlæring, fortalte COO Matt Zames tidligere på året. Forskellige automationsløsninger skal efter planen automatisere 1,7 millioner forespørgsler i løbet af 2017, mens maskinlæringsalgoritmer blandt andet skal anvendes til at spotte forsøg på finansiel kriminalitet og cyberspionage.