Åbning på vej for kloning af dyr

Der er ved at ske et holdningsskred til fordel for dyrekloning i Danmark. Regeringen har planer om at ophæve det danske forbud imod kloning af dyr. Mens regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, siger kategorisk nej til at røre ved det danske forbud, så er Socialdemokratiet nu mere åben over for at give danske forskere lov til at klone dyr.

»Der er sket temmelig meget, siden vi vedtog at forbyde kloning af dyr i Danmark. Jeg vil ikke længere afvise dyrekloning. Men vi vil kun tillade det, hvis det skal bruges til noget meget fornuftigt,« siger Socialdemokratiets forskningsordfører, Lene Jensen.

Som en direkte konsekvens af nyheden om verdens første klonede får, Dolly, fik Socialdemokratiet i 1997 vedtaget i Folketinget, at det ikke skulle være tilladt at klone dyr i Danmark. Forbuddet blev dengang vedtaget med et snævert flertal, men nu tyder meget på, at stemningen er ved at vippe over til et ja til kloning.

For nyligt udtalte Det Etiske Råd, at det er klar til at acceptere, at forbuddet mod dyrekloning i Danmark bliver ophævet. Etisk Råd frygter ikke længere at kloning af dyr vil udgøre en glidebane i retning af, at der også bliver åbnet for forsøg med menneskekloning. Lene Jensen er enig i Etisk Råds nye udmelding:

»Jeg er heller ikke længere bekymret for glidebaneproblematikken. Men det betyder ikke, at vi bare vil være med til at give forskerne lov til at klone løs. For eksempel er kloning af kæledyr noget pop, som vi ikke skal tillade. Men i det omfang, at det handler om at klone dyr til brug i medicinske forsøg, så mener jeg, at situationen er en anden,« siger hun.

Venstre glæder sig

Venstres forskningsordfører, Hanne Severinsen, glæder sig over, at der med Socialdemokratiets tilsyneladende skred, nu tegner sig et flertal for at tillade kloning af dyr i Danmark:

»Vi vil gerne have ophævet forbuddet. Det giver ikke nogen mening, at forhindre danske forskere i at deltage i den forskning, der alligevel foregår i dyrekloning. Der er ingen grund til, at dansk forskning sakker bagud,« siger hun.

Regeringen er afhængig af støtte fra Socialdemokratiet, hvis dyrekloning skal tillades, idet Dansk Folkeparti afviser at ophæve det danske forbud.

»Jeg kan simpelthen ikke se nogen grund til, at vi skal klone hverken mennesker eller dyr. Både af hensyn til dyrene og fordi jeg ikke mener, at man bare uden videre skal kaste sig ud i sådanne grænseoverskridende teknologier, så bliver det er nej fra Dansk Folkeparti, hvis regeringen nu fremsætter forslag om at tillade kloning af dyr,« siger Dansk Folkepartis Christian H. Hansen, der er formand for Folketingets fødevareudvalg.

Som vi fortalte i Ingeniøren i sidste uge (12/02), så går forskere på Danmarks Jordbrugsforskning i Foulum inden for en måneds tid i gang med et forsøg, hvor en række kvier bliver insemineret med klonede ko-æg. Hvis det danske forbud imod kloning af dyr bliver ophævet, kan det betyde, at den første danske klonede kalv vil kunne blive født inden jul.