Alle sprog har samme oprindelse - men ingen fælles regler

Menneskets evne til at tale stammer fra Afrika, men grammatikken er primært kulturelt bestemt.

To yderst interessante artikler, som udkom samtidigt i fagbladene Science og Nature i forrige uge, viser, at alle menneskets sprog stammer fra det sydlige Afrika, men at der derudover ikke findes mange fællestræk i grammatikken på tværs af sprogfamilierne, sådan som de har udviklet sig i takt med, at mennesket har spredt sig ud over kontinenterne i de sidste 100-50.000 år. Det betyder, at evnen til at tale i høj grad er genetisk kodet, men at der er plads til stor fleksibilitet i selve udførelsen.

Da talte sprog ikke efterlader fysiske fossiler i jordbunden, må antropologer og lingvister prøve at finde indirekte spor, når de skal lede efter sprogets oprindelse. Den evolutionære psykolog Quentin Atkinson fra University of Auckland i New Zealand fik den gode idé at låne en erkendelse fra genetikken: Jo længere væk, vi er fra vores afrikanske oprindelse, jo mindre genetisk variation er der i vores populationer. Det kaldes 'founder-effekten'. Kunne man forestille sig, tænkte Atkinson, at der også findes en founder-effekt inden for sproget, og en slags sproglige 'gener', der udviser en lignende variation som de rigtige gener?

Kliklydesprog

En undersøgelse offentliggjort i Nature tyder på, at hjernen ikke har noget relæ, der foretrækker en bestemt syntaks. Hvis et sprog f.eks. begynder med at bruge efterstillede forholdsord og verbum-objekt-former, vil det – hvis det er et austronesisk sprog – typisk udvikle sig til at foranstille forholdsordet. Et indoeuropæisk sprog vil typisk udvikle sig til at vende om på verbum og objekt. (Kilde: Nature - Grafik: Lasse Gorm Jensen)

Ved at undersøge 504 moderne sprog kunne Atkinson vise, at et sprogs fonemer, dvs. de mindste lyde, som vi udtaler, når vi giver vores ord mening, kommer tættest på, hvad man kunne kalde sprogets gener. Man har længe vidst, at antallet af fonemer er størst i gamle sprog og mindst i nye. Sprog med de fleste fonemer bliver talt i det sydlige Afrika (Namibia, Angola, Botswana), mens sprog med færrest fonemer bliver talt i Polynesien og Sydamerika. I Danmark har vi 20 konsonantlyde og mellem 11-40 vokalfonemer alt efter hvem, man spørger. Reglen fra genetikken er, at hvis grupper af mennesker bevægede sig stadig længere væk fra deres moderland i Afrika, blev deres repertoire af fonemer stadig mindre, ligesom deres repertoire af gener blev mindre.

Atkinson plottede antallet af fonemer i hvert sprog som funktion af afstanden mellem det sted, hvor sproget bliver talt, og 2.500 hypotetiske oprindelsespunkter spredt ud over hele kloden. En efterfølgende korrelationsanalyse af alle par af afstande/fonemer kunne så vise det faktiske oprindelsessted. Det viste sig at være i den centrale/sydvestlige del af Afrika, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med forskningsresultater fra 2009 (se artiklen 'Adam og Eva blev født ...' under 'Læs også' til venstre), som viste, at menneskets genetiske oprindelse kan spores tilbage til ørkenområdet nær grænsen mellem Namibia og Angola, hjemstedet for de kliklydtalende buskmænd kaldet San.

Kliklydsprog kaldes khoisan og tilhører sprogfamilien tuu. De er uden tvivl verdens sværeste sprog at lære. Det måske ældste af dem er sproget xóõ, som har 141 fonemer, hvoraf 83 er forskellige kliklyde med et utal af artikulationsmåder og artikulationsteder i munden (ph.d.-studerende Ruben Schachtenhaufen har et lydeksempel på sin blog - find det via linket under 'Dokumentation' til venstre).

Større ordforråd

Det opsigtsvækkende i Atkinsons paper, offentliggjort i Science, er egentlig ikke, at talesproget stammer fra Afrika, men snarere det faktum, at alle verdens sprog ser ud til at have én og samme oprindelse, og at den primære evolutionære komponent, der selekteres på, ikke er selve ordene, syntaksen eller grammatikken, men ordforrådet og antallet af fonemer.

»Atkinson modellerer sig tilbage til det allerførste sprog og bryder på den måde med det tabu, som har hvilet over sprogvidenskaben, siden vi alle forlod tanken om primitive sprog,« siger Frans Gregersen, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, i en kommentar.

»Atkinson sandsynliggør, at de første sprog har været anderledes end de sprogtyper, vi kender nu. Det burde egentlig være en selvfølge, som følger direkte af evolutionsteorien, nemlig at der har været evolution også hvad angår sprog, men sprog er jo evolutionært set et meget nyt fænomen, så udviklingen har fået karakter af alene at skyldes ordforrådsforøgelse og tilkomsten af skriften (og nu andre former for sprogformidlende 'devices'). Her adskiller Atkinson sig ved at påstå at der måske var mindre syntaks og flere lydlige forskelle.«

Sproget er den vigtigste og sandsynligvis også den mest komplekse 'killer-applikation', der adskiller mennesket fra andre arter. At sproget stammer fra dengang, mennesker stadig kun levede i det sydlige Afrika, viser, at det har en lang historie bag sig. Forskerne ved dog stadig ikke, præcis hvornår talesproget for alvor opstod hos vores evolutionære forfædre. Måske var det blot kort tid forinden mennesket begyndte at vandre hen over savannen og senere ud af Afrika, hvilket kan give grobund til at mene, at sproget er knyttet til udviklingen af det anatomisk moderne menneske for cirka 200.000 år siden. Men måske er talesproget langt ældre, og blev allerede brugt af Homo erectus og af Homo habilis for over to millioner år siden. Man ved det ikke endnu.

Jeg spiser kage

Det andet opsigtsvækkende paper blev offentliggjort i Nature, og er skrevet af Michael Dunn og Stephen Levinson fra Max-Planck-instituttet for psykolingvistik i Holland samt Russel Gray og Simon Greenhill fra University of Auckland, New Zealand. Det tager fat dér, hvor Atkinson slutter, nemlig ved diskussionen om, hvorvidt syntaks og grammatik indeholder nogle universelle regler, som alle sprog benytter sig af, eller om grammatikken er kulturelt determineret, og derfor på ingen måde kodet ind i hjernen på mennesker.

Ved at lave en matematisk undersøgelse af 301 sprog fra de fire største sprogfamilier austronesisk, indo-europæisk, bantu og uto-aztekisk kunne Nature-forskerne finde hyppigheden af de mest typiske rækkefølger af ord, sådan som de bliver brugt og har udviklet sig igennem disse sprogs historie. F.eks. er det normalt på dansk at sætte subjekt foran verbum, og verbum foran objekt (jeg spiser kage). Analysen viser, at den slags indoeuropæiske subjekt-verbum-objekt-sprog (SVO) typisk bruger præpositioner (dvs. forholdsord: 'fra dåsen' og 'med hånden'). Men hvis man taler et SOV-sprog (jeg kage spiser), så har man mere tendens til at udvikle postpositioner (dvs. efterstillede forholdsord, f.eks. 'landet over' eller 'verden rundt').

Disse tendenser kunne kaldes universelle syntaktiske regler, og har været vand på møllen for folk som Noam Chomsky, der siden 1950'erne har argumenteret for, at mennesket må være genetisk kodet til at kunne lære grammatik, fordi børn jo er så gode og hurtige til det, selvom de slet ikke har haft tid til at høre eller lære alle mulighederne.

Yoda-style: Kage, jeg spiser

Men det er ikke, hvad man nu ser i det helt store billede. Ved at undersøge otte forskellige grammatiske former i de fire sprogfamilier, der tilsammen dækker mere end en tredjedel af verdens 7.000 sprog og i alt strækker sig over mere end 8.000 år, kunne forskerne kun finde fælles grammatiske regler inden for samme sprogfamilie, men ikke sprogfamilierne imellem. Tværtimod fandt de en enorm diversitet, der tyder på, at de kulturelle forskelle har meget større betydning for grammatikken end de biologiske.

Et godt eksempel er den situation, hvor sprog begynder med at bruge efterstillede forholdsord sammen med verbum-objekt-former ('hånden med, spiser kage'). Hvis der er tale om et indoeuropæisk sprog, vil det typisk udvikle sig til at vende om på verbum og objekt ('hånden med, kage spiser'), men hvis det er et austronesisk sprog, vil det typisk beholde VO-formen og i stedet stille forholdsordet foran ('med hånden, spiser kage').

Den slags vilkårligheder fandt man også i andre syntaktiske udviklinger, og de viser, at hjernen ikke har noget relæ, der foretrækker den ene grammatiske form frem for den anden. Det er selvfølgelig en konklusion, som Chomsky og andre 'universalister', som f.eks. lingvisten Joseph Greenberg, vil skulle forholde sig til. Og måske er der også stadig plads til en lille smule universel grammatik: Ud af de i alt seks mulige kombinationer af subjekt, verbum og objekt, er de to ('jeg spiser kage' og 'jeg kage spiser') brugt i over 90 procent af alle sprog. 'Yoda-syntaks' ('kage, jeg spiser') viser sig at være meget sjældent og bruges kun af cirka ti sprog i verden, heriblandt Hixkaryana, der tales i en udløber af Amazonfloden i det nordvestlige Brasilien.

Sprog er historisk dannet

Ifølge professor Frans Gregersen er Nature-artiklen særdeles vigtig, fordi den viser, at sprog primært er et historisk-kulturelt fænomen.

»Det er noget nogle af os har haft en mistanke om altid,« siger han.

»Det betyder i denne sammenhæng, at der ikke er nogen entydig kognitiv mekanisme, som kan besejre det faktum, at sproget allerede er der, når vi bliver født ind i samfundet. For så vidt er vi altså tvunget til at arbejde med de foreliggende fakta som udgangspunkt. Det betyder, at vi snarere udvikler sprogspecifikke strategier for forståelse og afkodning, og at vi udvikler dem til perfektion i kraft af træning. Det forklarer, hvorfor det er så svært at lære andre (ubeslægtede) sprog. Når det ikke er umuligt, skyldes det til gengæld, at der er grundlæggende funktionelle ligheder, som vi kan benytte: Vi skal kunne udtrykke de samme grundfunktioner, uanset om vi taler det ene eller det andet sprog.«

De grundlæggende funktionelle ligheder blandt alle menneskesprog ligger altså dybere begravet end i en evne til at gætte syntaksen og genkende sprogets form. Vores hjerne er unik i sin evne til at kunne lære et sprog til perfektion, på trods af at den kun har hørt ganske få eksempler. En universel sprogtilegnelsesmekanisme i hjernen må derfor skyldes en kombination af mange ting, som det har taget lang tid at udvikle: evnen til at danne lyde og stavelser; evnen til at kombinere dem ved hjælp af fonemer, så man kan danne ord; evnen til at danne sætninger ved hjælp af syntaks og sidst men ikke mindst, evnen til at abstrahere og konceptualisere grammatiske regler og knytte dem til meningsgivende udsagn. Kun de mest basale grundelementer i denne proces er biologiske. Resten må vi stadig bruge store dele af vores barndom på at lære.

Fra et evolutionært perspektiv er sprogforskningen lige begyndt. Kun med fremkomsten af skriften, af computeren og af internettet - der i sig selv er vigtige skridt for videreudviklingen af menneskets kommunikationsformer - har forskere været i stand til at undersøge og forklare de mange aspekter af vores sprog.

Selvom der stadig er masser af uafklarede spørgsmål, er forskerne bag de to nye forskningsartikler kommet et godt skridt videre. Og deres brug af matematiske og statistiske metoder vil helt sikkert danne mere skole blandt lingvister, antropologer og de evolutionære psykologer.

Dokumentation

Hør xóõ - sproget med 141 fonemer

Kommentarer (11)

Det er er noget af en overdrivelse at skrive at Atkinson "viser, at alle menneskets sprog stammer fra det sydlige Afrika". Det Atkinson viser, er at nogle afrikanske sprog har rigtig mange fonemer, hvilket på ingen måde er en nyhed, og det viser lige præcis ingenting om sprogenes oprindelse.

Det er meget få lingvister der vil købe ideen at fonemisk variation i sprog skulle udvikle sig efter samme mønstre genetisk variation. I sprog udtrykkes kontraster på mange andre måder end ved fonematisk kontrast, og hvis Atkinson havde valgt en anden parameter, fx fonetaktisk eller morfologisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod helt andre steder i verden.

Siden du henviser til min blog, vil jeg tillade mig at henvise til mit uddybende indlæg om Atkinsons artikel: http://schwa.dk/fonologi/kan-man-finde-all...

  • 0
  • 0

Citat: "Sprog med flest fonemer (sproglyde) findes i Afrika. Jo længere væk fra Afrika, et sprog hører hjemme, jo færre fonemer har det. "

Jo længere væk ifølge kortet hvor Afrika er yderst til venstre, hvis man kun rejser mod øst og ikke mod vest ud over kanten på kortet.
Men brugte man i stedet et kort hvor Afrika var placeret i midten, så ville Sydafrika pludselig ikke være så langt væk når man satte pile på kortet, men det ville ikke passe godt samme med den fremførte teori.

  • 0
  • 0

Ruben,

tak for kommentaren og i øvrigt for en super god blog på dansk om sprog, som virkelig har manglet. Din kritik mønter sig mere på Atkinsons metode end på fortolkningen af resultatet, fordi jeg gætter på at også du må være enig i at eftersom det moderne menneskes forfædre stammer fra det sydlige Afrika (ifølge nyeste forskingsresultater, se link under 'Læs også') så må dets sprog også stamme derfra. (?!)

Men bortset fra det, er det da muligt, at Atkinsons paper ikke holder, rent metodemæssigt. Libermans analyse ser ud til at bekræfte det. Jeg skrev artiklen lige før påske og har nu i mellemtiden også set en masse kritikere råbe op rundt omkring i cyberspace. Jeg er ikke lingvist, og kan kun rapportere om de ting jeg læser og (forhåbentligt) forstår. Det er godt at der er nogle fagfolk som dig, som gider at blande sig og formidle deres viden videre til os andre.

Du skriver på din blog at "Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret", men så vidt jeg kunne læse mig til det, har Atkinson også kigget på mange andre ting, men kun fundet statistisk signifikante korrelationer i netop antallet af fonemer, uanset om man definerer dem bredt eller smalt. Sig lige til, hvis jeg har misforstået noget her.

I øvrigt har det vist sig, at der er også mange lingvister som er uenige med Nature-artiklen om de manglende fælles grammatiske regler. Se f.eks. Philip Balls blog http://philipball.blogspot.com/2011/04/uni...

vh,
robin

  • 0
  • 0

Det var jeg egentlig godt klar over.
Men kortet viser bare ikke hvilken rækkefølge homo sapiens udbredte sig til de forskellige kontinenter fra Afrika. Man kan ikke se om de først spredte sig til Europa eller Asien. Ud fra pilene kunne de I princippet have spredt sig helt til Sydafrika før Europa.
Man kan på samme måde heller ikke som om de spredte sig til Oceanien før Sydafrika eller Oceanien før Europa osv.
Hvis de ville have illustreret udbredelsens rækkefølge er det ikke nok med de påtegnede pile, der skulle også have været nogle årstal på for at udbredelsesperioderne kan sættes i forhold til hinanden, ellers illustrerer kortet ikke ret meget.

  • 0
  • 0

Der er en del faktuelle fejl i artiklen. Og der er en del problemer med den oprindelige artikel af Atkinson som ikke berøres.

"Kliklydsprog kaldes khoisan og tilhører sprogfamilien tuu. De er uden tvivl verdens sværeste sprog at lære. Det måske ældste af dem er sproget xóõ, som har 141 fonemer, hvoraf 83 er forskellige kliklyde med et utal af artikulationsmåder og artikulationsteder i munden"

Nej. Khoisan er en sprogfamilie som de fleste kliksprog tilhører, Tuu er en underfamilie af den familie. Sproget hedder !xóõ (udråbstegnet angiver en kliklyd lavet med tungespidsen bag tænderne). Der er ingen levende sprog i verden der på nogen meningsfuld måde kan siges at være ældre end andre: det er netop det der er pointen med studiet - at alle sprog har et fælles ophav og har udviklet sig uden stop siden dengang.

Atkinson's argument bygger på en antagelse at sprogudvikling tenderer mod færre fonemer. Der er ingen empirisk belæg (bortset fra undersøgelsen selv) for den antagelse. Tværtimod er der masser af eksempler på at sprog udvikler mange flere fonemer end deres forfædre.
Der er altså grundliggende tale om en observeret korrelation imellem ud-af-Afrika hypotesen for menneskets oprindelse og distributionen af antallet af fonemer i sprog. Men man kan ikke gå fra korrelation til kausalitet her.

Der er også store problemer med ideen at fonem inventar i sprog svarer til DNA. Fonemer er abstraktioner og ikke faktuelt eksisterende objekter i verden, og antallet af fonemer i et sprog kan variere meget drastisk alt efter
analysemodel. Jeg er lingvist og arbejder med at sydamerikansk sprog som kan have enten ca. 30 eller ca. 60 fonemer alt efter hvordan man analyserer. Faktisk så findes de sprog i verden der har mange fonemer nærmere områdespecifikt - i det sydlige Afrika, i Kaukasus, i det nordvestlige USA og i mellem og sydamerika. Det er højst misledende at vise det enormt afvigende sprog Pirahã som et eksempel på sydamerikanske sprog - alle andre sprog i Amazon området har betydeligt flere fonemer end pirahã - nogle har over halvtreds.

Disse problemer findes ukorrigeret i Atkinson's datamateriale WALS - som bygger på oplysninger fra hundrede vis af lingvister hver med sin måde at analyserer foneminventarer på. Desuden forstørrer Atkinson de problemer ved den måde han vægter forskellige slags fonemer i sit data. For eksempel vejer han toner sådan at hvis et sprog mister en tone, svarer det til samme vægt som hvis det havde mistet 10 konsonanter. (toner kommer og forsvinder hele tiden i sprog). For dem der har lyst til at læse mere om de statistiske og metodologiske problemer i studiet så anbefaler jeg language log's analyse på: http://languagelog.ldc.upenn.edu/nll/?p=30...

Dunn og Levinson's artikel er langt bedre og har bedre belæg for sine konklusioner som faktisk modsiger Atkinson's på nogle måder. De viser at den historiske udvikling i sprogstammer er den vigtigste indikator for sprogs udvikling - det viser altså at der ikke er nogle generelle tendenser angående grammatik der gælder for alle sprog uanset familie. Der er ikke nogen grund til at tro at det skulle forholde sig anderledes for lydsystemer. Khoisan sprog er nemlig en familie og der er flere andre familie med tendens til at have enten mange eller få fonemer. Athabaskiske sprog i det vestlige nordamerika har foreksempel også mange fonemer selvom de bor side om side med Inuit sprogene som har få. Jeg tror at der er bedst belæg for at fonemisk diversitet som en funktion af sproghistorie snarere end af udviklingshistorie.

  • 0
  • 0

hentyder til den udviklingsfase hvor instinktiv afsendelse og modtagelse, indleder en ny bevidstheds- og sprog-udviklingsfase.
Sidste år kom en artikel her i V-dk.om Campell-aber, der er det hidtil bedste eks. på ordbøjninger i dyreriget, og dermed 'gammatikkens' første spæde fremkomst el. udtryk.

Det mest grundlæggende i de levende væseners organstruktur, er den feminine pol og den maskuline pol, det er det samme princip, der er grundlaget for 'afsendelse og modtagelse', der igen er fundamentet el. forudsætningen for enhver form for kommunikation.
(Det er et evigt princip/realitet)

Sprogforskerne opererer med at mennesket kan ca 50 lyde, og fx chimpanser kan ca 8 lyde, at Piraha' må anses for et eks. på en tidlig udviklingsfase er bl.a underbygget af de få lyde, som Magnus P.H. bemærker.
I vanlig korthed

  • 0
  • 0

Nej, Pirahã er ikke på et tidligere udviklingsstadie. Pirahã er et esktremt eksempel på at talere af et sprog udfra en ideologi kan ændre deres måde at tale på. Det er ihvertfald hvad Dan Everrett den eneste lingvist der har arbejdet seriøst med sproget mener. Det sprog som Pirahã stammer fra havde foreksempel betydeligt flere fonemer - hvilket betyder at Pirahã på en eller anden måde må have mistet dem. Everett mener at denne udvikling har været delvist bevidst, en del af Pirahã talernes ideologi der hylder enkelthed og kortfattet hed.

  • 0
  • 0