Bliver der opsat nye møller som erstatning for de gamle?
Kan man genbruge infrastruktur som transformer og kabel til land?
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
For knap 25 år siden blev verdens første havmøllepark med bare 11 vindmøller i lilleputstørrelse, 450 kW, rejst ud for Vindeby på Nordvestlolland.
Året var 1991, vindmøllerne var produceret af Bonus, og parken var ejet af Elkraft, samarbejdsorgan for de sjællandske kraftværker.
I sidste uge meddelte så den nuværende ejer, Dong Energy, at man agter at sende de 11 små vindmøller på pension – en beslutning, der åbner markedet for dekommissionering af havmølleparker.
Det er et marked, som det internationale konsulenthus DNV GL sidste år estimerede til at være i størrelsesordenen 1,5-3,75 mio. kroner pr. MW kapacitet, der skal pilles ned.
Den officielle levetid for vindmøller er oftest 25 år, men i praksis afgøres pensionsalderen af en samlet, økonomisk afvejning af komponenternes tekniske levetid, omkostningerne ved dekommissionering – heriblandt muligheden for gensalg – samt den aktuelle elpris.
At kunne forudsige det rette pensionstidspunkt er derfor én af de vigtige opgaver i forbindelse med dekommissioneringsprocessen.
En anden er planlægning og udførelse af selve dekommissioneringen, som skal ske med størst muligt hensyn til miljøet, og hvor vejret, tilgængelige fartøjer, mulighed for lokal behandling af komponenter, farligt affald med videre spiller ind.
Alle disse elementer kigger et igangværende forsknings- og udviklingsprojekt på under ledelse af Niras og med støtte fra Energistyrelsens EUDP-program. Formålet er at udvikle et støtteværktøj, der kan sikre klog dekommissionering, forklarer projektleder og civilingeniør Johan Finsteen Gjødvad fra Niras.
»Det kræver overblik over hele processen, der omfatter både økonomi, miljø, jura, logistik, genanvendelse og sikkerhed, hvis dekommissioneringen skal ske på det mest optimale tidspunkt og den mest optimale måde,« forklarer han.
Ifølge Johan Finsteen Gjødvad er den største enkeltudfordring ved dekomissioneringen at sikre, at miljøet ikke tager skade – og den største post på budgettet er udgiften til fartøjerne under operationen:
»Set udefra kan man tro, at dekommissionering bare er at gøre det omvendte af, hvad man gjorde, da man byggede parken. Men i virkeligheden er der mange ganske simple ting, der kan få stor betydning for tidsforbruget på en dekommissionering. For eksempel om mølleejerne stadig har løftegrej og tegninger til de pågældende modeller liggende, eller man skal hen og fabrikere nye,« siger han.
Han tilføjer, at ideen med støtteværktøjet også er, at det kan opdateres, efterhånden som man får erfaringer med nedrivningsopgaverne.
Forskningsprojektet, som hedder Odin-Wind og skal være færdigt i foråret 2017, har også deltagelse af energiselskabet Vattenfall, DTU Wind Energy, Maersk Broker og det britiske ‘Teknologisk Institut’, TWI.
DTU Wind Energy bidrager til at fastsætte restlevetiden. I praksis har man arbejdet med data fra Vattenfalls havmøllepark, Horns Rev 1, som blev stillet op i 2002:
»Ved at kombinere vores viden om møllernes styrkemæssige design med driftsdata og data omkring vind og vejr i Horns Rev 1-parkens levetid kan vi fastsætte den resterende levetid. Herunder om der eventuelt er så meget levetid tilbage, at en bestemt komponent eller dele af møllen kan genbruges,« forklarer seniorforsker Kim Branner fra DTU Wind Energy.
Selvom Vindeby er den ældste havmøllepark, så er den rent skrotningsmæssigt allerede blev overhalet af en kun 15 år gammel, svensk havmøllepark, som blev pillet ned ultimo 2015.
Yttre Stengrund-havmølleparken, som ejedes af Vattenfall, bestod af fem stk. danske NEG Micon-møller på hver 2 MW, som det efterhånden var svært at skaffe reservedele til.
Et dansk service-firma, Connected Wind Service, stod for selve demonteringen af de fem vindmøller, som blev færdig inden for tidsplanen trods dårligt vejr:
»Vi har stor erfaring med at servicere netop denne mølletype og havde for eksempel det oprindelige løftegrej,« fortæller projektleder Mikkel Kærgaard fra Connected Wind Service og tilføjer, at man lærte, at grundig planlægning er alfa og omega for, at sådan en opgave lykkes.
Ifølge Niras’ Johan Finsteen Gjødvad stopper udviklingen af forretningsområdet dekommissionering dog ikke ved effektiv nedtagning.
Næste skridt er, at man begynder at tænke dekommissionering ind i designfasen, hvilket Niras allerede er involveret i på to konkrete havmølleprojekter i Frankrig:
Dekommissionering er i dag en del af udbudsbetingelser på de nyeste, danske havmølleparker. Her kræver myndighederne et garantibeløb til dekommissionering, der skal stilles efter 12 års drift.
