menu close Teknologiens Mediehus
Sprøjtemidler og deres nedbrydningsprodukter er betydeligt mere udbredte i de danske drikkevandsboringer, end det hidtil har fremgået af Geus’ overvågning af det danske grundvand.
I hele 41,1 procent af de danske vandværkers drikkevandsboringer er der påvist pesticider eller nedbrydningsprodukter fra pesticider. Og i 11,4 procent af boringerne lå fundene over grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter.
Det viser en ny opgørelse, som Geus – De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har lavet på basis af tal fra databasen Jupiter, der samler alle vandværkernes indberetninger af vandprøver fra drikkevandsboringer. Opgørelsen medtager vandprøver foretaget i 2018-19.
Til sammenligning blev der ifølge Geus’ seneste rapport om grundvandsovervågning i 2017 konstateret pesticidfund i 32,5 procent af vandboringerne, og i 10,5 procent af boringerne lå fundet over grænseværdien.
Seniorforsker Anders Risbjerg Johnsen fra Geus, der har lavet udtrækket fra databasen for Miljøstyrelsen til et skriftligt svar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), gør opmærksom på, at resultaterne ikke er 100 procent sammenlignelige med tallene fra grundvandsovervågningen, som kun medtager aktive vandboringer.
»I det nye udtræk søger vi lidt bredere for også at få de vandboringer med, som vandværkerne kunne tænkes at pumpe på, hvis deres hovedboringer er forurenede – altså reserve- og nødvandboringer. Men overordnet set er der altså ikke meget forskel på de to datasæt,« forklarer Anders Risbjerg Johnsen.
Stigningen i antallet af boringer med pesticidrester afspejler ifølge seniorforskeren bl.a., at det pr. 1. juli 2018 blev obligatorisk for vandværkerne at undersøge for dimethylsulfamid (DMS), der er et nedbrydningsprodukt fra svampemidlerne tolylfluanid og dichlofluanid. De er siden 1950’erne blevet brugt i frugtplantager til bekæmpelse af svampesygdomme i produktionen af frugt, bær, tomater og prydplanter, hvorfor man bl.a. har fundet DMS i koncentrationer over grænseværdien flere steder på Sydfyn.
Tolylfluanid blev forbudt som pesticid i 2010, men både det og dichlofluanid er stadig tilladt som svampedræbende middel i udendørsmaling og træbeskyttelse i EU.
»Hvis man kigger ude omkring Røsnæs og Kalundborg, så ligger der mange fund med høje koncentrationer, og det er typisk boringer, der ligger inde i enten et villa- eller fritidshusområde med masser af malet træ. Og så er der masser af fund i hovedstadsområdet, som sikkert også skyldes, at det er inde i byen,« siger Anders Risbjerg Johnsen.
DMS er ifølge en nylig opgørelse fra Geus det hyppigst forekommende pesticidstof i vandværkernes boringskontrol. Det blev påvist i 30,7 procent af de 1.565 undersøgte vandboringer, og i 128 af boringerne, svarende til 8,2 procent, lå indholdet over grænseværdien.
På den baggrund var det ikke den helt store overraskelse for Anders Risbjerg Johnsen, at man ifølge den nye undersøgelse nu finder pesticidrester i hele fire ud af ti vandboringer.
»Havde du spurgt mig for to år siden – ja, så ville det være kommet meget bag på mig. Nu, hvor vi kender til DMS og desphenylchloridazo – nej, så gør det faktisk ikke,« siger han.
Desphenylchloridazon er nedbrydningsproduktet efter et sprøjtemiddel, der er blevet brugt i roemarker frem til 1996. Det blev vandværkerne pålagt at analysere for i oktober 2017 – og med god grund, har det vist sig. Et kortlægning viste sidste år, at der er rester af sprøjtegiften i hver fjerde drikkevandsboring, og i hver tiende boring overskrider koncentrationen grænseværdien.
Dermed er det mere udbredt end nedbrydningsproduktet BAM, der også er en slem hovedpine for vandværkerne.
At en vandboring indeholder pesticidrester over grænseværdien er ikke ensbetydende med, at det vand, som forbrugerne i området tapper fra deres vandhaner, også indeholder for høje koncentrationer. Vandværkerne kan skrue ned for den problematiske boring eller blande vandet med vand fra andre boringer.
Ved at fortynde opløsningen sikrer man sig, at forbrugerne kun drikker vand, der holder sig under grænseværdien. Det er den eneste mulighed, når vi taler om forurening med DMS, for her findes der ifølge Anders Risbjerg Johnsen ingen godkendte rensemetoder.
Der kan dog gives dispensation til overskridelse af grænseværdien for desphenylchloridazon eller DMS i en periode, således at nogle vandværker distribuerer vand, der overskrider grænseværdien.
»Desphenylchloridazon kan man rense med aktivt kul, hvis man vælger det, og i enkelte områder er der givet tilladelse til rensning af drikkevand for BAM. Det bedste var selvfølgelig, at vi kunne nøjes med at drikke urenset grundvand, men i nogle områder kan det jo blive nødvendigt, hvis ikke man kan etablere nye boringer. Der kan jo være områder, hvor vandressourcerne er begrænsede, og man er nødt til det,« siger han.
Kan kun tilslutte mig Anders Risbjerg Johnsen at de her to kemikalier dukker op flere og flere steder ikke er overraskende.
Langt det meste af min tidlige kariere er foregået i grundvandskortlægningen som nu stille og roligt er ved at blive lukket ned i Danmark nu og tingene er klart blevet bedre i forhold til hvad der bliver brugt af uheldige kemikalier rundt omkring. Med de ting jeg har observeret når jeg har lavet kortlægninger rundt omkring i de åbne land i de sidste 20 års tid så ved jeg at vi over de næste 50-100 år lige så godt kan forberede os på at problemet med ikke ønskede stoffer i vores drikkevand kun bliver værre og jeg er jo så ung nok til at jeg aldrig oplevede den tid hvor der slet ikke var nogen bekymring og der bare blev pøset løs af de her stoffer som med rette blev betragtet som fantastiske innovationer for Dansk Landbrug med mere, vi var bare ikke klar over de uheldige virkninger dengang.
Skidtet er allerede på vej ned imod vores grundvandsmagasiner og vi kan ikke gøre så meget ved det, langt det meste er fortidens synder og selvfølgelig hjælper det at vi rundt omkring er blevet klogere, opfører os smartere og vi derved stille og roligt fortynder tingene, men det er en langsom proces og der er forskelle fra stof til stof.
Den gamle ide om at de dybeste grundvandsmagasiner er vores sikreste holder desværre nok ikke i længden, der er for meget skidt på vej ned igennem de geologiske lag, jeg tænker at vi stille og roligt igen skal til at kigge på de mere overfladenære magasiner igen hvor vandet er "nyere" og vi ved at de arealer hvor vandet "kommer fra" ikke bliver misbrugt på den ene eller anden måde.
Generelt er problemet komplekst, der findes ikke en løsning og jeg håber det lykkes at fastholde noget af den viden der ligger rundt omkring fra de folk der har arbejdet med det her i mange år, for vi har brug for den selvom det ikke bliver prioriteret politisk lige nu.
Privates brug af pesticider (som ender som DMS) i træbeskyttelse kan måles - men heldigvis er det ikke farligt.
Lige som det ikke er farligt at slå en prut inden døre.
At lukke en drikkevandsboring pga 0,1 ppb pesticidrest, svarer nemlig til at evakuere en sportshal fordi én person derinde slår en prut. Og så idiotiske er vi trods alt ikke endnu.
Det er på tide at lovgivningen tilpasses til virkeligheden: at vi mennesker ikke kan eksistere på kloden uden at vores aktiviteter kan måles. Vent bare til de nye screeninger kommer, og det går op for folk hvor meget man reelt kan genfinde (i meget små mængder) rundt omkring. Det er utopi at tro at noget i naturen er 100% rent. Og at føre skræmmekampagne på baggrund af det faktum er mere til skade end gavn.
Hvor mange fund er biocider?
”Alarmerende ny opgørelse: Pesticider i fire ud af ti vandboringer”.
Sådan lyder overskriften på artiklen uden smålig skelen til, at en stor del af – måske langt hovedparten – af de nye fund af DMS er rester fra, at de pågældende midler er brugt som biocider.
Midlerne er pesticider når de er brugt mod svampesygdomme i frugt, bær, tomater og prydplanter, men de er biocider, når de bliver brugt i maling og træbeskyttelse. Det er for længst forbudt at bruge de to nævnte midler som pesticider, mens de stadig må bruges som biocider.
Det er dybt beskæmmende, at Ingeniøren ikke evner eller vil foretage denne skelnen, for så snart, Ingeniøren skriver pesticider, er det jordbruget – altså frugtavlere, gartnere og landmænd, som får hele ansvaret for forureningen.
Men læs i artiklen, hvad Anders Risbjerg Johnsen, GEUS, siger om de mange fund af DMS, der er gjort omkring Røsnæs og Kalundborg samt i Hovedstadsområdet.
Det ville være oplagt, om GEUS vurderede, hvor mange af fundene af DMS, der skyldes brug af midlerne som pesticider, og hvor mange der skyldes brug af midlerne som biocider.
Af artiklen fremgår det også, at DMS nu er mere udbredt end nedbrydningsproduktet BAM, der også er en slem hovedpine for vandværkerne.
BAM er nedbrydningsprodukt fra de for længst forbudte ukrudtsmidler Prefix og Casaron, der blev brugt mange steder som gårdspladser, indkørsler og på vandværksgrunde. Mon ikke det sidste er en væsentlig årsag til vandværkernes ”hovedpine” med BAM.
Om det så er over 90% der skyldes træbeskyttelse, så er det EU og ikke i Danmark slaget skal stå, når der er tale om et biocid. Da både DMS og BAM ikke udgør nogen sundhedsfare, så er det op mad bakke med at blive taget alvorligt i EU.
Objektivt set er det upræcist (poppet) at skrive: "..... er der påvist pesticider eller nedbrydningsprodukter, viser ny opgørelse fra Geus".
Kemiske analyser er efterhånden så følsomme, at der kan påvises stoffer i koncentrationer, der ingensomhelst risiko medfører.
Men med fornuftige grænseværdier, kan man angive mængden i forhold til grænseværdien. Det er seriøst!
Min kritik udspringer af tilsvarende sprogbrug, når det gælder for radioaktiv stråling (ioniserende stråling).
Hvis "påvisning" af stråling skulle medføre, at man dropper det pågældende stof... - så ville intet drikkevand kunne bruges, og vi kunne ikke dyrke jorden - og da slet ikke trække vejret. - F.eks. er strålingen i min vinkælder blevet målt til 1100 Bq/m3 luft (radon fra byggematerialer). - Så jeg holder naturligvis vejret, når jeg henter en flaske!!! (;-)
Det giver ingen mening at være bange for DMS i så lave koncentrationer...
Miljø- og Fødevareministeriet har estimeret et acceptabelt dagligt intag (ADI) på 10µg/L for børn (3-12mdr, 5kg) og 60µg/L for voksne (60kg). Der er endda anvendt en samlet sikkerhedsfaktor på 10000 ifht toksikologiske studier!
Her er link til et notat fra ministeriet som er sendt til HOFOR i forbindelse med fund af DMS i en boring: https://www.hofor.dk/wp-content/uploads/20...
Naturligvis finder man flere nedbrydningsrester fra hvad som helst, når man leder efter dem i større udstrækning. I forne tider ville man uden tvivl også have fundet mængder af nedbrydningsrester fra fækalier i langt de fleste brønde på landet.
Overskriften: Alarmerende ny opgørelse: Pesticider i fire ud af ti vandboringer, er som desværre så ofte før i Ingeniøren stærkt villedende.
Tænk om vi engang nåede dertil i journalistisk hæderlighed, at også journalister lærte den afgørende forskel på "pesticider" og "nedbrydningsrester."
Man mærker hensigten og bliver forstemt.
Som en halv cigaret….. på 80 år
Hvis du drikker to liter vand hver dag i 80 år, og hvis hver eneste liter rummer rester af pesticider lige op til grænseværdien på 0,1 mikrogram, hvor meget ”gift” får du så.
Du får ca. 6 mg. Det er samme mængde, som der er i en halv cigaret, men fordelt på 80 år.
Set i det lys, er meget af debatten om ”sprøjtegift” i dansk grundvand og drikkevand ”varm luft”.
Især fordi der er meget langt imellem, at dansk drikkevand rummer rester over grænseværdierne… uanset, om skrækhistorierne i Ingeniøren og andre medier melder om ”alarmerende fund”.
Jeppe, Bertel og Gunner: Tak for konkrete tal og viden! - Det var præcis, hvad jeg antydede lidt højere oppe!
Noget, der ligner:
Jeg spurgte i Berlingske - for ca 10 dage siden, om man på 30-50 år havde konstateret et øget antal kræfttilfælde i 5 af højhusene i Brøndby Strand. De rives nu ned pga et vist indhold PCB i lejlighederne.
Jeg stillede spørgsmålet til Cancerregistret, men jeg har vist ikke fået svar?
Lidt om grænseværdier, detektionsgrænser og nedbrydningsprodukter
Grænseværdien for pesticider i drikkevand er fastsat af EF i 1985 og den er ikke ændret siden. Værdien er 0,1 µg/l.
Samme værdi er siden brugt som kvalitetskriterie for "grundvand af god økologisk kvalitet".
Siden slutningen af 90'erne har detektionsgrænsen for langt de fleste pesticider været 1/10 af grænseværdien.
Samtidig med fastsættelse af grænseværdien i 1985 blev det besluttet, at denne også skulle gælde for "relevante nedbrydningsprodukter". Hvad der er relevant er op til de enkelte lande at afgøre. Alle er vist enige om, at simple stoffer som CO2 og H2O ikke er relevante - men da en del pesticider kan efterlade et stort antal nedbrydningsprodukter, som kun i meget ringe grad er undersøgt - endsige vurderet - er der forskellig holdning, landene imellem, til hvilke stoffer, der skal regnes som "relevante nedbrydningsprokukter".
Det er IKKE forfinede analysemetoder, der er årsag til flere fund - det er revision af analyseprogrammer som følge af udveksling af erfaringer med fund af stoffer i vandmiljøet i forskellige lande.
Serviceoplysning: Det ville være uvidenskabeligt, omend særdeles underholdende, hvis maksimumgrænsen justeredes løbende efter testudstyrets formåen.
Til skade for morskaben er tilladte mængde desværre fastlagt engang i 1980'erne.
Til alle der fremstiller, forhandler, håndtere, forbruger og falder over hinanden for at forklejne diverse risiko ved misplacerede kemikalier: Put your money where your mouth is.
Faren ved brug af et kemikalie kan meget let afgøres, tegn en forsikring for uønskede bivirkninger.
Alle forbrugs-kemikalier der kan forsikres mod uheldige bivirkninger er der ingen grund til at frygte.
Mad indeholdende rester af diverse nænsomt fremelskede plante-pleje-midler, og som intet selskab vil forsikre for bivirkninger, dem vil jeg gøre meget for at undgå, hvem ville ikke det.