Alger og iltsvind: Danske fjorde lider stadig
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Alger og iltsvind: Danske fjorde lider stadig

Inde i de danske fjorde dør ålegræsset hurtigt, når forskerne forsøger at plante det. Illustration: Syddansk Universitet

40 år efter, at den første vandmiljø­plan blev vedtaget, vil de danske fjorde og kystnære farvande stadig lide af lav sigtbarhed, for mange alger og hyppige iltsvind. Det står klart, efter at de første konsekvenser af en ti år lang analysefejl, som undervurderede indholdet af kvælstof og fosfor i vandmiljøet, er blevet kendt for forskerne.

Læs også: Stik imod forudsigelserne: Vandmiljøet har fået det værre de seneste fem år

Den første vandmiljøplan blev vedtaget i 1987. Et par år før var arbejdet med at begrænse udledningen af næringsstoffer fra spildevand startet. Men vandmiljøplanen, som blev vedtaget efter et par berygtede indslag i TV-Avisen med døde hummere, var den første til at forsøge at begrænse landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Vandmiljøplanerne har virket. I runde tal mente forskerne, at udvaskningen af kvælstof fra markerne var halveret, indtil de blev opmærksomme på analysefejlen. Nu er faldet stadig over 40 procent.

Men de seneste års algeopblomstring i de danske farvande viser, at det ikke er nok. Udvaskningen skal endnu længere ned, før vi bliver fri for alger og iltsvind og får klart vand.

Urealistisk inden 2027

Det tager imidlertid meget lang tid, og derfor konkluderer forskerne nu med én stemme, at det er urealistisk at få Danmarks 119 vandområder i såkaldt »god økologisk tilstand« inden 2027. Det år udløber den sidste EU-frist for at opnå målet – præcis 40 år efter vedtagelsen af den første danske vandmiljøplan.

»Fra Folketinget vedtager nye regler, til den fulde effekt slår igennem, går der i hvert fald 20 år. Så det kan ikke lade sig gøre inden 2027,« konstaterer professor Stiig Markager, Aarhus Universitet.

Han står bag beregningerne af, at det danske havmiljø i bedste fald kan klare at få tilført 42.000 ton kvælstof årligt, hvis det skal være i god økologisk tilstand. I 2016, som den seneste opgørelse dækker, fik det godt 59.000 ton.

Selv har Stiig Markager arbejdet med vandmiljø siden starten af 1990’erne, og han fremhæver, at udvaskningen siden 2012 har haft en stigende tendens.

»Jeg havde ikke forudset, at vi ville øge udledningerne. Jeg regnede med, at vi ville fortsætte reduktionerne i udledningerne af næringsstoffer, til vi nåede god miljø­tilstand,« siger han.

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

På lang sigt er problemet ikke, om tilstanden i det danske vand­miljø er gået lidt tilbage de seneste fem år eller ej. Der er enighed om, at det sidste store skridt for at komme iltsvindene til livs blev taget med den tredje udgave af vandmiljøplanerne. Siden 2004 har der været årlige variationer i vandets kvalitet, men overordnet har udviklingen stået bomstille.

»Politikerne vil hævde, at vi har taget masser af væsentlige tiltag. Men fra cirka årtusindskiftet er der ikke taget større beslutninger om at nedbringe udledningerne,« konstaterer lektor Jens Borum, Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter under grafikken

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

»I starten regnede vi med, at vi skulle halvere udledninger. Det har vi stort set nået, men efterfølgende har vi regnet os frem til, at vi faktisk skal endnu længere ned,« tilføjer han.

De 42.000 ton kan endda vise sig ikke at være endestationen. For temperaturen stiger, hvilket forværrer effekterne af algevækst og giver mere iltsvind, og vi får mere nedbør og dermed større udvaskning fra markerne.

»Klimaforandringer vil modvirke mange af de tiltag, vi har taget,« opsummerer professor Jacob Carstensen, Aarhus Universitet og tager livtag med myten om, at iltsvind har været udbredte i de danske farvande, også før landbruget efter Anden Verdenskrig fik adgang til langt større mængder gødning.

»Jeg er sikker på, at du godt kan finde områder, som historisk har været påvirket af iltsvind, f.eks. i det sydlige Lillebælt, hvor vandet stort set aldrig udskiftes. Men vi har haft en voldsom stigning i antallet af områder, som er påvirket af den forøgede belastning fra land.«

Vi har ikke reduceret nok

Professor Jacob Carstensen, som er hovedforfatter på den officielle såkaldte Novana-rapport om marine områder, og han vælger sine ord med omhu. Men han tager bladet fra munden, når han bliver spurgt om sit syn på, at det kommer til at tage mere end 40 år at skaffe rent vandmiljø.

»Politikerne har lovet, at vi skal have god økologisk tilstand allersenest i 2027 i henhold til et direktiv, som de skrev under på for 18 år siden. Men vi lever ikke op til de målsætninger, som politikerne stillede i udsigt. Vi har ikke vedtaget de reduktioner, som skal til, hvis vi skal nå målene i diverse vandplaner,« siger han.

»Det er fint, at Ingeniøren tager det op, så politikerne kan tage det ansvar, som de har frasagt sig.«

Lektor og forskningsleder Mogens Flindt fra Syddansk Universitet er altid mere direkte i sit sprogbrug. Det smitter af, da Ingeniøren spørger, om han for 20 år siden havde forventet, at det ville være umuligt at nå målene om god miljøtilstand 30 år senere.

»Jeg havde ved Gud ikke regnet med at se en miljøtilstand på til­bagetog,« siger han.

Mogens Flindt er også den eneste af forskerne, som i direkte vendinger bebrejder landbruget det dårlige vandmiljø.

»Ingen andre erhverv kan tillade sig at udlede så meget. Der er skrappe udledningskrav, som dikterer, at det ikke går at ødelægge miljøet,« siger han.

Man kan drage mange paralleller mellem vandmiljøet og andre miljøsager. Én af dem er ozonhullet. Montreal-protokollen, som skulle begrænse udslippet af CFC-kølegasser til atmosfæren, blev også vedtaget i 1987. Den bliver ofte kaldt den største internationale miljøsucces, fordi forskerne indtil for nylig troede, at der var styr på udslippet, og ozonhullet var ved at lukke sig helt.

Professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, foretrækker dog at sammenligne med klimadebatten, også selv om vandet i vores fjorde og kystnære farvande i alt overvejende grad er påvirket af danske udslip. Der er altså ikke tale om et globalt problem. Til gengæld har politikerne også talt for handling mod klimaforandringer i årtier, uden at det har forhindret, at vi har kurs mod global hedetur.

»Vi når ikke de vandmiljømålsætninger til tiden. Vi er nået temmelig langt med at reducere udledningerne, men omfanget af problemet var undervurderet fra starten,« siger han.

»Problemstillingen er, at det ikke er specielt nemt at nå målene, uden at landbruget skal holde op med at være traditionelt landbrug, og det er i sidste ende en politisk vurdering,« siger han.

»Fra Folketinget vedtager nye regler, til den fulde effekt slår igennem, går der i hvert fald 20 år. Så det kan ikke lade sig gøre inden 2027,« konstaterer professor Stiig Markager, Aarhus Universitet.

Ja - og hvis Folketinget er blevet vildledt til at vedtage nogle videnskabeligt problematiske regler, går der længere tid. Måske når man aldrig målet...
Derfor gælder det om at få omgjort den fatale analyse om, at det var landbrugets kvælstof, der dræbte hummerne i 1986. Det var det IKKE !

Den paniske situation levnede ikke tid til seriøse overvejelser. Af samme grund blev der ikke involveret egentlig videnskab i diagnosen: En havbiolog ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Gunni Ærtebjerg, der i øvrigt var bror til fiskeren, der landede hummerne, ”skød fra hoften” med en forfejlet diagnose, som ingen i Miljøstyrelsen eller ministeriet evaluerede. Der blev i hast udsendt en pressemeddelelse om, at iltsvindet skyldtes landbrugets udledning af kvælstof. Samme Gunni Ærtebjerg har senere beskrevet (Ingeniøren nr. 12 – 26. marts 1999), hvorledes han nåede frem til sin diagnose: ”Fra Bæltprojektet vidste vi, at primærproduktionen hovedsagelig var kvælstofbegrænset (styret af tilførslen af kvælstof). Det eneste sted i samfundet, hvor der var sket en markant stigning i anvendelsen af kvælstof, var i landbruget.”
Diagnosen var lodret forkert, idet kvælstofbegrænsning skyldes stor fosforudledning. Det havde Miljøstyrelsen selv ganske korrekt beskrevet 2 år tidligere i den såkaldte NPo-redegørelse fra 1984.

Hummerne omkom af iltmangel efter udledning af slam fra København (Lynetten) på flere tusinde procent af det tilladte, herunder en mangeårig tilførsel af fosfor til området, hvor det blev genbrugt år efter år. Landbrug var der ikke meget af på de kanter.

  • 5
  • 10

Man må erkende, at Danmark ligger bag andre landes forskning i vandmiljø.
Man kører rundt i kvælstof som den eneste miljøfaktor, også selv om landbruget kun deltager med lidt under 5% af de totale tilførsler til de indre danske farvande.
Forskere i andre lande har for længst fundet ud af, at algevækst kan skyldes andre ting end lige kvælstof, evt også fosfor.
Algerne har naturlige fjender, med de trives bedst ved højere temperaturen end algerne. Derfor vil en længere periode med vandtemperaturer begunstige algevæksten.
Den viden er åbenbart ikke nået til Århus, det sker nok om en årrække?
Biologer har i årevis holdt fast på, at kvælstof er miljøfjende nr. 1, men kan ikke føre bevis for påstanden. Beviset skulle ellers være let at finde, det er da bare at sammenligne kvælstofudslippet med iltsvindsforekomsterne.
Der er heller ingen, der vil svare på, hvorfor iltsvindsforekomster, bundvendinger etc. forekom ofte før 2. verdenskrig, hvor der ikke blev gødet med mineralske kvælstofgødninger!
Vi har tal for udledninger siden 1920-erne via drænrørsudledningerne, men hvorfor dog ikke bruge dem? Tallene er fjernet fra diverse biologibøger.

  • 3
  • 9

"Klimaforandringer vil modvirke mange af de tiltag, vi har taget,« opsummerer professor Jacob Carstensen, Aarhus Universitet og tager livtag med myten om, at iltsvind har været udbredte i de danske farvande, også før landbruget efter Anden Verdenskrig fik adgang til langt større mængder gødning.".
Som læsere af "Ingeniøren" gennem årene vil kunne bekræfte, så har flere forskere aflivet J. Carstens myte længe inden den nu er fremsat.
Chefbiolog Møhlenberg skrev for en del år siden en artikel om fortidens iltsvindsforekomster, og gamle fiskere kan berette om bundvendinger i år, hvor der ingen fisk var at fange.
Prof. Breuning fra KU har skrevet nogenlunde det samme, så man kan så undre sig lidt over, hvorfor man ikke kender til fortiden i Århus?
I Ringkøbing Fjord har man med boreprøver konstateret hyppige iltsvindeforekomster gennem fortiden, man har målt et par hundrede siden Istiden.

  • 3
  • 7

Kan det virkelig passe at Professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet ikke kender forskel på traditionelt landbrug og konventionelt landbrug! Eller er han fejlciteret?

  • 0
  • 0