AI-kaptajn skal sejle ubemandet fartøj over Atlanten

Illustration: IBM

Om kort tid kan skibe i Den Engelske Kanal risikere at få opkald fra en kunstig intelligens, hvis de er på skærende kurs med en fem ton trimaran, der mere ligner et rumfartøj end et skib.

Trimaranen med navnet Mayflower, er nemlig udstyret med en kunstig intelligens, der tager alle beslutninger om bord, og er i stand til at kalde op til skibe i nærheden og redegøre for sine hensigter.

Mayflower er et demonstrations- og forskningsprojekt sat i søen af IBM i samarbejde med den britiske NGO Promera, og markerer 400-året for sejlskibet Mayflowers historiske sejlads den 6. september 1620, hvor de første britiske pilgrimme satte sejl mod Nordamerika.

Den 16. september bliver det autonome skib søsat i Portsmouth og skal testes i sejladser i Den Engelske Kanal for at være klar til at krydse Atlanterhavet til foråret næste år:

»De fleste autonome skibe i dag er i virkeligheden bare automatiserede, og dybt afhængige af at et menneske kan gribe ind. Med Mayflower sigter vi efter, at skibet kan operere helt uafhængigt i nogle af klodens mest udfordrende farvande,« siger Don Scott, der er teknisk chef på Mayflower projektet, i en pressemeddelelse.

AI-skib har indkodet søvejsreglerne

De seneste år har mere end 20 ubemandede skibe forsøgt at krydse Atlanten. Langt de fleste har fejlet, men enkelte er lykkedes i forsøget, herunder Sailbuoy og Saildrone, der faktisk krydsede Atlanten to gange.

I begge tilfælde er der dog tale om mindre skibe, men 12-meter skibet Maxlimer fra firmaet Sea-Kit skulle have krydset Atlanten i år. På grund af COVID-19-situationen blev turen dog aflyst. Til gengæld sejlede Maxlimer ud på en succesfuld 22 dages mission i Atlanten sydvest for England.

Nu er det så blevet Mayflowers tur til at krydse Atlanten, og det bliver med et navigationssystem, der er bygget til at leve op til SOLAS-anbefalingerne og kender de internationale søvejsregler, de såkaldte COLREG, til fingerspidserne.

Skibets navigationssystem gør brug af IBM´s PowerAI Vision, og til maskin-lærings processen bruger Mayflower IBM Power AC922. Systemet er trænet over flere år til at genkende skibe, bøjer, flydende containere og et utal af andre forhindringer ved at gennemse millioner af billeder fra videoer optaget af skibe i Plymouth bugten i Den Engelske Kanal, fremgår det af materiale fra IBM, der er tilgængelig på firmaets tema-side om Mayflower.

Mayflower er naturligvis også udstyret med AIS til at få løbende information om andre skibe via AIS-systemet, hvor man kan få data om klasse, vægt, hastighed osv. AI-kaptajnen på Mayflower får også info fra VHF-kanalen, samt radar-billeder, og vejrmeldinger. I sine beregninger bruger Mayflower også input fra dybdemålinger, GPS, log, vindmålinger og 2D LIDAR.

Når skibet skal træffe beslutninger om for eksempel at ændre kurs, så gør den brug af softwareløsninger hentet fra finanssektoren. Skibe, der opererer i internationalt farvand, er nemlig forpligtede til at redegøre for deres til- og fravalg vedrørende navigation på samme måde, som banksoftware skal kunne forklare, hvorfor en kreditkort-transaktion er blevet afvist.

Skal indsamle data om dyreliv og plast

Mayflower er bygget af aluminium og glasfiber, og har en vægt på fem ton og en længde på 15 meter. Planen er at sejle afsted med en gennemsnits hastighed på 20 knob. Mayflower vil være beklædt med solpaneler, og på toppen vil et lille fastmonteret sejl gøre fartøjet synligt for andre skibe og fungere som støttesejl på turen.

Undervejs skal Mayflower også udføre forskningsarbejde, da netop udforskningen af Atlanten er en væsentlig del af missionen. For stifterne bag Promara, Brett Phaneuf og Frederik Søreide, er brugen af AI-skibe til at fremme havforskning, nemlig et mål i sig selv. Ombord vil der være videnskabelige instrumenter til at kortlægge havbunden, indsamle information om dyrelivet og mængderne af plast i havet, som senere skal analyseres af forskere fra Plymouth University.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Prøv at regne på det - det spiller ikke. Jeg tvivler voldsomt på, at hovedparten af fremdriften ikke kommer fra diesel i denne udgave. Selv for en super slank trimaran på kun 15 tons kræves ret meget effekt for at holde 20 knob.

  • 3
  • 3

Prøv at regne på det - det spiller ikke. Jeg tvivler voldsomt på, at hovedparten af fremdriften ikke kommer fra diesel i denne udgave. Selv for en super slank trimaran på kun 15 tons kræves ret meget effekt for at holde 20 knob.

Der er også et par ting der heller ikke er nævnt i dybe nok detaljer. Ifølge det jeg kunne finde, så sejler den 12,5 knob med elektrisk fremdrift og 20 knob når man lægger sejlet til. Og vægten er slet ikke nævnt: http://www.shuttleworthdesign.com/gallery....

  • 2
  • 0

...dersejlede en brig...hurra for den...nårvi ser Amerika.

Det må da være den letteste opgave, man kan teste Ai på :)

Der ingen indikation på om det er syd eller nordamerika der skal rammes :) Successen er sikker:)

  • 1
  • 2

Når to AI skibe møder hinanden, og skal kommunikere? Det kan blive en spændende samtale at lytte til :)

  • 2
  • 0

og den vejer ikke 15 ton.

Nej - min fejl, det var kun 5 tons.

Når man søger på nettet er der dog en smule forvirring, da der er tale om to forskellige projekter med samme navn: et på 15 meter og et på 32 meter.

Og de to projekter har også meget forskellige hastigeder opgivet.

Det ændrer dog ikke på, at solceller ikke leverer tilstrækkelig effekt til at kunne få hverken den ene eller den anden til til at holde en gennemsnitsfart på 20 knob.

Gode celler leverer stadig kun omkring 200W / m2 med en meget lav kapacitetsfaktor - og det er endda meget langt fra, hvad der kræves for at sejle 20 knob - foils eller ej.

Et optimistisk estimat (ud fra billedet) siger omkring 60 m2 på 15 meter fartøjet - med en kapacitetsfaktor på 0.2 giver det 2.4 kW - jeg vil tro, der skal bruges mindst 200 kW for at sejle 20 knob - på foils.

Og som du selv skriver, kan foils godt blive en udfordring i Atlanterhavsvejs - nok derfor, de har valgt en tri. ;o)

Men med til historien hører også, at de regner med 12-14 dage for rejsen på ca 2700 Nm = gennemsnitshastighed på ca, 8.5 knob - såehhh journalistikken hænger ikke helt sammen - og 8.5 knob på foils???

  • 0
  • 1

Overalt i IBM's eget materiale - som der er linket til - nævner de specifikt 20 knob. Især ved samnenligninger med "gamle" Mayflower som skulle have en makshastighed på2,5 knob (hvilket jeg synes lyder lavt). Men jeg er enig i, atdet ikke hænger sammen med antal dage og udsejlet distance....tror vi må vente og se.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten