Åbne standarder i samfundets interesse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Åbne standarder i samfundets interesse

Det har altid været og vil altid være vigtigt, at vi kan tale sammen. I disse tider taler vi i høj grad sammen med teknikkens hjælp. Hvis det skal fungere, er det nødvendigt, at vi er enige om, hvordan det skal foregå. Midlet til dette er åbne tekniske standarder, der betyder, at enhver i princippet kan udvikle et produkt, som kan fungere på lige fod med alle andre produkter af samme slags.

Telefonnettet og Internettet er eksempler på kommunikationssystemer, der bygger på åbne standarder. Hvad angår Internettet har vi dog i løbet af de seneste fem år set en del forsøg fra de større spillere på at monopolisere kommunikationen ved at distribuere software, der bevidst ikke overholder standarderne.

Et tidligt eksempel på dette var browseren og hjemmesideeditoren Netscape, der ikke tog meget hensyn til HTML-standarden. Siden har Microsoft Explorer videreført denne dårlige praksis med egne "udvidelser" af standarden.

Det er selvfølgelig ikke kun, når vi surfer på Internettet, at det er vigtigt, at der er åbne standarder for kommunikationen. Når to ministerier, der bruger hvert sit computersystem, gerne vil sende tekstbehandlingsfiler til hinanden, er det også nødvendigt med en åben standard for filformatet. Uden en åben standard - og programmer der overholder den - vil man ofte komme ud for, at man ikke kan læse hinandens tekstbehandlingsfiler. Den slags giver meget unødvendigt besvær og er i vejen for den effektive kommunikation, som alle kan se fornuften i at opnå. Et åbent format for tekstbehandlingsfiler betyder, at de forskellige softwareleverandører relativt nemt kan sørge for, at deres programmer kan læse og skrive filerne.

Katastrofalt alternativ
Af hensyn til samfundet er det vigtigt, at man vælger åbne standarder frem for at diktere, at alle skal bruge et bestemt produkt. Hvis man pålægger alle borgerne at bruge et bestemt program
- f.eks. når de udfylder selvangivelse elektronisk - så er det nødvendigt, at leverandøren af dette produkt er underlagt hård regulering, ganske som elnettets ejere er.

Alternativet kan været katastrofalt, og specielt når man tænker på, hvilken magt der reelt ligger i at have et monopol. Hvis man derimod blot vælger (eller om nødvendigt definerer) en åben standard for, hvordan man udveksler oplysningerne, kan alle interesserede softwareleverandører være med på markedet. Det giver et sundt grundlag for konkurrence på markedet, hvilket ofte giver bedre og billigere produkter - noget som vi alle får glæde af.

Tvang

Hvorfor overholder f.eks. Microsoft ikke anerkendte standarder eller i det mindste publicerer dataformater åbent? Når et firma er så markedsdominerende, som Microsoft er i dag, så er det nærliggende at spørge sig selv om, hvorfor giganter på IT-området ikke tvinges til at anvende åbne standarder for dataudveksling. Ordet tvang er aldrig rart - men det kan give god mening at beskytte borgere her. Alene for at filer til stadighed kan læses i fremtiden, giver det mening med åbne formater. Hvis Microsoft i kommende versioner af Office-pakken ikke længere kan åbne WordPerfect-filer, eller Word95-filer, så er der i praksis kun et par år til, at de filer bliver ulæselige.

Bolden går nu videre til Microsofts nordiske chef, Jens Moberg, for at høre firmaets tanker om åbne filformater, samt deres forhold til etik, når Microsoft reelt set har en monopolstatus.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først