Aarhus Universitet trækker kontroversiel oksekødsrapport tilbage

2. september 2019 kl. 12:566
Aarhus Universitet trækker kontroversiel oksekødsrapport tilbage
Illustration: mikeledray / Bigstock.
Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på Aarhus Universitet trækker sin rapport om klimabelastningen fra oksekød tilbage, da den ikke lever op til universitetets standarder omkring armslængde og uafhængig forskning.
Artiklen er ældre end 30 dage

Den omstridte rapport om okse- og kalvekøds klimapåvirkning lever ikke op til de standarder, som Aarhus Universitet har for uafhængig forskning og god forskningsskik. Derfor trækkes rapporten nu tilbage.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) på Aarhus Universitet i kølvandet på, at Dagbladet Information har afdækket, at Landbrug & Fødevarer har skrevet afsnit i rapporten og påvirket en pressemeddelelse om resultaterne.

»I denne sag kan der stilles spørgsmål ved armslængden til erhvervsinteresser; bl.a. fordi erhvervspartnere har haft lejlighed til at give input og kommentarer under skrivning af rapport og pressemeddelelse. Det lever ikke op til de standarder, universitetet har omkring uafhængig forskning og god forskningsskik, og vi har derfor valgt at trække rapporten tilbage. Vi kan ikke leve med at sådanne forhold skaber tvivl i offentligheden om universitetets integritet og der vil nu blive strammet op på procedurerne. Da rapporten ikke lever op til vores normale standarder om armslængde, leverer vi de bevilgede midler fra Kvægafgiftsfonden tilbage.« siger Niels Halberg, direktør i DCA i en pressemeddelelse.

Læs også: Rapport talte oksekødets CO2-aftryk ned: »Underlig sammenligning« var betalt af landbruget

Rektor bad om reaktion

Reaktionen kommer, bare få dage efter universitetets rektor, Brian Bech, kritiserede tilblivelsen af rapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Ud fra det, der foreligger nu, er den omtalte rapport udarbejdet i et stærkt kritisabelt forløb, hvor der er sket brud på armslængdeprincippet. Rapporten lever ikke op til grundlæggende principper for uafhængighed. Det er bl.a. ikke acceptabelt, at eksterne parter skriver dele af rapporter, der udgives som rapporter fra Aarhus Universitet Rapporten bryder endvidere med gældende retningslinjer på universitetet. Jeg forventer, at Science and Technology omgående tager de nødvendige skridt for at komme til bunds i denne sag og drage de nødvendige konsekvenser, sagde Brian Bech i en nyhed på Aarhus Universitets hjemmeside i fredags.

To dage senere, i søndags, valgte Landbrug & Fødevarer at betale 455.000 kroner tilbage, som interesseorganisationen havde fået af Kvægafgiftsfonden til at lave den omstridte rapport om oksekøds miljø- og klimabelastning i samarbejde med Aarhus Universitet, og nu følger Aarhus Universitet så også trop og tilbagebetaler det beløb, de har fået af Kvægafgiftsfonden.

Rapporten konkluderer, at klimaaftrykket for danskproduceret oksekød blot udgør 11-15 procent af klimabelastningen fra danskernes fødevareforbrug, mens klimabelastningen fra slik, øl og kaffe tilsammen udgør hele 28 procent. Ifølge en række forskere fra danske universiteter er rapportens tal opgjort på en kritisabel måde, hvor klimabelastningen er skævvredet til oksekødets fordel.

Blandt andet har man ikke medregnet den såkaldte indirekte arealanvendelse i regnskabet for kødets klimabelastning, som dækker over den øgede udledning af drivhusgasser, der følger med, når et naturområde omlægges til landbrug ved en stigende efterspørgsel på oksekød. Siden har Information også afsløret, hvordan Danish Crown og Landbrug & Fødevarer reelt har skrevet dele af rapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I kølvandet på Informations afsløringer, har SF og Enhedslisten bedt forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om en redegørelse i sagen samt et svar på, hvordan hun vil sikre sig mod lignende sager fremadrettet.

Læs også: Eksperter kritiserer rapport om oksekøds klimabelastning: Ubrugelig og fuld af fejl

Sendes til peer review

Selvom rapporten nu trækkes tilbage, er den ikke endegyldigt kasseret. For forskerne bag står stadig bag resultaterne.

»Vi sætter pris på, at rapporten og dens resultater nu bliver sendt til peer review, så der kan komme fokus på de vigtige resultater,« skriver seniorforsker Lisbeth Mogensen og seniorforsker, emeritus John E. Hermansen, Institut for Agroøkologi, som er forfattere på rapporten sammen med seniorforsker Ellen Trolle fra DTU Fødevareinstituttet.

»Vi står fortsat inde for den gennemførte forskning og dens resultater, selvom den ikke har levet op til armslængdeprincippet. Den bedste måde at imødegå faglig kritik på, er ved at internationale forskere nu gennemgår metoder og resultater via peer review,« siger Niels Halberg.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
7
7. september 2019 kl. 19:58

Lyder som en overskudsforretning for Kvægafgiftsfonden? ;v)

4
7. september 2019 kl. 17:18

Er der ikke tale om en besynderlg 'kronologi'?:

  1. Rapporten publiceres.
  2. Rapporten kritiseres (for manglende objektivitet).
  3. Rapporten tilbagekaldes, og 'betalingen' refunderes.
  4. Rapporten sendes til peer review!!??
1
6. september 2019 kl. 06:38

Fuldt forståeligt at rapporten trækkes tilbage, men der resterer nu alligevel nogle spørgsmål: Er det bare tilnærmelsesvist korrekt, at så stor en del af danskernes indtag er tomt for alt andet end kalorier og tilsætningsstoffer? I så fald er der her en temmelig stor klimagevinst ved at begrænse disse andele, der har så stor - negativ - betydning for vores almene helbredstilstand. Og så mangler jeg stadig en redegørelse for, hvordan den klima-negative effekt af oksekød reelt er beregnet - set i lyset af, at størstedelen af det kommer fra udtjente malkekøer.