Den 76-årige amerikanske matematiker Karen Keskulla Uhlenbeck modtager Abelprisen 2019 for sit gennembrud inden for geometriske partielle differentialligninger, gaugeteori og integrerbare systemer, og for den fundamentale indflydelse hendes arbejder har inden for analyse, geometri og matematisk fysik.
Sådan lyder den officielle begrundelse fra Det Norske Videnskaps-Akademi, der uddeler den eftertragtede pris.
Abelprisen er opkaldt efter Norges og Nordens største matematiker nogensinde: Niels Henrik Abel. Modtageren indstilles af en komité på fem medlemmer, som er nedsat af Det Norske Videnskaps-Akademi efter indstilling fra internationale matematikorganisationer. Prisen er på 6 millioner norske kroner og vil blive overrakt ved en ceremoni i Oslo 21. maj af kong Harald V.Abelprisen
Gaugeteori er det matematiske sprog, som anvendes inden for teoretisk fysik i forbindelse med eksempelvis partikelfysik, strengteori og generel relativitetsteori.
Hendes seneste artikel inden for dette område er fra sidste år skrevet sammen med Penny Smith. Men også inden for andre områder har hun gjort sig bemærket.
»Hendes teorier har revolutioneret forståelsen af minimale overflader, som f.eks. sæbeboblers overflader, og mere generelt minimeringsproblemer i højere dimensioner,« udtaler Hans Munthe-Kaas, der er leder af Abelkomiteen.
Hun er den første kvinde, der modtager Abelprisen, der har været uddelt siden 2003. Hun var også den kun anden kvinde, der har været hovedtaler ved matematikernes fornemmeste møde International Congress of Mathematicians. Det skete i 1990.
Emmy Noether, der er mest kendt for at vise, at fysikkens bevarelseslove for energi og bevægelsesmængde følger direkte af invarianser eller symmetrier, var den første i 1932.
Til trods for disse anerkendelser mener den britiske teoretiske fysiker Jim Al-Khalili, der præsenterede Karen Uhlenbecks hovedresultater ved offentliggørelse af dette års Abelprismodtager, at hendes indsats har været undervurderet.
»Hendes arbejder har ført til nogle af de største fremskridt inden for matematikken de seneste 40 år,« siger han.
Niels Henrik Abel (1802-1829)
Niels Henrik Abel blev født 5. august 1802 i Stavangerområdet som borger i det dansk-norske dobbeltrige. Han blev student i 1821 fra katedralskolen i Christiania (det nuværende Oslo), samtidig med at han arbejdede med sit første store matematiske gennembrud: beviset for, at femtegradsligningen ikke kan løses ved roduddragning, på samme måde som eksempelvis en andengradsligning kan løses ved kvadratroduddragning. Formler for løsninger til tredjegrads- og fjerdegradsligninger var også kendte på Abels tid, men femtegradsligninger havde ingen kunnet knække - Abel beviste, at der ikke findes en generel løsningsformel for femtegradsligninger.
I 1824 havde han på seks små sider sammenpresset sine arbejder med femtegradsligningen på fransk. Men det var blevet næsten uforståeligt og blev derfor ikke den forventede adgangsbillet til den europæiske matematikverden. Europas førende matematiker, Carl Friedrich Gauss i Göttingen, ville end ikke læse afhandlingen, som Abel sendte til ham!
Abel fik i 1825 et stipendium til at rejse til Gauss i Göttingen og videre til Paris. Han rejste via København, hvor han besluttede sig for først at tage til Berlin, hvor han mødte den matematikinteresserede ingeniør, August Leopold Crelle, der var i færd med at udgive et nyt matematiktidsskrift, som Abel straks blev storleverandør til.
Efter ti måneders rejse kom Abel i juli 1826 til Paris uden at have været forbi Gauss i Göttingen. I Paris indleverede han i slutningen af oktober en afhandling om elliptiske integraler, der skulle bedømmes af Legendre og Cauchy. De lagde Abels afhandling til side og glemte den helt. Abel vendte skuffet, fattig og træt tilbage til Norge, hvor han fik lidt undervisningsopgaver ved universitetet i Christiania. Under sygdom i efteråret 1828 forsøgte han at sammenskrive hovedtankerne fra Paris-afhandlingen, som han troede var gået tabt, men tuberkulosen fik overhånd, og 6. april 1829 sluttede Niels Henrik Abels alt for korte liv.
Fra Paris blev det to dage senere bekendtgjort, at Paris-afhandlingen var fundet igen, og den blev straks anerkendt som et mesterværk. Og fra Berlin skrev Crelle, at der nu var garanteret et professorat ved universitetet til Abel.
