LEC står for Light-Emitting Electrochemical Cells og spås at blive afløser for OLED ikke mindst på bøjelige overflader. Hidtil har det dog ikke været muligt at få den tynde plastfilm til at udsende tilstrækkeligt med lys ved et lavt energiforbrug. Men nu har forskere ved Umeås Universitet og det svenske firma LunaLec fundet en metode, hvorved de kan øge lysstyrken uden at øge energiforbruget.
LEC er en sandwich, hvori det lysemitterende, organiske lag er placeret mellem to ledende elektroder. Sættes strøm til elektroderne, vil cellerne lyse op i forskellige farver.
Forskerne har brugt eksperimenter og simuleringer til at nå frem til den rette blanding af komponenterne i den organiske film og de elektroder, der skal få de lysemitterende celler til at stråle i forskellige farver. Det nye, forskerne har fundet ud af, er, at de de kan opbygge det organiske materiale med små huller, som de kalder traps, som får elektronerne til at frigive lys på en mere energieffektiv måde, når de passerer igennem.
Fem gange så kraftig som almindelig tv-skærm
Resultatet er, at LEC’er nu kan lyse med 2.000 candela per kvadratmeter, hvilket er det samme som et OLED-panel og fire til fem gange stærkere end en almindelig tv-skærm. Den kraftige lysstyrke opnås ved, at 27,5 pct af den elektriske energi omsættes til lysenergi, hvilket er det samme som for et almindeligt lysstofrør.
»Tidligere har vi kunnet producere LEC, der var meget lysstærke, men ikke særligt energieffektive, eller energieffektive LEC, der kun havde et meget svagt lys. Med den nye metode har vi en LEC, der både er meget lysstærk og meget energieffektiv,« fortæller professor Ludvig Edman fra fysik-afdelingen på Umeå Universitet til ing.dk.
Selve den organiske film er ekstremt tynd og måler kun 100 nanometer, hvilket betyder, at der skal tusind lag til at få samme tykkelse som et menneskehår. Derfor vil man som regel placere filmen på f.eks. en plastoverflade for at give filmen stabilitet og struktur, men ifølge Ludvig Edman kan materialet overføres til et hav af overflader.
På langt sigt forestiller forskerne sig, at LEC-filmen kan bruges til belysning, hvor en film kan erstatte f.eks. lysstofrør eller man kan arbejde mere fleksibelt med, hvor der kan være lys. men i første omgang ser forskerne efter anvendelsesområder inden for medico, hvor behandling med lys kan være kompliceret og omstændeligt.
»En anvendelse kunne være spædbørn, der fødes med gulsot, der skal gennem en lysbehandling, før de bliver udskrevet fra hospitalet. Med vores teknologi kunne man nemt udvikle et lille tæppe, som forældrene kunne få med hjem, så behandlingen kunne foregå i hjemmet frem for på hospitalet,« uddyber Ludvig Edman.
