Kortet herover viser en verdenshistorisk urbaniseringsrekord. I 1950 boede 14 procent af Afrikas befolkning i byer, i 2014 var det cirka 40 procent, og i 2050 vil procentdelen ifølge FN komme op på 56.
Samtidig vokser befolkningstallet i verdensdelen eksplosivt: De kommende 33 år vil befolkningen på det afrikanske kontinent blive fordoblet til 2,4 mia. Derefter aftager befolkningstilvæksten – men ikke mere, end at der ifølge FN vil være 4,4 mia. afrikanere i slutningen af århundredet – næsten lige så mange mennesker som i Asien til den tid.
Befolkningseksplosionen vil få de allerede store byer til at blive større. I dag er der tre såkaldte megabyer med mere end 10 millioner indbyggere på kontinentet, men i 2030 vil der være seks.
Lagos i Nigeria forventes at forøge sit nuværende indbyggertal på knap 13 mio. med omkring 730.000 nye indbyggere hvert år frem mod 2030. Antallet af byer med mellem 5 og 10 millioner indbyggere vil også vokse fra 3 til 12. Men den gruppe af byer, der vokser mest, er dem med op mod en million indbyggere.
Talrige rapporter fra institutioner som FN, Verdensbanken, udviklingsbanker og forsikringsselskaber har fremhævet, at urbaniseringen er en mulighed for at bringe vækst og stabilitet til en verdensdel, hvor nogle områder godt nok er både velstående og velfungerende, men hvor arbejdsløshed og fattigdom plager mange andre steder. Rapporterne afslører imidlertid også en række udfordringer.
»Den hidtil usete urbaniseringsvækst i Afrika har givet enorme udfordringer i form af utilstrækkelige boliger, vandforsyning, kloakering, transport og elektricitet. Den har også medført fattigdom i byerne og voksende ulighed,« advarede præsidenten for FN’s økonomiske og sociale råd, zimbabweaneren Frederick Musiiwa Makamure Shava, således i en tale sidste år.
Gennemsnitligt er befolkningerne i Afrika meget fattigere, end befolkningerne i eksempelvis Asien og Sydamerika var på samme tidspunkt i deres urbaniseringsproces. Omkring 60 procent af de afrikanske byboere arbejder i den ‘uformelle økonomi’. Det gør dem fattigere – men det gør også byerne og staterne fattigere. Og det gør det svært at finansiere såvel planlægning som investeringer i nødvendig infrastruktur.
»Vi har et problem med at inddrive skatter. Vi beskatter kun ti procent af den økonomiske aktivitet i byen,« forklarer lektor Kumelachew Yeshitela fra Ethiopian Institute of Architecture, Building Construction and City Development på Addis Ababa University.
Addis Ababa er endda en af regionens bedre fungerende byer, fortæller lektor Lise Byskov Herslund fra Københavns Universitets institut for landskabsarkitektur og planlægning:
»Der er mange interne magtkampe i bystyret, og byplanlæggerne er ikke stærke i forhold til eksempelvis entreprenører. Men der bliver lavet planer, slum bliver revet ned og erstattet med ordentlige boliger, og systemet er stærkere end i mange andre byer.«
Et af de steder, hvor planlægningen har været en udfordring, er i Dar es Salaam i Tanzania, forklarer Martha Mkupasi, der efter ti år som byplanlægger i millionbyen på østkysten nu er flyttet op til Victoriasøen i den nordlige del af landet:
»Vi havde en masterplan, men den udløb i 1999. Derefter blev der lavet en ny plan, men den blev aldrig godkendt af ministeriet, blandt andet fordi den hverken indeholdt en langsigtet vision for arealanvendelse eller guidelines til at styre byudviklingen.«
En ny plan er nu næsten færdiggjort, men i mellemtiden er indbyggertallet i Dar es Salaam vokset fra knap 3 millioner til knap 5,2 millioner. Cirka 70 procent af dem bor i slumområder.
Selv om forholdene i kontinentets slumområder hverken lever op til vestlige standarder eller FN’s udviklingsmål, skal de dog ikke nødvendigvis rives ned. Nogle ser slummen som en måde at bygge boliger på, der er billige nok til, at landbefolkningen har råd til at finde husly i byerne, og man skal ikke undervurdere potentialet i slummen i forhold til byernes andre problemer, mener Lise Byskov Herslund, som for tiden forsker i klimatilpasning af Afrikas storbyer.
»I den vestlige tankegang er man nødt til at have dræn, vandforsyning og kloakering, men det vil være alt for dyrt i mange afrikanske byer, og derfor bliver der ikke gjort noget. Men hvis man kan få folk til selv at bidrage til løsninger, kan man måske klare det på en anden måde.«
