Amazons store planer om pakkedroner mavelander i kaos
Det ser ud til, at vi kommer til at vente en rum tid, før vi kan få pakker fra Amazon leveret med drone. Det britiske tech-medie Wired kunne i går fortælle, hvordan den britiske afdeling af Amazons ambitiøse ‘Amazon Prime Air’ projekt er faretruende tæt på at styrte til jorden.
“Dysfunktionel,” “indvendigt kollaps” og “organiseret kaos.” Sådan bliver situationen beskrevet af tidligere ansatte, hvor der bliver beskrevet chefer, der ikke kan besvare banale spørgsmål om projektet og en ansat, der drikker øl ved sit bord en mandag morgen. Amazon selv siger, at man stadig er i gang med projektet, og at de stadig har ansatte på projektet i England, men nægter at give et specifikt antal.
Flere end 100 ansatte har mistet deres job, og et dusin andre roller er blevet flyttet til andre projekter udenlands. Insidere påstår, at fremtiden for den britiske afdeling er usikker.
Læs også: Persondroner er det nye kapløb i luftrummet
Lovende start blev til en rodebutik
Projektet blev startet i 2016 og kom hurtigt på vingerne. I 2017 udgav man en del promovering, der blandt andet inkluderede denne video af en guidet tour af faciliteterne, og man fik hurtigt indhentet tilladelser til at testflyve med droner i landet. Men inden længe stoppede de guidede tours, hele PR-kampagnen forsvandt, og konkurrenter meldte sig på banen. Fem år er gået siden starten på projektet, og al data indsamlet fra det britiske hold er blevet gjort overflødigt.
En talsperson for Amazon siger, at Prime Air stadig vil være til stede i England, men vil ikke komme nærmere ind på, hvad det præcist betyder. Talspersonen ville heller ikke udtale sig om, hvor mange ansatte der fik tilbudt et andet job internt i firmaet.
Selve projektet har været gennemsyret af rod. En tidligere ansat beretter om tre forskellige overordnede inden for en måned, og de overordnede var ikke i stand til at hjælpe med tekniske komplikationer, da de ikke havde kompetencer inden for området. En hel afdeling med et dusin ansatte blev også lukket ned, og de ansatte flyttet til andre afdelinger for så tre måneder senere at blive genåbnet. Yderligere tre måneder senere ansatte man så helt nye folk til afdelingen. En ansat forklarer det i Wired artiklen på en meget malerisk facon:
»Mange beslutninger blev taget i øjeblikket uden at have den langsigtede plan for øje. Det var næsten som at smide lort på væggen og håbe på, at det ville blive siddende.«
Et ambitiøst mål
Arbejdet blev heller ikke gjort nemmere af, at Amazon havde fremsat et temmelig ambitiøst mål. Man stillede sig nemlig ikke tilfreds med, at dronerne “bare” skulle smide pakken af fra et par meters højde, som mange andre firmaer gjorde det, men bad i stedet deres ingeniører om at få dronerne til at lande uden for folks hjem og aflevere pakken, mens den svævede en kort distance over jorden.
En udfordrende opgave for ingeniørerne, der også krævede en god portion maskinlæring. Amazons droner var omkring 27 kg tunge, hvilket er tungere end det, der nogle steder bliver klassificeret som en lille drone. Når en drone når den vægt, skal man også tage højde for potentielle kollisioner med mennesker på jorden.
»Den sværeste del er de sidste to meter over jorden. Det er forbløffende, hvor meget maskinlæring kan, men det er også forbløffende, hvor meget den kan tage fejl.« Sådan lyder det fra direktøren for dronefirmaet Matternet, Andreas Raptopoulos.
Hvad er fremtiden for droneleverancer?
Sidste sommer fik Amazon tilladelse til at flyve med deres droner i USA, hvilket blev mødt med stor fanfare og håbet om, at automatiserede droneleverancer var nært forestående. Den tilladelse havde de bare haft i England siden 2016, og her er stadig ingen flåde af automatiserede droner at se.
»Jeg ser det som mere sandsynligt, at det først bliver i slutningen af årtiet - 2027 eller 2028 - at drone leverancer bliver taget i brug,« siger Raptopoulos. »Når folk snakker om fem år eller deromkring, plejer det at betyde ‘jeg er ikke sikker, men ikke lige nu’.«
Herhjemme i Danmark er man i gang med at teste en anden måde at bruge droner på. Projektet Sundhedsdroner har til ambition at kunne sende droner afsted med patientprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem hospitaler, lægehuse og hjemmeplejer. I foråret foretog man prøveflyvninger over Odense Universitetshospital, og på længere sigt skal man teste flyvninger fra Odense til Ærø.
Læs også: Kan blive blandt de første i verden: Droner skal flyve i aktivt luftrum over Danmark
