AAU efter krav om færre studiepladser i storbyer: Lukker syv STEM-uddannelser i København

Illustration: Aalborg Universitet

»Et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg. Et specialiseret STEM-campus i København med fokus på bæredygtighed og it. Udflytning af to studier til Hjørring og et til Esbjerg. I første omgang lukning for optag på 18 uddannelser. Men plads til udvikling af både eksisterende og helt nye uddannelser.«

Sådan ser Aalborg Universitets plan ud for den udflytning eller nedlukning af studiepladser i storbyerne, der blev stemt igennem af et bredt politisk flertal i sommeren 2021.

Det bliver primært samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser på Aalborg Universitets campus i København, der kommer til at lukke. De syv STEM-uddannelser, der skal lukkes ned i hovedstaden, vil ifølge Rektor på AAU, Per Michael Johansen, fortsat være tilgængelige på andre uddannelsesinstitutioner i København eller Roskilde.

»Vi kommer til at strømline vores STEM-uddannelser på campusset i København, så fokus bliver lagt på bæredygtighed og IT. Omstruktureringen er som sådan ikke en svækkelse af STEM-uddannelserne, hverken i København eller Aalborg,« udtaler Per Michael Johansen.

AAU omprioriterer fremfor at udflytte

Omstruktureringen tager udgangspunkt i de 7680 studiepladser, som universitetet havde i 2019, men egentlig skal hele 1761 studiepladser lukkes ned. Siden 2019 har Aalborg Universitet nemlig etableret flere nye IT-uddannelser på campus i København, og på samme tid har de medregnet en stigning på 538 pladser til nye optag i den foreløbige plan om omstrukturering frem til 2030, så de fortsat vil kunne udvikle og udvide uddannelsesporteføljen. Blandt andet vil universitetet etablere uddannelsen Bæredygtige Byggeprocesser.

»Vi har også flere tekniske uddannelser i støbeskeen, som tager afsæt i bæredygtighed, men vi tager processen med udflytning og nedlukning i flere etaper. Så må vi se, hvordan de nye uddannelser nærmere kommer til at se ud,« siger Per Michael Johansen.

Illustration: Aalborg Universitet

|De teknologiske uddannelser, der lukkes ned ved AAU's campus i København er: bachelor i teknoantropologi, kandidat i teknoantropologi, kandidat i innovativ kommunikationsteknik og entrepreneurskab, kandidat i landinspektørvidenskab, kandidat i lyd- og musikteknologi, kandidat i by, bolig og bosætning samt kandidat i ledelse og informatik i byggeriet.

Mens Aalborg Universitet satser på et bredt udbud af IT-uddannelser i København frem for at flytte dem væk fra storbyen, vil Syddansk Universitet flytte dele af Data Science-uddannelsen fra Odense til Kolding.

Ifølge Per Michael Johansen har det givet bedre mening for AAU at satse på et bredt uddannelsesudbud i Aalborg, skærpe fokus på STEM-uddannelser i København og nedlægge uddannelser, der kan varetages af andre institutioner, end at flytte flere uddannelser væk fra storbyen.