Aftale om ny Storstrømsbro på plads

Fire milliarder kroner til projektering og finansiering af en ny Storstrømsbro. Det er resultatet af et forlig, der netop er blevet indgået mellem Folketingets trafikpolitikere.

»Vi får nu skudt etableringen af en ny Storstrømsbro i gang. Det er en vigtig beslutning, fordi Storstrømsbroen udgør en central del af korridoren mellem København og Tyskland, som i de kommende år vil blive væsentligt styrket med Femernforbindelsen og den nye jernbane mellem København og Ringsted,« siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i en pressemeddelelse.

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten står bag aftalen, der sikrer 224 mio. kroner til at begynde projekteringen af den dobbeltsporede jernbanebro, der også kommer til at bære to vejbaner og cykel- og gangstier.

Den samlede anlægsudgift er skønnet til 3.991 millioner kroner, og partierne har med aftalen reserveret pengene til anlægget i Infrastrukturfonden. I 2014 skal politikerne så tage endeligt stilling til finansieringen.

For nogle af partierne var aftalen alligevel en skuffelse, for partierne er over de seneste par måneder nået til enighed om udvælgelsen og finansieringen af mange flere projekter - blandt andet en ny bro over Roskilde Fjord ved Frederikssund, en ny jernbane til Aalborg Lufthavn, udvidelsen af Køge Bugt-motorvejen og en motorvejstilslutning ved det nye universitetshospital i Odense. Men V og K krævede, at en ny motorvej mellem Herning og Holstebro skulle finansieres som en del af aftalen, og det ville regeringen ikke være med til.

»Der var mange andre gode ting i aftalen end den nye Storstrømsbro, men V og K havde ikke lyst til at tale om dem, så der er rigtig mange mennesker, der er må vente endnu længere på at få løst deres trafikproblemer,« siger DF's trafikordfører, Kim Christiansen.

Ifølge Finansministeriet vil der gå nogle måneder, før regeringen fremlægger deres bud på en udformning og finansiering af den nye motorvej mellem Herning og Holstebro.

Byggeriet af den nye Storstrømsbro går i gang i 2018, og broen skal stå klar i 2021, når tunnelen under Femern Bælt efter planen skal åbne.

Emner : Broer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tillykke til Danmark, en vigtig brik i fremtidens fjerntransport er nu på plads. Jeg håber den får en anstændigt udseende, da den ligger et par stenkast fra den karakterfulde og arkitektoniske Farø-bro.

Linket til folderen synes at være http://www.trm.dk/~/media/Files/Politiske%... - linket i artiklen kan jeg ikke få til at virke.

Jeg har forsøgt at vise et alternativ, nemlig dæmning med samme tracé (og samme pris) som også kan bruges som 3-5 GWh el-lager og landbrug, men det er så ikke lykkedes : http://ellager.wikispaces.com

  • 1
  • 0

Igen er man totalt uambitiøs i dimensioneringen af en ny banestrækning. Når man bygger nyt fra grunden bør man dimensionere til fremtiden, dvs min 300km/t.

  • 2
  • 5

Citat: "Broen ved Frederikssund, banen til Aalborg Lufthavn, udvidelsen af Køge Bugt motorvejen og mange flere projekter må vente, fordi V og K kun ville lave en aftale om den nye Storstrømsbro"

Det er så kun set fra regeringens side. Oppositionen (Venstre og Kons.) mener det er regeringen som blokerer for disse projekter, da de ikke vil frigive midler til en Holstebro-motorvej.

Husk - journalister skal være objektive og se sagen fra begge sider, og lade læseren drage sine egne konklusioner. Ikke agere propaganda for socialisternes udlægning af sagen.

  • 4
  • 11

Jernbanen på broen bliver til 200 km/t. Det svarer til sidebanerne (Ringsted-Vordingborg og Orehoved-Rødby), men broen i sig selv kan klare meget højere hastighed. Broens kurve er meget blød, og forberedt til meget højere hastighed.

Banen fra Ringsted til Rødby opgraderes til 200 km/t, inklusiv den nye Storstrømsbro. En senere opgradering fx. til 300 km/t er mulig, også på broen, men her vil man så nok foretrække en ny bane parallelt med Sydmotorvejen, i stedet for at få tog med 300 km/t igennem bl.a. Næstved og Vordingborg station.

Hvis der på et tidspunkt kommer en ny bane via Sydmotorvejen, bliver den nye Storstrømsbro (altså den som er blevet aftalt i dag) forbeholdt godstog og regionaltog, her er 200 km/t rigeligt.

  • 8
  • 0

Citat: "Broen ved Frederikssund, banen til Aalborg Lufthavn, udvidelsen af Køge Bugt motorvejen og mange flere projekter må vente, fordi V og K kun ville lave en aftale om den nye Storstrømsbro"

Det er så kun set fra regeringens side. Oppositionen (Venstre og Kons.) mener det er regeringen som blokerer for disse projekter, da de ikke vil frigive midler til en Holstebro-motorvej.

Husk - journalister skal være objektive og se sagen fra begge sider, og lade læseren drage sine egne konklusioner. Ikke agere propaganda for socialisternes udlægning af sagen.

Det hedder "politiske drillerier" på Christiansborg

VKO vedtog Herning-Holstebro uden at allokere penge hertil. og iøvrigt fortsatte med at klappe sig selv på skulderen, for at være god til at passe på Statens penge.

S-SF-R har benyttet lejligheden til at give tilbage, da de overtog magten. Så optrappes krigen fra VK, og kun det absolut nødvendige bliver stemt igennem indtil Herning-Holstebro får de nødvendige bevillinger

  • 5
  • 1

Når man bygger nyt fra grunden bør man dimensionere til fremtiden, dvs min 300km/t.

Og det er præcis det man gør, dvs linjeføringen laves til meget høj hastighed, stationer broer, viadukter, og materiel laves til 200kmt, så vidt jeg har forstået er det der priskurven bliver stejl altså når materiellet skal klare mere end 200kmt.

Hvor mange passagerer vil betale de langt dyrere billetter?

Godstogene kommer næppe over 140kmt, så med de 200kmt til passagertog er vi vel dækket ind for de næste 20-30år.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten