Aarhus-professor sender kræftceller på rumrejse
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Aarhus-professor sender kræftceller på rumrejse

En Aarhus-professor har sendt kræftceller ud i rummet med et kinesisk rumskib. Formålet med den 18 dage lange rumrejse er at finde ud af, hvordan kræftcellerne opfører sig i vægtløs tilstand.

Danmarks eneste forsker i rummedicin har sammen med sin dansk-tyske forskningsgruppe sendt levende skjoldbruskkirtel-kræftceller fra et menneske ud på en rejse med det kinesiske rumskib Shenzhou 8.

Cellernes tur i rummet er en del af et forskningsprojekt, der med professor Daniela Grimm fra Aarhus Universitet i spidsen skal undersøge, hvordan cellerne opfører sig i vægtløs tilstand.

»Jeg har tidligere lavet forsøg med kræftceller på ETH i Zürich med en maskine, der simulerer vægtløshed på jorden. Her fandt jeg ud af, at cellerne ændrede den måde, de voksede på, og at cirka 30 procent af dem døde,« forklarer Daniela Grimm om baggrunden for rumrejsen.

»Vi ved ikke, hvad det er ved vægtløsheden, der gør, at cellerne opfører sig på den måde. Vi tror, der er flere forskellige årsager, kaldet 'gravisensitive response elements', og det er dem, vi håber at finde frem til ved forsøget,« tilføjer hun.

Længe undervejs

Det er ikke nogen nem sag at få lov at få sine eksperimenter med på en rumrejse, fortæller Daniela Grimm - faktisk har det taget ti år at finde en rejse, som celleprøverne kunne komme med på.

»I 2008 skrev jeg så ansøgningen om at komme med på det kinesiske rumskib Shenzhou 8, og den blev accepteret. De seneste tre år har vi brugt på at forberede rumrejsen,« fortæller hun.

Under forberedelsen er der blandt andet blevet udviklet en speciel boks til at opbevare cellerne i under rejsen. Den fuldautomatiske hardware skal gøre det muligt for cellerne at overleve i rummet.

»Der er en beholder, der automatisk skal fodre cellerne på rejsen. På den tiende dag bliver der givet et kemikalie, der fikserer et specielt slutstadie hos cellerne og holder dem stabile, indtil de kommer tilbage fra rummet,« forklarer Daniela Grimm.

Kan give ny kræftbehandling

Når cellerne vender tilbage til Jorden, skal Daniela Grimm til at undersøge, hvad der er sket med dem under rumrejsen.

»Det første, der skal ske, når cellerne vender tilbage, er, at vi skal se, om de har overlevet, og at de ikke er skadet. Og så skal jeg til at kigge på, hvad jeg kan finde af påvirkninger,« siger Daniela Grimm.

På nuværende tidspunkt er der tale om grundforskning, men hun håber at finde nogle elementer, som kan bruges til at udvikle nye metoder og på længere sigt måske ny medicin til at bekæmpe kræft.

Kræftcellerne blev sendt af sted med Shenzhou 8 den 31. oktober og vender hjem til Jorden 17. november. Om bord er yderligere 16 biologiske og medicinske eksperimenter.

Kommentarer (0)