Afrikas ørkener sejler i vand
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Afrikas ørkener sejler i vand

Nordafrika er et af de mest tørre områder i verden – i hvert fald, når man kigger på landoverfladen. Men under ørkensandet er der vand – gigantiske, astronomiske mængder vand – og det er kun et spørgsmål om penge og teknik at få det hentet op til overfladen og forvandle ørkenerne til grønne, frodige og indtægtsbringende landbrugsjorde.

Millioner af kubikmeter rent ferskvand ligger i underjordiske søer, vandårer og klippehulrum under så tørre lande som Chad, Libyen, Egypten, Sudan, Algeriet, Marokko, Etiopien og Tunesien. Alene de mængder, der ligger under Chad, Libyen, Egypten og Sudan kan holde hele verdens husholdninger, landbrug og industrier forsynet med vand i 50-70 år.

Denne og et væld af andre opdagelser fra Jordens underjordiske vandbærende lag er at finde på et nyt verdenskort, skabt af tyske forskere fra Bundesanstalt für Geowissenschaften und Rohstoffe (BGR) i Hannover i samarbejde med bl.a. Unesco og International Geoscience Programme. Kortet, der blev præsenteret på det fjerde World Water Forum i foråret, og som dannede grundlag for et seminar under World Water Week i Stockholm den 20. august, viser placeringen af 98 kæmpestore grundvandslag. Kortet viser kun lag, der krydser to eller flere nationers grænser. Dvs. vandbærende lag, der holder sig inden for en nations grænser, er ikke med på dette kort.

Afrika har flest grænseoverskridende underjordiske grundvandforekomster (40), og de absolut største af dem ligger i Nordafrika, f.eks. under Sahara ørkenen. Den arabiske halvø, som i geologisk forhistorie var en del af Afrika, huser også en gevaldigt stor forekomst, nemlig den østarabiske vandåre, der breder sig ud over 1.600.000 kvadratkilometer arabisk land og flyder under landene Bahrain, Irak, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og Yemen.

Meget af det nordafrikanske grundvand har ikke set Solens lys siden istiden, hvor nedbøren faldt jævnligt over regionen og sivede ned i de underjordiske depoter – sådan fortsatte det i store træk indtil for 4.000 år siden, da tørken omdannede det grønne Sahara til gold ørken og tilførslen af vand stoppede.

»Vandet er ekstremt rent og overhovedet ikke forurenet,« beretter ledende hydrogeolog Wilhem Struckmeier fra BGR og fortsætter:

»Det er i princippet lige til at bore op – men man skal huske på en ting: Mange steder bliver vandforekomsterne ikke fornyet, og det bekymrer mange mennesker.«

Et politisk valg

Om det er en god idé at bore vandet op eller ej er en politisk beslutning, som Struckmeier og hans forskerkolleger nødig vil vikles ind i. De konstaterer blot, at muligheden er der, at den er ufarlig, og at de implicerede lande i hvert fald nu har et værktøj til at vurdere værdien af de underjordiske vandforekomster, som de deler med et eller flere nabolande.

»Vandet ligger oftest i lag af sand eller grus eller i karst eller sandsten. Nogle gange også i basalt, men det er ikke så tit,« forklarer Struckmeier om, hvor geologer kan forvente at finde de underjordiske vandårer.

»Nogle steder ligger vandet i sandlag, andre steder er det løbet ind i stens sprækker, porer, hulrum og revner. Atter andre steder er det nærmest suget op af vandsugende stenarter ligesom f.eks. pimpsten er i stand til at suge vand. Vi finder også store åbne huler og grotter fyldt med flydende vand.«

Omvendt, forklarer Struckmeier, er der ingen chance for at finde vand i undergrundens granit eller metamorfe sten, som gennem tiderne har været udsat for høje temperaturer og tryk. Sådanne sten har ingen såkaldt porevolumen; her er ingen sprækker eller porer, som vand kan sætte sig i.

Under Chad, Libyen, Sudan og Egypten ligger Nubian Sandstone Aquifer. 2.200.000 kvadratkilometer ville denne vandreserve fylde, hvis den blev flyttet op på jordoverfladen og kunne således dække Frankrig fire gange. De vandbærende lag indeholder ca. 150.000 kubikkilometer vand, hvoraf de 6.500 kubikkilometer vurderes som nemme at bore op. Og at det kan lade sig gøre, hvis man bare installerer en borestation og lægger tilstrækkeligt mange rør ud i ørkenen til transport af vand fra de afsidesliggende bor til byer, er Libyen i fuld sving med at bevise.

For at forsyne sine 5,6 millioner landsmænd med rigelige vandmængder besluttede oberst Moammar Ghaddafi for snart 20 år siden at hente vand op fra Nubian Sandstone Aquifer. I dag løber vandet fra ørkenens borestationer via 3.700 km rør til marker og landsbyer, og det er kun begyndelsen: Først om 25 år ventes det storstilede projekt helt færdigt.

Takket være BGR's opmålinger ved Libyen i dag, at Nubian Aquifer System optager 760.000 kvadratkilometer af libysk territorium – resten ligger under Chad, Egypten og Sudan, lande som også har hårdt brug for vand, men som ikke har samme økonomiske muligheder som det olie-rige Libyen for at anlægge borestationer.
Hvordan Libyen og dets naboer vil tackle fordelingen af Nubian Sandstone Aquifers vandmængder – og kan de overhovedet blive enige om at de skal udnyttes? – er en diskussion, som meget vel kan gå hen og blive højpolitisk sprængstof.

I modsætning til verdens have, floder og søer findes der nemlig ikke ret mange traktater, der udstikker bestemmelser for de dele af undergrundens vandreserver, der ligger under mere end en nation. Der er altså ikke mange standardaftaler at læne sig opad for de fire nordafrikanske lande, der har adgang til Nubian Sandstone Aquifer.

Det samme gælder Israel og det palæstinensiske selvstyre, der begge ligger over grundvandsforekomsten Mountain Aquifer. I følge Unesco forbruger Israel 85 pct. af vandtilvæksten, selvom størstedelen af vandtilførslen i form af regnvand og overfladevand siver ned fra palæstinensisk område.

Geologiske forhold gør det vanskeligt for palæstinenserne at få adgang til vandet, og derfor må palæstinenserne affinde sig med situationen – i hvert fald indtil de to parter bliver enige om en fordeling af vandressourcen under dem.

I byerne Columbus (New Mexico, USA) og Puerto Palomas (Mexico) er det den underliggende Mimbres Aquifer, der leverer vand, og det også uden en fordelingsaftale mellem de to lande Mexico og USA. Resultatet er i følge Unesco, at de to byer pumper på livet løs efter princippet "hvis de andre ikke sparer, så gider vi heller ikke".

Geologisk set er der ingen problemer

Konsekvensen af manglende aftaler er ikke kun overforbrug og spild – hvis et land stikker det helt store sugerør ned i undergrundens vandlag, kan det gå ud over f.eks. vandstanden i nabolandets floder og søer. Hele jordoverflader kan synke, hvis vandlagene under svinder ind – det kan ske, hvis overfladen består af organisk materiale som f.eks. tørv. Det er set i Bangkok og i Texas, hvor jordoverfladen sank med 12 meter efter intensive vandboringer.

»Sådanne konsekvenser er selvfølgelig ikke rare i områder, hvor der bor mennesker. Men en sænkning i f.eks. Sahara betyder ikke noget, når der ikke er nogen veje, bygninger osv., som det kan gå ud over,« mener Wilhelm Struckmeier.

Geologisk set er der altså ikke nogen problemer i at bore Nordafrikas underjordiske vandårer op, vurderer han.

Der kan dog være økologiske konsekvenser:

»Man kan forestille sig, at vandstanden i Saharas oaser vil falde eller måske helt forsvinde.«

Og så er der de politiske overvejelser ved at bore ikke-fornybare vandressourcer op.

Vandet under Nordafrika er op til 40.000 år gammelt og jomfrueligt rent. De fleste af lagene vil ikke ikke blive fornyet, da regnbyger er en sjælden gæst i regionen. Set med en geologs øjne har det dog ikke større betydning:

»I betragtning af gevinsterne kan man hævde, at de miljømæssige omkostninger ved at bore vandet op er ganske små. Og det med, at lagene i f.eks. Nubian Sandstone Aquifer ikke er fornybare, er videnskabeligt set en sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, at de formentlig ikke bliver fornyet i nærmeste fremtid. Men kloden er hele tiden i forandring, og på et eller andet tidspunkt opstår lignende vandreserver formentlig samme sted eller et andet sted,« konkluderer Wilhelm Struckmeier. u