Aldring hos mus bremset med genetisk trick
Mus har vist sig at få bedre fungerende organer og leve 30 procent længere, hvis de bliver udsat for stamcellebehandling med iPSC-teknologien.
Forsøgene er udført af forskere ved Salk Institute i USA på mus med sygdommen progeria, der syvdobler aldringsprocessen. Mus behandlet med iPSC levede 24 uger i gennemsnit - de andre mus levede kun 18 uger, skriver Salk Institute i en pressemeddelelse.
Det er den amerikanske forsker Juan Carlos Izpisua Belmonte, der står i spidsen for forsøgene. Hans grundtanke har været, at hvis fisk og øgler kan genskabe tabte lemmer, så må vi også kunne få dyr til at leve længere.
Når dyr genskaber lemmer, ser det nemlig ud til, at cellerne ved den afrevne del bliver omprogrammeret til en tilstand, der minder om en stamcelle. Hvis man kunne give alle kroppens celler samme behandling, ville man måske bremse aldringen, lød logikken.
Tidligere forsøg gik galt
Ti år forinden havde den japanske forsker Shinya Yamanaka gjort en banebrydende opdagelse.
Han identificerede fire gener, som kunne omprogrammere tilstanden i fertiliserede æg til et stamcellestadie. Det viste sig snart, at samme teknik kunne bruges på alle celler, som fik omprogrammeret deres tilstand. Metoden blev kaldt inducerede pluripotente stamceller (iPSC), men da man testede den på mus i 2013 og 2014, blev deres liv ikke forlænget. Tværtimod. Musenes celler voksede ukontrollabelt og blev til kræft, der slog dem alle ihjel.
Resultatet var ikke helt uventet af kolleger, da omprogrammeringen af cellerne fratager dem deres identitet og gør, at de kan udvikle sig til enhver celle i kroppen.
Giver gener i drikkevandet
Juan Carlos Izpisua Belmonte var dog af den opfattelse, at iPSC-behandlingen skulle gives trinvis for at undgå ukontrolleret cellevækst.
Efter fem års forskning har han nu fundet en metode til at give musene en dosis gener i deres drikkevand to dage om ugen.
Teorien bag behandlingen er, at reprogrammeringen af cellerne fjerner de epigenetiske mærker på vores gen, som groft sagt er al den slid og de skader, der er på genet efter årevis af påvirkninger fra vores omgivelser.
En fra forskningstemaet, Izpiisua Belmonte, sammenligner det - over for New York Times - med et manuskript, der bliver utydeligt efter for mange håndskrevne bemærkninger.
»Ved afslutningen af vores liv er der så mange mærker, at det er svært for cellerne at læse det,« siger han.
