Amerikansk domstol: Fildeling er lovligt

Den decentrale struktur i fildelingstjenesterne Grokster og Morpheus førte torsdag til en frikendelse i en sag anlagt af film- og pladeindustrien gennem the Recording Industry Association of America (RIAA) og the Motion Picture Association of America (MPAA).

RIAA og MPAA ville holde Grokster og Morpheus ansvarlig for den krænkelse af sammenslutningernes ophavsrettigheder, som de to fildelingstjenesters brugere står bag.

Ud over pure at frikende Grokster og Morpheus, manede dommer Sidney Thomas til forsigtighed mod pladeindustriens ønske om at tage ophavsretslovene op til revurdering.

"Ikke alene vil en sådan fornyelse stå i konflikt med bindende præcedens, det ville også være uklogt," skriver dommer Sidney Thomas ifølge Wired News i sin domsafsigelse.

"Utvivlsomt ville det tilfredsstille de økonomiske mål fra ejerne af ophavsrettighederne. Men det ville også ændre generelle ophavsrettighedslove i dybtgående retninger med ukendte ultimative konsekvenser uden for den nærværende sammenhæng," fortsætter han.

Advokat: Sejr relevant for alle teknologi-opfindere

Advokat Fred von Lohmann, der førte sagen for de anklagede, Grokster og StreamCast, der står bag Morpheus, fremhævede, at sejren rækker langt ud over fildeling og er relevant for teknologi-opfindere af alle slags.

Fred von Lohmann forudså, at pladeindustrien nu formentlig vil forsøge at få hjælp fra kongressen.

Ikke overraskende var RIAA mindre begejstret for dommen. Topchef Mitch Bainwol sagde efter dommen, at RIAA vil fortsætte med at rette sagsanlæg mod Grokster og andre fildelingstjenester.

Umiddelbart skal RIAA dog næppe vente megen hjælp fra dommer Sidney Thomas.

"Historien har vist, at tiden og markedskræfter ofte skaber ligevægt mellem balancerende interesser, uanset om den nye teknologi er et el-klaver, en kopimaskine, en kasettebåndoptager, en videomaskine, en pc, en karaokemaskine eller en MP3-afspiller,» fastslog han.