Advokater stempler EU’s slækkede emissionsaftale som ulovlig

Bliver lovforslaget om at hæve den tilladte grænse for NOx-udledning med 110 pct. vedtaget, vil det være i strid med EU’s egen lovgivning. Det påpeger en analyse foretaget af miljøadvokater fra ClientEarth.

Bliver de ny NOx-værdier, efter hvilke det vil være tilladt at udlede over dobbelt så mange sundhedsskadelige partikler som i dag, vedtaget, strider det imod EU’s egen lovgivning.

Det mener advokater fra miljøadvokatgruppen ClientEarth.

De har udarbejdet en juridisk analyse af lovforslaget, hvor konklusionen er soleklar:

‘Kommissionen har truffet en politisk beslutning om at favorisere bilproducenternes kommercielle interesser over beskyttelsen af europæiske borgeres sundhed. Beslutningen er derfor ulovlig, og Europa-Parlamentet bør nedlægge veto’, står der i analysen.

Læs også: 110 procent mere NOx kan blive nedstemt i EU

ClientEarth plejer at mene det alvorligt, når de går ind i forureningsdebatter. Sidste år slæbte de således den britiske regering i retten for ikke at overholde grænserne for luftforurening - og vandt. Og så sent som i sidste uge truede de med at trække Skotlands regering samme vej.

Overtræder EU-lovgivningen

Grunden til, at det er ulovligt, skal findes i beføjelserne for kommissionen, som er i besiddelse af en implementerende magt.

Læs også: Ny test tillader fri NOx-forurening i koldt vejr

Det giver dem således kun tilladelse til at bestemme og udforme tekniske specifikationer i et lovforslag, mens deciderede politiske beslutninger skal træffes af parlamentet, der også endeligt skal vedtage kommissionens forslag.

ClientEarth argumenterer, at kommissionen har foretaget et politisk valg, når de har valgt at lempe grænseværdier for NOx-udledning så markant, som de har. Det er en beslutning truffet til fordel for bilfabrikanterne på bekostning af europæiske borgeres helbred.

Læs også: Ngo: Disse fem krav kan gøre EU's NOx-test mere virkelighedstro

‘Dette er en politisk beslutning, som overskrider rammerne for den implementerende magt og er i strid med Euro 6-værdiernes mål om gradvist at begrænse emissionerne fra køretøjer for at opfylde målsætningerne om luftkvalitet. Det overskrider den implementerende magt givet af EU-lovgivningen og er derfor ulovligt,’ lyder det i ClientEarths analyse.

Afstemning i februar

EU-Parlamentet skulle på et plenarmøde i sidste uge have stemt om de slækkede emissionskrav, som er prisen for at få indført virkelighedstesten for dieselbiler, kendt som RDE (Real Driving Emissions).

Afstemningen er imidlertid blevet udsat til begyndelsen af februar.

Ender parlamentet med at vedtage lovforslaget, som kommissionen er blevet enige med EU’s 28 medlemslande om, vil emissionsgrænserne blive implementeret som planlagt. Dog har ethvert medlemsland en formel mulighed for at bringe sagen til EU-Domstolen, men eftersom kun Holland stemte imod forslaget ved dets udarbejdelse i oktober, virker sådan et tilfælde yderst usandsynligt.

Læs også: Kompromis: EU’s dieselbiler må udlede dobbelt så meget NOx de næste fem år

Hvis parlamentet er enige med ClientEarths vurdering, kan de nedlægge veto mod forslaget, hvilket vil sende kommissionen og medlemslandene tilbage til tegnebrættet for at udarbejde et nyt forslag.

Både kommissionen og bilindustrien har udtrykt bekymring over et sådant scenarie. De mener, det vil forsinke hele processen med at få indført virkelighedstesten og kaste bilindustrien ud i uklarhed og uvished omkring fremtidens krav.

Kommentarer (0)