AAU kåres igen som Europas bedste ingeniøruniversitet
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

AAU kåres igen som Europas bedste ingeniøruniversitet

Illustration: Aalborg Universitet

Har man ambitioner om at studere på Europas bedste ingeniøruniversitet, så må man løse billet til Aalborg.

Aalborg Universitet (AAU) er nemlig kåret som Europas bedste og verdens fjerdebedste inden for ingeniørvidenskab på den amerikanske rangliste Best Global Universities for Engineering, som U.S. News & World Report netop har udgivet.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Dermed bevarer det nordjyske universitet sin placering fra sidste år. Og skulle nogen være i tvivl om det danske universitets ry i udlandet, så placerede en MIT-rapport fra foråret også AAU som det fjerdebedste i verden.

Ved andre kåringer har universitet selv peget på, at AAU's problembaserede læringsmodel kombineret med stære forskningsmiljøer har medvirket stærkt til den fornemme placering. Det fremhæver rektor Per Michael Johansen også denne gang:

»Lidt ubeskedent og ikke særlig nordjysk, så er vi bare blandt de bedste i verden på dette felt; vi har nogle superstærke forskningsmiljøer, stærke samarbejdspartnere og en unik undervisningsmodel, der tager udgangspunkt i løsningen af virkelige problemer.«

Forskning løser verdensmålene

Per Michael Johansen peger på, at forskningen i høj grad bidrager til at løse FN’s 17 verdensmål, bl.a. det om bæredygtig energi. Det betyder, at virksomheder fra hele verden placerer medarbejdere på universitets campus. Det drejer sig bl.a. om Danfoss, Vestas, China State Grid og Fuji Electric.

Rektor vender også blikket mod universitetets dygtige forskere og medarbejdere på ingeniørfeltet for at finde en årsag til succesen:

»Stort cadeau til alle ansatte for denne fornemme placering. Resultatet er også et udtryk for et langt sejt træk, hvor AAU har arbejdet hårdt for at skabe en unik ingeniørprofil,« siger Per Michael Johansen.

Kåringen vækker glæde hos adm. direktør i Cowi, Lars-Peter Søbye, der selv er udannet civilingeniør fra AAU:

»Hos Cowi lever vi af at være de dygtigste til at rådgive. Det kan vi kun være, hvis de studerende, der kommer fra universiteterne, har adgang til den ypperste forskning. Derfor er det til gavn for dansk industri, når Aalborg Universitet er med helt i toppen,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Går frem på forskningsområder

Det er ikke kun inden for ingeniørvidenskab, at AAU er i fremgang på den nye rangliste fra U.S. News and World Report. På en lang række andre felter har AAU forbedret sig markant og opnår derfor en samlet plads som nummer 260 ud af verdens cirka 17.000 universiteter.

U.S News noterer også en fremgang til AAU inden for områderne IT, klinisk medicin, miljøvidenskab, neuroscience, biologi & biotech, og i hvert af disse områder ligger AAU nu i top 500 i verden.

Man må håbe, at disse resultater og den meget brede internationale anerkendelse heraf slår igennem, når vi fra samfundets side - læs: ministerierne - tildeler midler. Både til forskningen og til den daglige undervisning.

For vi kan jo se, at det virker, det der laves på AAU.

  • 10
  • 0

Caveat Emptor

Når de unge poder skal vælge uddannelse, vil det være fordelagtigt for dem at sætte sig ind i kriterierne for placeringen på ranglisten. Et par minutters indsats vil hjælpe dem afgørende når anprisningens lys blænder.

  • 0
  • 1

Brian, når der i artiklen anføres at "Har man ambitioner om at studere på Europas bedste ingeniøruniversitet, så må man løse billet til Aalborg." så skylder man læseren at forklare hvilke kriterier et universitet bedømmes ud fra på den pågældende rangliste.

Det er ikke altid sikkert at en høj placering på en af de mange ranglister egentligt har noget at gøre med den uddannelse de unge får ved at studere der. Hvis den fine placering er opnået ved at antallet af publikationer er højt og ens omdømme er godt, kan man ikke drage den konklusion at undervisningen bliver fremragende og ens karriere senere hen bliver en solstrålehistorie.

Mit mål er ikke at forklejne det forskningsmiljø der er skabt, men at påpege overfor den unge person at et universitetsvalg med fordel kan betragtes som en investering i klasse med et hus eller en dyr bil og derfor bejler til omtanke og fornuftige handlinger. Selv indenfor et universitet er der variation i kvaliteten af de forskellige retninger af ingeniøruddannelser...

  • 3
  • 1

Lennart, Det er en selvfølgelighed.

Men det står jo allerede i atiklen at det handler om både undervisningen, forskningen og samarbejde med erhvervslivet.

  • 0
  • 0

Netop fordi du konkluderer at det allerede står i artiklen, er der god grund til at sætte sig ind i ranglistens bagvedliggende algoritme. Det er ikke uvæsentligt at være klar over betydningen af "bedst". Men det ved du allerede....

Hvis man vil lidt dybere kan man følge linkene til :
https://www.usnews.com/education/best-glob...
hvor man kan læse at ranking er baseret på publikationer og en række efterbehandlinger af diverse paramtre. Det er så det AAU er bedst til i Europa.

Jeg vil tillade mig ikke at være mere specifik end dette, for ikke at trætte for mange med en tråd der potentielt går mod uendelig ;)

  • 3
  • 1

[...]hvor man kan læse at ranking er baseret på publikationer og en række efterbehandlinger af diverse paramtre. Det er så det AAU er bedst til i Europa.

Der linkes også til en MIT-rapport fra sidste år, hvor undervisningsformen fremhæves ifm. en placering som det bedste europæiske universitet.

Artiklen baserer sig derfor på resultatet fra to ranglister (med forskellig metode) for at nå til sin konklusion.

NB: Jeg læste min bachelor på AAU og min kandidat på DTU :)

MIT-rapporten: http://neet.mit.edu/wp-content/uploads/201...

  • 8
  • 0