Leder: Aarhus-sag afslører farlig fejlkultur blandt forskere

Illustration: MI Grafik

Ordene 'redeskidere' og 'bavianer' optræder i en verserende sag om forskningsfejl og intern kritik på Aarhus Universitet, som Berlingske har beskrevet gennem de seneste uger. At de stammer fra magtfulde Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, gør ikke sagen mindre speget.

Sagen tager udgangspunkt i en opsigtsvækkende forskningsartikel om kunstig intelligens, som aarhus-forskerne Jacob Sherson og Klaus Mølmer fik publiceret i Nature i 2016. Artiklens konklusion om, at mennesket var stærkere end algoritmerne til at løse en kompleks kvantefysisk problemstilling i et computerspil, viste sig imidlertid at bygge på en simpel fejl i algoritmen.

Den slags sker i videnskabens verden – opsigtsvækkende resultater, der efter peer-review er trykt i anerkendte tidsskrifter, viser sig til tider at være fejlbehæftede. Et friskt eksempel er fundet af molekylet fosfin i Venus’ atmosfære, som en britisk-amerikansk forskergruppe beskrev i Nature Astronomy i 2020. Efterfølgende genanalyserede andre forskere data og stillede spørgsmål til konklusionen, og forskergruppen erkendte en fejl.

Det er da heller ikke fejlen i sig selv, der har ført til furore på det naturvidenskabelige fakultet. Fejlen er blevet til en sag, fordi forskerne var flere år om at erkende den, til trods for at kritikere satte spørgsmålstegn ved resultatet. De har tøvet med at udlevere den algoritme, forsøget byggede på, og først i slutningen af 2019 blev artiklen trukket tilbage, da en kollega fandt fejlen – der var byttet rundt på minus og plus et enkelt sted i algoritmen. I mellemtiden har artiklens hovedforfatter modtaget både forskningspris og fondsstøtte.

Sagen har fået kolleger til at sætte spørgsmålstegn ved forløbet og kritisere Sherson og Mølmer for forhaling. Samme konklusion er universitetets praksisudvalg kommet frem til. De har stemplet arbejdet som »tvivlsom forskningspraksis« og påpeger, at forskerne burde have undersøgt fejlen af egen drift og udleveret koden langt hurtigere.

Nu kunne man så tro, at Flemming Besenbachers hårde ord var rettet mod Sherson og Mølmer – førstnævnte tildelte Carlsbergfondet et legat på 15 mio. kroner i den periode, hvor forfatterne overhørte kritikken, og det kunne måske give anledning til utilfredshed hos fondens formand. Alt ære og respekt til Besenbacher for, at han her respekterer videnskabens væsen og ikke dømmer dygtige forskere ude, fordi de begår fejl.

Besenbachers vrede er i stedet rettet mod de kolleger på Aarhus Universitet, der har tilladt sig at stille kritiske, men berettigede, spørgsmål til forfatterne om forskningsarbejdet og det efterfølgende forløb. Besenbacher kalder disse kolleger ukollegiale og skriver i en mail til rektor sågar, at de har fået et minus i hans bog – en formulering, der let kan læses som en udelukkelse fra fondspenge.

Men lige så vigtigt det er, at der skal være plads til at begå fejl, når man som forsker konstant bevæger sig i ukendt land, lige så vigtigt er det, at der er plads til kritik af såvel resultater som forskningsmetoder og -forløb i det videnskabelige miljø. Særligt i en tid, hvor pseudoforskningen har alt for gode kår med konspirationsteoretikerne som villige markedsføringskanaler, er det alfa omega, at universitetsforskerne holder fanen ekstra højt og konstant arbejder for at finde frem til den bedst opnåelige sandhed.

Sagen fra Aarhus antyder flere udfordringer: Med den komplikationsgrad, hastighed og mængde, forskningen er nået i dag, rækker peer-review ikke som sikkerhed. Af samme grund bruger flere tidsskifter også åbne reviews, og andre tillader forskere direkte at kommentere offentliggjorte artikler. Intern som ekstern kritik skal tages alvorligt, og vi skal have en kultur, hvor det giver lige så meget anerkendelse at finde en fejl ved et opsigtsvækkende resultat som at finde frem til det opsigtsvækkende resultat i sig selv.

Videnskabens kritiske tradition udfordres i en fondsfinansieret forskningsverden. Her er det stjernerne med de opsigtsvækkende forskningsresultater, der løber med såvel æren som pengene. Mens vandbærerne, der gør det mindst lige så vigtige arbejde med at trykprøve den kendte sandhed og efterprøve utrolige forskningsresultater, kan have sværere ved at få plads i Nature og hente deres løn hjem. Her bør både forskningsfonde, politikere og universiteter kigge indad og minde sig selv om, at fremragende forskning og videnskab ikke bæres af stjerneforskere alene.

Mens Besenbachers helt utilstedelige indblanding på Aarhus Universitet nok er det mest sensationelle i sagen, er forløbet internt på fakultetet lige så væsentligt. Berlingskes dækning fortæller også historien om to forskere, der efter at have begået en utilsigtet fejl, som ikke ville have været problematisk, hvis den bare blevet rettet straks, efterfølgende føler sig forfulgt af kollegerne. Det er historien om en usund fejlkultur, som heller ikke hører hjemme i et videnskabeligt miljø. Her skal findes en balance mellem en åben kritisk tilgang forskere imellem og plads til at lave fejl og lære af dem. /trb

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for en glimrende artikel, der sætter fokus på et alvorligt problem! Der kunne nævnes flere eksempler, men artiklen peger på et stort problem.

  • 11
  • 2

I begyndelsen af nullerne blev der afskediget 138 forskere fra Danmarks JordbrugsForskning – deriblandt undertegnede. Jeg var ved at færdiggøre 2 projekter, men fik andet arbejde ret hurtigt.

I 2003 opdagede jeg 2 publikationer, hvor jeg var førsteforfatter:

Væksthusarbejderes eksponering over for det mikrobiologiske bekæmpelsesmiddel Verticillium lecanii som funktion af arbejdsprocesser. Bent Løschenkohl, Karin Thygesen og Steen Lykke Nielsen. Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr. 78 2003

Måling af bioaerosoler under udbringning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler og ved efterfølgende arbejdsprocesser i potteplanter Bent Løschenkohl, Karin Thygesen og Steen Lykke Nielsen. Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr. 79 2003

Der er en del fejl både i beskrivelsen af fremgangsmåde og resultater, men Aarhus Universitet ville ikke ændre noget. Sagen endte hos UVVU, hvor 3. forfatter indrømmede, at han havde skrevet de 2 publikationer. UVVU kom frem til, at jeg skulle være beæret over at blive bragt som 1. forfatter!

Så der er ikke noget nyt, men jeg kan kalde mig spøgelsesforfatter. Med venlig hilsen, Bent Løschenkohl

  • 27
  • 0

Det er en glimrede leder der beskriver et ret alvorligt problem. Flere universiteter er i forvejen ved at bevæge sig ud af vildsporet omkring "politisk korrekt" forskning, så det her er det sidste der er brug for.

Naturligvis har de to forskere udvist meget dårlig kollegial adfærd ved ikke at udlevere koden til andre forskere, og ved ikke at tage kritikken seriøst. Kritikken er essensen af forskningsfremskridt, så når den lukkes ned, stoppes udviklingen. Dumt. Ukollegialt.

Endnu værre er ledelsen accept og tilskyndelse til denne fejlkultur, og her ligger et tungt ansvar. Besenbachers bodega-niveau, og universitetsledelsen manglende ryggrad til at gøre det rigtige. Ærgerligt at ing.dk lederens overskrift ikke medtager forskningsledelse med store bogstaver for det er ledelsernes adfærd der er den farlige.

  • 12
  • 0

Er ordet fejlkultur korrekt?

Har Århus universitet en farlig fejlkultur blandt forskere?

Jvf artiklen lyder det til at forskerne generelt og og ledelsen ikke har en farlig fejlkultur:

"Sagen har fået kolleger til at sætte spørgsmålstegn ved forløbet og kritisere Sherson og Mølmer for forhaling. Samme konklusion er universitetets praksisudvalg kommet frem til. De har stemplet arbejdet som »tvivlsom forskningspraksis« og påpeger, at forskerne burde have undersøgt fejlen af egen drift og udleveret koden langt hurtigere."

De personer som jvf artiklen har en farlig fejlkultur er begrænset til forfatterne af den omtalte rapport Sherson og Mølmer. Og ikke mindst Flemming Besenbacher, som måske mere udtaler sig som bestyrelsesformand for Carlsbergfonden, med den økonomiske magt det giver, end som forsker.

  • 6
  • 0

Ordet "fejlkultur" er dækkende, men har aligevel lidt forskellig betydning når det gælder de meget omtalte forfattere og når det gælder universitetets ledelse.

Der er en stærk parallel til den politiske verden bestående af embedsmænd og politikere. Det ses tydeligt i den seneste "sag" om testning på plejehjem, hvor Kommunernes Landsdorening - gennem et partsindlæg - har fået sundhedsmyndighedernes anbefaling ændret. Det er så et ubestridt faktum, lmend ubehageligt på flere punkter. MEN, når viså hører "søforklaringen" om hvorfor det er helt ret og rimeligt (især den høje dødelighed på plejehjem taget i betragtning), så ser vi IGEN en "fejlkultur": aldrig indrømme fejl. Fejlkulturen består IKKE i substans og indhold (som er slem nok), MEN at embedsværket pure afviser at ændringen af bekendtgørelsen kan være forkert, uheldig, en fejl - kald det hvad som helst.

I dette "system" betragtes enhver ændring eller rettelse som erkendelse af en "fejl". Fejlkulturen gør, at det ALDRIG sker.

En dårlig fejlkultur findes mange steder, også i salgsfikserede virksomheder og i den offentlige sektor. De har dogmet "vil laver aldrig fejl", "vi behøver aldrig lave rettelser eller ændringer". Dette kan være drevet af virksomheder med en "kinesisk" konsekvens ("bum"), eller en misopfattelse af kundernes, borgernes, reaktion på ændringer.

Jeg synes vi målrettet skal gå efter enhver, som lever med en dårlig "fejlkultur". Kald en spade for en spade; indrøm og ret fejl istedet for at feje dem under gulvtæppet.

  • 6
  • 0

@Niels Peter Jensen Jeg tror ikke vi er uenige. For mig handler "fejlkultur" hos de udførende, her forfatterne, om, ikke at ville udlevere detaljer og koder - fordi (som andre skrev), så kommer der bare kritik og snagen i vores forskning. Vi holder det skjult, tilbage, så bliver det nok glemt. Den officielle reprimande de fik er meget dækkende for deres forseelse.

Tilsvarende handler "fejlkultur" hos andre i organisationen om at beskytte image og anseelse - "ingen skal sige noget negativt om os...". Glat, poleret, overflade; cover up. Når den nævnte fondsformand så bruger "værtshus-terminologi" mod medlemmer i organisationen (anfre fakultetsmedlemmer), så er det på samme måde forsøg på at opretholde et cover up.

Jeg oplever disse lidt forskelligt, men kan godt bruge samme ord. Jeg kan også bruge to ord: fejlkultur og cover-up cultur.

Det sidste, som skrevet, synes jeg at genkende i den politiske verden, og hos mange firmaer (også i formen: vil følger reglerne - men blottet for eftrtanken: måske er der fejl i reglerne ?).

  • 5
  • 1

Efter at have set aftenes TV-nyheder, hvor TV2 viser en ubevogtet grænseovrgang i Sønderjylland, så kom justitsministeren på banen. Han viste, naturligvis, hvad den politiske beslutning er, OG at der fra søndag indføres karantæne og store bøder. Adspurgt svarer han uden om OG indfører 24/7 grænsekontrol. = cover-up / fejlkultur.

NATURLIGVIS burde han sige: det er en fejl, at regeringen / Politiet ikke eksplicit har indført kontrol 24/7 efterfølgende .... - som i lufthavne mv.

  • 6
  • 1

Ja i det virkelige liv lukkes der megen varm luft ud. Og ting ties eller "glemmes" i håb om, at befolkningen også glemmer.

Vi blive tæppebombet med advarsler om, at vi skal holde os hjemme og regeringen skal nok passe på os. Og så myldrer det ind i landet med personer, der har overvejet tidspunkter, hvor der ikke er kontrol....jøsses!

  • 3
  • 7

Gør VI det ?

Jeg gør det, gør du det John?

Pelsjægerne har lettere ved at blive af med minken, end festaberne og grænseoverløberne uden tilladelse.

Tillid er godt kontrol er bedre.

  • 2
  • 4

Det er jo glædeligt at, se at du har forbedret dig gennem årene, så du idag fremstår som staveekspert. Man skulle næsten tro, at du var jurist😁

Vi andre, der desværre bliver ramt af briller, hørerørog gebisser, må finde os i, at blive korrekset,når vi går over for rødt....og staver forkert. Bad times ahead 😢

  • 2
  • 5

Hvis man får "minus i karakter bogen" for at påpege fejl, får man så plus ved at gemme fejl og dække over mangelfuld forskning?

Hvordan kan man i så fald have enda den mindste smule tillid til forskning fremkommet ved støtte af Carlsbergfondet?

  • 6
  • 1

Fejlkultur fokuseres der meget på at undgå fejl og skjule fejl(også ubevidst) af angst for konsekvenser, mens fejl erkendes i læringskultur. For at kunne finde og erkende fejl, er det vigtigt med fuld åbenhed og positiv imødekommenhed overfor budskabet.

Vigtigt er det at rette fejl.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten