Amager kører på superleder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Amager kører på superleder

Superledernes første døgn i det danske elnet er forløbet uden dramatik. Temperaturen i de nye kabler står stabilt omkring minus 190 grader Celsius, som den skal, og lige nu løber der cirka 100 Ampere igennem dem.

»Det gik meget, meget godt. Vi satte strøm på i går kl. 1145, og det hele holdt, som det skulle,« siger NKT Researchs projektleder, Dag Willén.

Omkring 70 indbudte tilskuere bevidnede, at superlederne blev sat i drift.

Tilslutningen skete trinvis. Først blev de to adskillere slået til. Det er manuelle, langsomme afbrydere, som giver fuldstændig adskillelse fra nettet, hvilket er nødvendigt, når man arbejder på anlægget. Det var direktøren for NKT Cables, Asger Bundgaard Jensen, som førte håndtagene.

Det vandrette, firkantede rør lige over Dag Willéns hovede er indgangsstudsen til det flydende kvælstof, som løber gennem superlederkablernes midterrør. Superlederne kommer op gennem gulvet og afsluttes lige foran ham. (Foto: Bo Tornvig) Illustration: Bo Tornvig

Derpå fik miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard lov til at tilslutte de hurtige afbrydere, som er beregnet til at beskytte anlægget. Først afbryderen i den ene ende, som satte 30.000 Volt spænding på, og derpå den anden ende, hvorved strømmen kunne flyde gennem superlederne. Alle tre faser på én gang.

En lampe på bryderne skiftede fra grønt til rødt lys og indikerede dermed, at anlægget var strømførende.

»Det foregik helt udramatisk, men alligevel meget spændende,« siger Dag Willén.

Men endnu mere spændende har det været at følge temperaturen i kablerne, efter at gæsterne er gået. Superlederne varmer ganske lidt, når der går meget strøm igennem dem, og temperaturen måles løbende fra målepunkter i kvælstofledningerne.

»Vi har ikke kunnet se udslag på køleanlægget indtil nu,« siger Dag Willén i dag, godt 22 timer efter, at strømmen blev sluttet.

De tilsluttede forbrugere på Amager bruger ikke meget strøm lige nu, kun 500 Ampere. Og da superlederne kun får lov til at levere en femtedel af al strøm i begyndelsesfasen, går der kun 100 Ampere i de tre ledere i øjeblikket. Strømmen har været oppe omkring 200 Ampere. Men det giver intet udslag.

»Vi regner med, at strømmen skal op over 1000 Ampere, før det kan ses på køleanlægget,« siger han.

Overvågningsudstyret kan naturligvis aflæses på stedet, men projektfolkene kan tillige følge udviklingen via Internettet. Desværre endnu ikke gennem en offentlig hjemmeside, der skal password til for at kikke på.

»Den side vil først blive offentlig på et senere tidspunkt,« siger Dag Willén.

Kablerne er specificeret til 2000 Ampere, men kan klare mere, hvis temperaturen sænkes yderligere.

Formålet med at installere tre superledere i hver 30 meters længde er at få erfaringer om brugen af superledere i praktisk netdrift. Kritiske elementer er for eksempel kølesystemets pålidelighed, kablernes termiske isolation samt omkostningerne ved produktion og drift. Københavns Energi står for denne afgørende test.

Det danske superledereksperiment er det første i verden, som foregår uden for laboratoriernes beskyttede miljøer. Det er resultatet af et 10[–]årigt samarbejde mellem NKT, DTU, Risø, DEFU, NST, Eltra og Elkraft, og det er støttet af Energiministeriets energiforskningsprogram.

Et lignende amerikansk/italiensk forsøg ventes at gå i gang til efteråret.

En af de anvendelser, som er særligt spændende for Danmark, er brugen af superledere til transport af strøm fra store havbaserede vindmøllefarme. Det er lederne velegnede til, fordi de kan bruges til jævnstrøm og dermed kan undgås fordyrende højspændingstransformatorer, som ellers skulle bruges undervejs til kysten.

På længere sigt forestiller Dag Willén sig et stort, internationalt kraftnetværk af superledere, baseret på transport af jævnstrøm.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først