Ældrepukkel i ledningsnettet kan true elsikkerheden

17. oktober 2014 kl. 07:3320
Nye tal fra brancheorganisationen Dansk Energi viser, at 65 pct. af alle 10 kV-kabler vil være over 50 år i 2025 – og organisationen vurderer, at det vil medføre flere fejl i elsystemet, hvis ikke de fornys.
Artiklen er ældre end 30 dage

De næste ti år vil mængden af papirisolerede 10 kV-kabler med mindst 50 år på bagen eksplodere. Det viser en ny opgørelse, som brancheorganisationen Dansk Energi har foretaget.

Hvis de gamle kabler ikke skiftes ud i tide, vil det medføre øget risiko for fejl i elnettet, mener organisationen, som henviser til en anden rapport, der peger på, at fejl i elnettet allerede i dag i høj grad sker på 10 kV-kablerne, også kaldet APB-kabler.

Det er netselskabernes opgave at holde 10 kV-systemet kørende, men ifølge Dansk Energi har netselskaberne ikke penge nok til at sikre den udskiftning af de gamle kabler, som vil holde elnettet i den ønskede stand, og dermed øges antallet af fejl:

»Vi har kun penge til at investere 2,29 mia. kroner om året, mens der er brug for 2,79 mia. kroner frem mod 2020. Så vi vil rigtig gerne have lov til at opkræve flere penge fra forbrugerne til at betale disse udskiftninger med,« siger adm. direktør i Dansk Energi Lars Aagaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger på en meget stram regulering af elsektoren som årsag til, at der ikke er penge i kassen til at klare hele vedligeholdelsesopgaven. Alle netselskabernes indtægter er nemlig styret og reguleret fra det offentliges side, og der kommer årlige effektiviseringskrav fra Energitilsynet til netselskaberne.

For 2015 er der lagt op til, at netselskaberne skal effektivisere 4,7 pct. af de påvirkelige omkostninger, de havde i 2013.

Er det her ikke bare klynk fra jeres side, fordi netselskaberne er presset på indtjeningen?

»Hvis det er klynk at gå op i, om danskerne har strøm i kontakterne, så er det klynk. Men det synes vi ikke. VI synes, det er alvorligt, hvis danskerne får et elnet med en dårligere funktionalitet end i dag, for det tror vi ærligt talt ikke, befolkningen vil være tilfreds med,« siger Aagaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger på politikerne som dem, der har vedtaget at stille så skrappe krav til sektoren, og som derfor nu må lempe dem igen. Sådan at sektoren kan få penge ind til at finansiere både de aldrende kabler samt kommende investeringer i det smarte elnet – som fjernaflæste elmålere og ladestandere til elbiler.

Konkret sætter Lars Aagaard sin lid til en kommende afrapportering fra et elreguleringsudvalg, der snart skal komme med forslag til fremtidens regulering af elsektoren.

Læs også: Nu bliver elmonopolerne kulegravet

Ifølge opgørelsen ligger der 16.000 kilometer papirisolerede kabler rundt om i Danmark. Heraf er de 5.600 km allerede i dag over 50 år, mens dette tal vil ligge på 10.400 kilometer om blot ti år.

Den kraftige alderspukkel på distributionsnettet de næste 10-20 år skyldes elforbrugets historiske udvikling. Gennem første halvdel af det 20. århundrede voksede forbruget kun langsomt for så at stige markant i begyndelsen af 1960’erne og tage rigtig fart frem mod slutningen af 1980’erne.

På knap to årtier firedobledes således det danske elforbrug.

20 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
21
28. oktober 2014 kl. 20:50

Næmere en demokratisk systemfejl!

Her ansvarsfraskrivelse og (op)brug af tidligere generationers opsparing.

Problemet er, at hvis man forlanger at et privat selskab skal vedligeholde og forny installationer i samme grad (eller bedre) som ved overtagelsen, er værdien meget mindre eller endog negativ, og så kan man ikke trække penge ud til forbrug.

20
28. oktober 2014 kl. 17:36

Er det ikke endnu en af kabitalismens systemfejl vi er vidne til ?

18
20. oktober 2014 kl. 13:57

Desværre endnu et tydeligt symtom på at liberaliseringen af el-sektoren absolut ikke er forløbet som planlagt.
Hvorfor pokker prøver politikere så samme øvelse på vand-sektoren og snart også fjernvarme-sektoren ?

Fordi indtil nu har det jo set fint ud med hvordan det er gået med el-sektoren. De første 10 år har jo været billigere uden forringelser - ligesom da man holdt op med at vedligeholde jernbaneskinnerne. 10 år senere er alt jo fint - det er først efter 20, 30, 40 år eller mere at ting pludselig bliver helt vildt dyrt, da ALT skal udskiftes.

17
18. oktober 2014 kl. 19:24

Men i diskussionen om gamle kabler, der stadig virker, der vil jeg påstå at ingen får held med at få kablerne skiftet før der er fejl på kablerne...

For netselskaber består øvelsen også i netop at udskifte kablerne inden der er fejl ( eller fejl nok ) idet enkeltstående reparationer er forholdsmæssig dyre i sammenligning med udskiftning.

16
18. oktober 2014 kl. 19:12

Ud fra et teknisk synspunkt er det selvfølgelig korrekt, men i praksis er det nok dem "der skriger højest" der bliver hørt først.

Vi snakker om gamle kabler og afbrydelser. Ikke at man har en lav spænding (der dog overholder kravene) eller et lavt kortslutningsniveau. Gamle kabler er lige så gode som nye i de tilfælde hvor der er lav spænding eller et lavt kortslutningsniveau, men man kan forstærke nettet og løse problemerne... I den situation vil jeg ikke udelukke at nogen der råber højt kan presse sig ind foran andre der har større problemer, men ikke brokker sig... De fleste netselskaber forstærker kun et net hvis der er spændingsklager (eller at de alligevel skal forstærke af andre årsager). Men i diskussionen om gamle kabler, der stadig virker, der vil jeg påstå at ingen får held med at få kablerne skiftet før der er fejl på kablerne...

15
18. oktober 2014 kl. 16:59

Antallet afgøre ikke om det bedre kan betale sig at skifte et kabel i stedet for at reparerer det...

Ud fra et teknisk synspunkt er det selvfølgelig korrekt, men i praksis er det nok dem "der skriger højest" der bliver hørt først.

14
18. oktober 2014 kl. 10:28

I delområder uden tvivl også på kort sigt. Men hvis det f.eks. kun er få hundrede kunder, så vægter det jo ikke så meget vel ?

??? Selv hvis der kun er 10 kunder på en udføring, så vil deres forsyning blive repareret hurtigst muligt... Men ja, hvis der er flere tusind uden strøm, så søger man for at flest bliver forsynet hurtigst muligt... Antallet afgøre ikke om det bedre kan betale sig at skifte et kabel i stedet for at reparerer det...

13
18. oktober 2014 kl. 10:06

På lang sigt, ja...

I delområder uden tvivl også på kort sigt. Men hvis det f.eks. kun er få hundrede kunder, så vægter det jo ikke så meget vel ?

11
18. oktober 2014 kl. 07:07

Regeringerne har gennem tiden krævet at netselskaberne bruger færre og færre penge på vedligehold og ja, det betyder at selskaberne bruger deres penge der hvor de gør mest gavn. Man skifter ikke kabler bare fordi de når en hvis alder, men man reparerer dem til de har et vist antal skader og skifter først hele kablet når det bedre kan betale sig. Hvis netselskaberne bruger for mange penge på vedligehold, bliver de straffet. Det er derfor politisk besluttet hvor mange penge der må bruges.</p>
<p>Gennem de seneste år har de fleste netselskaber kabellagt deres 0,4 kV og 10 kV net. Dette har betydet en bedre forsyningssikkerhed og at der ikke skal bruges en masse penge på at hænge luftledninger op når efterårsstormene rammer hvert eneste år. Det gør også at der ikke er så mange penge til at vedligeholde på andre områder, f.eks. er der transformere der er over 60-70 år, relæer over 50 år, kabler over 50 år osv. De bliver først skiftet den dag de ikke virker mere (eller typen generelt begynder at have funktionsproblemer)... Men ja, de kabler der blev gravet ned for 40 år siden, bliver selvfølgelig ikke skiftet før de ikke virker mere...

Hvilket uomtvisteligt betyder at forsyningssikkerheden forringes. Danmark har p.t. en meget stabil forsyning, men mon ikke folk begynder at blive irriteret, når der kommer flere og flere udfald på elnettet.

10
17. oktober 2014 kl. 21:41

Jeg vil her citere en unavngivet tekniker fra et elselskab: "Efter privatiseringen laves der stort set ingen vedligeholdelse da det på papiret er billigere at reparere skader end at vedligeholde nettet" den bemærkning kom da jeg spurgte hvorfor min forsyningsledning ikke var skiftet for længst (der kom bogstavligt talt røg direkte op af jorden fra dette kabel).

Din forsyningsledning? Mener du kablet der forbinder dit hus til det fælles net? Hvis det er tilfældet må du bo i NRGI's område, for mig bekendt er de det eneste netselskab der ejer stikledningen... Tror du folk i resten af landet selv får skiftet deres stikledning når huset bliver 40 år gammelt?

Regeringerne har gennem tiden krævet at netselskaberne bruger færre og færre penge på vedligehold og ja, det betyder at selskaberne bruger deres penge der hvor de gør mest gavn. Man skifter ikke kabler bare fordi de når en hvis alder, men man reparerer dem til de har et vist antal skader og skifter først hele kablet når det bedre kan betale sig. Hvis netselskaberne bruger for mange penge på vedligehold, bliver de straffet. Det er derfor politisk besluttet hvor mange penge der må bruges.

Gennem de seneste år har de fleste netselskaber kabellagt deres 0,4 kV og 10 kV net. Dette har betydet en bedre forsyningssikkerhed og at der ikke skal bruges en masse penge på at hænge luftledninger op når efterårsstormene rammer hvert eneste år. Det gør også at der ikke er så mange penge til at vedligeholde på andre områder, f.eks. er der transformere der er over 60-70 år, relæer over 50 år, kabler over 50 år osv. De bliver først skiftet den dag de ikke virker mere (eller typen generelt begynder at have funktionsproblemer)... Men ja, de kabler der blev gravet ned for 40 år siden, bliver selvfølgelig ikke skiftet før de ikke virker mere...

Hvor mange mennesker skifter hele deres el-installation ud der hjemme, bare fordi den er blevet 40 år gammel? Vil i betale for at netselskaberne skifter et kabel der virker fordi det er blevet 40 år?

8
17. oktober 2014 kl. 20:55

Installationer skal fornyes for ikke at give problemer på sigt.
Jeg vil her citere en unavngivet tekniker fra et elselskab: "Efter privatiseringen laves der stort set ingen vedligeholdelse da det på papiret er billigere at reparere skader end at vedligeholde nettet" den bemærkning kom da jeg spurgte hvorfor min forsyningsledning ikke var skiftet for længst (der kom bogstavligt talt røg direkte op af jorden fra dette kabel).

Desværre endnu et tydeligt symtom på at liberaliseringen af el-sektoren absolut ikke er forløbet som planlagt. Hvorfor pokker prøver politikere så samme øvelse på vand-sektoren og snart også fjernvarme-sektoren ?

7
17. oktober 2014 kl. 19:54

Det er vel ikke specielt for 10kV nettet Veje og kloakker har samme problemer.

I DK fokuseres der meget på nye store projekter, som giver stor presse dækning. Det kniber meget med den alm vedligeholdelse...

I København kommune er sandfiltrene på kloakker i vejne ikke blevet tømt i mange år, med resultat at der står store vandpytter længe (dage) efter det er holdt op med at regne. Men der er et stort projekt som skal sikre mod 100års regnen.

6
17. oktober 2014 kl. 13:56

Det her er kun to af virksomhederne og deres profit overstiger det samlede ekstra beløb som de ønsker at kunne opkræve i ekstra afgifter fra os, forbrugerne.

Det er også to forkerte virksomheder. Du skal finde regnskaberne for "NRGI Net" og "Dong Energy Eldistribution A/S".

At tage de samlede tal for "NRGI" og "Dong Energy", svarer lidt til at sige at der for stor fortjeneste i jernbanebranchen, og det derfor ikke kan passe at Banedanmark skal bruge ekstra penge til elektrificering af togbanerne (eller vedligehold). Infrastruktur er meget opdelt "i gennemsigtighedens navn", men det gør desværre bare at det ofte bliver endnu mere mudret for folk hvad der snakkes om, specielt når de forskellige virksomheder har næsten end navne.

5
17. oktober 2014 kl. 11:21

Installationer skal fornyes for ikke at give problemer på sigt. Jeg vil her citere en unavngivet tekniker fra et elselskab: "Efter privatiseringen laves der stort set ingen vedligeholdelse da det på papiret er billigere at reparere skader end at vedligeholde nettet" den bemærkning kom da jeg spurgte hvorfor min forsyningsledning ikke var skiftet for længst (der kom bogstavligt talt røg direkte op af jorden fra dette kabel).

4
17. oktober 2014 kl. 09:26

Liste over nedskrivninger i 2009-2012, man må formode at tallet er steget:https://ing.dk/artikel/elselskaber-taber-milliarder-pa-bredbandsatsninger-129162

Dong alene har tabt omkring 1.5 mia på at grave fiber ned og sælge det til spotpris: https://ing.dk/artikel/fibernet-har-kostet-dong-dyrt-121389

Et lignende beløb tabes med Skyline som nær trak Elro med ned: https://www.energy-supply.dk/article/view/81810/elros_skyline_gar_konkurs

En god liste over deciderede konkurser: https://www.computerworld.dk/art/217402/offline-nedtur-her-er-fem-store-bredbaandskollaps

3
17. oktober 2014 kl. 09:01

Er tallet som el-selskaberne besluttede at bruge på bredbåndeventyr i 00'erne uden at have noget branchekendskab og uden fungerende modeller for at tjene investeringen hjem igen.

Jeg har selv siddet til møde med en fantast (telechef) fra Seas-NVE som blærede sig med at de jo ikke skulle tjene pengene indenfor normale horisonter som de private aktør; faktisk tog man det helt roligt at den forventede tilbagebetalingstid var 15 år. Som aktør i delvist samme branche chokerede det mig fordi alt deres udstyr ville skulle udskiftes mindst en gang indenfor den horisont og målet om profit derfor var fuldstændig uopnåeligt. Derudover var de produkter de tilbød ikke tilpasset kundernes ønsker så det var kun folk i deres eget forsyningsområde der valgte dem hvis de ikke havde andre muligheder.

Selv samme mand var pavestolt over det tomateventyr Seas i 90'erne kastede sig over og som ledte til økonomisk diskurs så Seas blev tvunget til fusion med NVE. Det var nemlig politikernes skyld at det ikke gik; det forhold at markedet ville være blevet oversvømmet med tomater og at de ingen erfaring havde med afsætning var ikke relevant for ham.

Nuvel, op imod 15 milliarder blev samlet sat af og i hvert fald 5 milliarder er med sikkerhed tabt allerede. Og nu hører vi så at der mangler sølle 3 milliarder frem til 2020... ((2.79 mia - 2.29 mia) x 6 år). Det er så skandaløst at der ikke kan formuleres på rimeligvis indenfor rammerne af det skrevne sprog.

Det var politikerne som gav dem lov at bruge pengene som de havde lyst (hvilket er kritisabelt da det er konkurrenceforvridende at sende "offentlige" midler ud i fri kamp mod den private sektor på den måde). Og det var elselskaberne der besluttede hvordan de skulle formøbles (hvilket er kritisabelt fordi viden om el i en monopolverden ikke giver viden om alt muligt andet på det fri markede).

Hvordan kunne det ske? Det er vores penge som gennem generationer er blevet tvangsopkrævet gennem for høje tariffer, der blev sendt ned i et hul. Og det er vores penge der nu skal tvangsopkræves endnu mere for at kompensere for det. Er det ikke en hån mod os som borgere?

Her er en enkelt af mange kilder: https://www.computerworld.dk/art/216937/fiberselskab-buldrer-ind-i-k-benhavn-med-stork-b

2
17. oktober 2014 kl. 08:39

Ja, der er må være en eller anden forklaring - NRGI tilbagebetaler endda penge til deres medlemmer.

1
17. oktober 2014 kl. 08:25

Hvis man udelukkende kigger på NRGI, så havde de et overskud på 221 millioner kroner (før skat) i 2012 (https://www.energy-supply.dk/article/view/101831/stort_overskud_til_nrgi) Dong tjente 474 millioner efter skat i 2012 (https://borsen.dk/nyheder/virksomheder/artikel/1/256410/overskud_paa_halv_milliard_i_dong.html) Det her er kun to af virksomhederne og deres profit overstiger det samlede ekstra beløb som de ønsker at kunne opkræve i ekstra afgifter fra os, forbrugerne.

Man kan sige at de burde have indregnet det i deres budgetter - det kan ikke komme helt bag på dem at ledningerne blev for gamle med tiden...