Alzheimer-patienter får sko med GPS og radiosendere

For første gang er et par sko blevet udviklet specielt til ældre, der lider af Alzheimers. Det er dog ikke skoenes stil eller pasform, der er i fokus, men derimod den syges trang til at forlade hjemmet og blive borte på grund af sjælelig forvirring.

Skoene har en indbygget GPS-tracker, der sladrer trådløst til en hjemmeside eller en smartphone-app, hvis et forud bestemt geografisk område forlades. Uden for området vil skoene transmittere positionen med korte mellemrum. Nøjagtigheden er cirka ti meter.

»Det er et produkt, der kan redde liv. Især for Alzheimer-patienter i de første stadier,« siger professor Andrew Carle fra George Mason University's College of Health and Human Services, som har været rådgiver på projektet, til nyhedsbureauet AFP.

GPS-skoene skjuler en satellit-modtager i den ene sko og en mobiltelefon-sender i den anden. Dertil kommer et kortrækkende radiolink, der forbinder de to sko. Som man kan se på billedet, er det eneste, der røber systemet, en lille bule på højre side af hælen. Skoene fås også i børne-udgaver og mørke modeller til den ældre generations smag. (Foto: GTX Shoes) Illustration: GTX Shoes

Ifølge producenterne, som er et samarbejde mellem firmaerne GTX og Aetrex, er Alzheimers-patienter i livsfare, når de stikker af, fordi de er særligt udsatte for dehydrering, for uheld i trafikken, i dårligt vejr og på steder, hvor det er risikabelt at færdes. Den slags dødsfald ligger på 6. pladsen blandt de hyppigste dødsårsager blandt ældre i USA. Risikoen stiger hurtigt efter det første døgn på egen hånd.

Armbånd bliver taget af

Man kan sikre patienterne tilsvarende med et GPS-armbånd, men ifølge producenterne vil et menneske med Alzheimers typisk tage den slags af, fordi det er fremmedartet, og fordi patienterne ofte rammes af paranoia. Skoene, derimod, rummer et skjul for elektronikken, som patienterne ikke opdager.

I øjeblikket er der cirka fem millioner Alzheimer-patienter i USA, og antallet vokser hurtigt.

Skoene har i virkeligheden været under udvikling i flere år, og de blev faktisk annonceret alt for tidligt på Youtube for fire år siden. Men den endelige udgave, som producenterne vil lægge navn til, er nu på vej ud i amerikanske butikker. Den første sending på 3.000 par er blevet sendt til helsesko-firmaet Aetrex Worldwide.

Skoene skal imidlertid også sælges i et yngre stilvalg til sportsløbere og til forældre, der har særligt brug for at holde øje med deres børn. Prisen er cirka 1.700 kroner for et par.

Tre slags radioer

Sladrende GPS-trackere har normalt brug for to slags radioer. Den ene skal modtage GPS-signalerne fra satellitterne i kredsløb om Jorden, den anden skal transmittere den beregnede position til de eksterne brugere via mobilnettet.

GTX-skoen har imidlertid disse to systemer adskilt, en i hver sko, så det har været nødvendigt at forbinde hvert par sko trådløst med endnu et radiolink. Modulerne er indkapslet i en hårdfør polykarbonat-plast inde i sålen.

I USA sælges skoene med firmaet Omnilink som serviceprovider, der sørger for salg af abonnementer på tracking-tjenesten. Hvert sæt sko har en særlig hjemmeside på internettet, som kræver password-adgang. Hjemmesiden rummer et kort med patientens position, som opdateres løbende.

Dokumentation

Artikel i New York Daily News
Gps-skoens hjemmeside
GTX's pressemeddelelser

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg ville også let få anfald af paranoia , hvis jeg boede på et plejehjem og mine enkelte skridt i den forkerte retning ville blive opdaget. Faktisk er de fleste beboere på plejehjem ikke umyndiggjorte og har derfor ret til at gå hvorhen de har lyst. Alt andet er et overgreb mod den personlige frihed - der skal en dommerafgørelse til at indskrænke folks frihed - Ikke en plejehjemsleder eller en kommunedirektør, som man kan have mistænkt for at ville spare penge. På min arbejdsplads (pelejehjem) afsættes der personale til at være omkring beboeren og vise omsorg, respekt og eftertanke for og tilbeboeren og afbøje de værste brølere, vedkommende kan komme til at gøre.

  • 0
  • 0

....patienter der bor på et plejehjem.

Den "vagthavende ægtefælle" har også personlige behov ind imellem, som vask og toilet besøg.

Min meget gamle fader 90+ døde efter et fald ned af en kældertrappe, hvor han var forsvundet fra den plads, hvor han var efterladet i haven, mens hans kone var på toilettet. Her ville en GPS sko ikke have hjulpet. Men han havde førhen vandret rundt ud af syne. Her ville en GPS sko have lettet arbejdet med at finde ham igen.

  • 0
  • 0

Mange af dem, som er ramt af demens og alzheimers bliver ofte fundet forkomne eller døde - uden sko på ! Har man tænkt sig, at lime disse nye "patentsko" fast eller hvad ?

  • 0
  • 0

"...men derimod den syges trang til at forlade hjemmet og blive borte på grund af sjælelig forvirring."

Hvis du har brugt hele dit liv til at gå hjemme fra (til skole og arbejde), så er det måske nemt at tænke hvorfor ældre automatisk ville gå "hjemme fra." At de så ikke ved hvorfor de gør det, eller hvor de er henne, når de er blevet flyttede til et plejehjem 20-30 km, fra deres hjem. Det er faktisk tillad at tænke over det handle mønstre de har fulgt hele livet, i stedet for at tillæge dem sygelige trang eller sjælelige forvirring...

Det med at de tager uret af... har måske mere noget med at de skal sælge deres produkt.

  • 0
  • 0

Kan de også fås i en udgave til teenager så man kan se om de virkelig sover hos veninden... Og ikke er taget til abegille hos en eller anden fyr de lige har glemt at fortælle om... En sender der er fastspændt til en større knogle (f.eks. lårbenet) ville nok være mere sikker :)

  • 0
  • 0

Kan de også fås i en udgave til teenager så man kan se om de virkelig sover hos veninden... Og ikke er taget til abegille hos en eller anden fyr de lige har glemt at fortælle om... En sender der er fastspændt til en større knogle (f.eks. lårbenet) ville nok være mere sikker :)

Ja, det mener jeg godt man kan. Mig bekendt bruges de i Mexico til at forhindre kidnapning. Dimsen indeholder GPS, GSM og en RFID? læser. Inde i kroppen er der så en RFID? chip. Du kan godt tage den af og gå i bad, men hvis du kommer langt væk fra dimsen, så den ikke længere kan kan se RFID? chippen så slår den alarm.

  • 0
  • 0

Jeg arbejder i et firma som laver GPS sporrings løsninger til bla politiet og plejehjemene i div kommuner, og en løsning på overvånings problematikken er nok den løsning som politiet bruger. politiet ved hvem der har GPSen, og så er der en privat vagtcentral der ved hvor den er. så er vi udeover det med persondataloven og på den måde kan man også sikre sig at enheden virker.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten