Alvorlige fejl førte til dramatisk byggekollaps

10. juni 2018 kl. 12:002
Alvorlige fejl førte til dramatisk byggekollaps
Lakseterminalen i Hirtshals opføres med to indskudte kompositdæk med søjler og bjælker af stål og huldæk af beton. Det var bjælken markeret med gult, der faldt ned, men ifølge den rådgivende ingeniør på byggeriet var der mange under­dimensionerede samlinger i de to indskudte dæk. Illustration: 3D Structural Design.
En uafhængig ingeniørrapport om kollapset af et betondæk under et byggeri i Hirtshals viser, at Give Stålspær begik alvorlige fejl.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Det knækkede ret hurtigt derhen­ad – i en gal hast. Og jeg løb jo af helved’ til for at komme væk.«

Sådan beskrev en af betonarbejderne på byggeriet af en ny lakse­terminal i Hirtshals, hvordan det var at stå på et betondæk, der 14. maj pludselig begyndte at kollapse.

I modsætning til denne heldige arbejder, der slap væk, styrtede seks andre omkring fire meter ned sammen med det tunge huldæk og de mange ton flydende beton, som de var ved at støbe ud. To af dem fik alvorlige knoglebrud, og ifølge tilsynschef ved Arbejdstilsynet Martin Skåning kunne kollapset have kostet liv.

I ugerne efter er pågået et opklaringsarbejde, som har afsløret alvorlige fejl hos virksomheden Give Stålspær, der projekterede, leverede og monterede den bærende stålkonstruktion. Efter planen skulle arbejdet med at støbe gulv på det indskudte dæk være genoptaget i fredags, men ifølge underentreprenøren HC & Engholt Entreprenører er de forstærkninger, som Give Stålspær skulle lave, endnu ikke blevet godkendt af den uafhængige ingeniør, og arbejdet står derfor fortsat stille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seks mand kom til skade, da et betondæk på en lakseterminal i Hirtshals kollapsede. To af dem fik meget alvorlige knoglebrud, en flækkede knæskallen og brækkede næsen og en anden fik en rift i leveren. Illustration: Arbejdstilsynet.

Efter ulykken hyrede den norske bygherre Hav Lines repræsentant, Skagerak Terminal A/S, et uafhængigt ingeniørfirma til at undersøge kollapset. I første omgang skulle ingeniørerne finde årsagen. Derefter skulle de se på, om andre steder i bygningen havde samme risiko, og for det tredje skulle de se på, hvordan tilsvarende samlinger kunne udbedres og forstærkes.

Kollapset skete i et omkring 1.100 kvadratmeter stort indskudt dæk – et såkaldt kompositdæk med sammenboltede søjler og bjælker af stål og huldæk af beton.

Undersøgelsen viste, at bruddet var startet i samlingen mellem en søjle og en af de bjælker, som huldækkene hvilede på. Boltene i denne samling ser ud til at være trukket over, hvorefter bjælkens ene ende faldt ned. Det har overført al kraften til boltsamlingen i bjælkens anden ende, hvor de øverste af de fire bolte ser ud til at være trukket over, mens de nederste to er klippet over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derefter skete et progressivt kollaps, hvor alle dækelementer, der hvilede på bjælken, faldt ned. Og betonarbejderne, der stod oven på, faldt med.

Underdimensionerede samlinger

Ifølge ingeniørerne var årsagen til kollapset, at boltsamlingerne i det omkring 288 kvadratmeter store område, der var faldet ned, var voldsomt underdimensionerede.

»At der sker brud under montage ved netop denne placering, forudses også i fremsendte samlings­beregninger fra Give Stålspær, hvor samlingens bolte er udnyttet i montage-situationen med 131%. Dette værende overfor ren forskydning, og altså ikke medregnende eventuelle ekstra påvirkninger på grund af enten moment og/eller for hård tilspænding af bolte,« står der i ingeniørfirmaets notat af 23. maj.

Da Ingeniøren 29. maj første gang fik kontakt til Give Stålspær, erkendte direktør Torben Larsen, at virksomheden havde brugt for små bolte til samlingerne ved den bjælke, der styrtede ned.

»Det viser sig, at vores første antagelse holdt stik. Der var anvendt forkerte bolte i samlingen, og det er en menneskelig fejl, som vi er meget kede af,« skrev han efterfølgende i en e-mail til Ingeniøren.

Bjælkerne var boltet fast til søjlerne med fire bolte gennem endepladen. Illustration: 3D Structural Design.

Her ses ende pladen for den ende af bjælken, som en uafhængig ingeniørrapport vurderer, faldt ned til sidst. De øverste bolte ser ud til at være blevet trukket over, hvilket indikerer, at den anden ende af bjælken faldt ned først. Illustration: 3D Structural Design.

I dag har Give Stålspær to mindre afdelinger med hver sin leder, der beregner statik på nye projekter. Når et projekt er færdigberegnet, kontrolleres det af den anden afdeling. Men hvordan den menneskelige fejl kunne gå igennem virksomhedens egenkontrol, kunne han ikke forklare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi har allerede en relativt stor kvalitetssikringsafdeling, men når der sker en menneskelig fejl som denne, og den slipper igennem vores kontrolinstanser, så er der nogle processer, der skal ændres, og det sætter vi yderligere ressourcer af til,« fortsatte han i e-mailen.

På daværende tidspunkt var Give Stålspær ikke sikre på, at de underdimensionerede boltsamlinger var den eneste årsag til kollapset og skrev, at betondækkenes egenlast og nyttelast også burde tjekkes. Men da virksomheden få dage senere udsendte en pressemeddelelse om ulykken, var denne indvending ikke omtalt.

Behov for flere forstærkninger

Mens ulykken blev undersøgt, ryddede entreprenøren op på byggepladsen, men før betonarbejderne igen kunne komme i gang med at støbe på resten af det indskudte etagedæk, skulle parterne på byggeriet finde ud af, om der var brug for at forstærke resten af konstruktionen.

Det endte de med at beslutte, selvom der ifølge Give Stålspær ikke var behov for det.

»Kun et lille område af konstruktionen er påvirket af kollapset, men for at imødekomme håndværkernes mentale tryghed på byggepladsen, forstærkes alle boltsamlinger, som reelt set nu bliver overdimensionerede. Men selvom der ikke er statisk belæg herfor, er det et menneskeligt hensyn, der må tages,« skrev virksomheden i pressemeddelelsen.

At nogle samlinger nu vil blive overdimensionerede, er hovedentreprenøren Kaas Byggeindustris direktør, Heine Gjerløv, enig i – men der var brug for forstærkninger.

»Der var tale en om en systematisk fejl fra Give Stålspærs side, så der var flere steder på dækket, hvor der var fare for, at det ville styrte ned, når vi begyndte at støbe på det. Derfor bliver det nu forstærket flere steder. Og så har vi valgt at forstærke til et worst-case-scenarie, så nogle af samlingerne vil blive over­dimensionerede i forhold til den reelle last,« fortæller han.

Hans udlægning bakkes op af den rådgivende ingeniør Ole Møgelmose, der er rådgiver på projektet. Han oplyser, at omkring 85 procent af samlingerne i et delområde af det indskudte dæk er underdimensionerede og i et andet, hvor ulykken skete, er det cirka 17 procent af samlingerne. Samlet er der nedstyrtningsfare for 2.288 kvadrat­meter af dækarealet.

Forstærkningerne er udført som konsoller, der svejses under samlingerne mellem dæk og søjler. Den kollapsede sektion skal efter planen genopføres som stålkonstruktion.

Intet behov for at tjekke

På trods af fejlene mener Give Stålspær ikke, at der er grund til at tjekke virksomhedens andre byggerier.

»Interne undersøgelser viser, at der ikke er nogen anledning eller grund til bekymring for andre projekter,« skriver virksomheden i en e-mail til Ingeniøren.

Give Stålspær projekterede, leverede og monterede stålkonstruktionen, der bar det indskudte dæk. Der var brugt M20 bolte – men det var alt for lille en dimension. Ifølge ingeniørrapporten var 131 procent af styrken udnyttet i montagesituationen. Illustration: 3D Structural Design.

I Nordjylland er arbejderne fra HC & Engholt Entreprenører blevet udskrevet fra hospitalerne, men har udsigt til flere måneders sygemelding og genoptræning, fortæller medindehaver Henrik Meyer Nielsen.

»Vi har to, der bliver plejet derhjemme med temmelig komplicerede brud, hvor benene er flækkede både på den ene og den anden led. Den ene skal ligge med benet i et stativ i fem måneder, og hvis det er groet fint sammen, venter der to måneders genoptræning derefter. Så har vi en formand med en flækket knæskal og brækket næse og en anden medarbejder, der fik en flænge i leveren, fordi hans ribben blev bøjet. Men det kunne let være gået meget værre,« siger han.

Arbejdstilsynet har uddelt sanktioner til de involverede virksomheder. Men flere af dem er i gang med at klage over afgørelserne – heriblandt HC & Engholt Entreprenører.

»Det kan ikke passe, at enhver virksomhed, der bevæger sig ind på en byggeplads, skal have regnet statik på alle konstruktioner. Man må kunne regne med, at andre har gjort deres arbejde – og at man ikke skal straffes, når noget går galt på grund af andres svigt,« siger Henrik Meyer Nielsen.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
13. juni 2018 kl. 10:55

Det virker urimeligt at lidt tykkere bolte ville kunne løse problemet.

1
11. juni 2018 kl. 08:05

Bjælker række ind over søjler !!.