Aarhus Letbane mangler fire godkendelser af næste strækning – ingen ansøgninger er afleveret
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Aarhus Letbane mangler fire godkendelser af næste strækning – ingen ansøgninger er afleveret

De to forskellige togsæt fra Stadler, hvoraf det ene (her vist med destination i Grenaa) endnu ikke har fået ibrugtagningstilladelse. Illustration: Aarhus Letbane

Hele fire godkendelser mangler Aarhus Letbane for at få lov til at tage næste strækning, de ca. 30 km mellem banegården i den jyske hovedby og Odder. Det fremgår af en mailudveksling, som Ingeniøren har haft med Trafikstyrelsen og med selskabet bag letbanen.

Dermed kan det have lange udsigter, inden pendlerne syd for Aarhus igen kan køre med tog.

Banen skulle have været åbnet i november, og passagererne bliver fragtet i busser, efter at deres tog – kendt som Oddergrisen – blev nedlagt for at gøre strækningen klar til Stadlers letbanetog.

Læs også: Her er letbanens sikkerhedsproblemer

Styrelsen skal godkende den nye strækning, bl.a. fordi togene her kører efter signaler som en almindelig jernbane, hvor førerens visuelle orientering er afgørende inde i selve Aarhus.

Vicedirektør Kåre Clemmesen fra Trafikstyrelsen oplyser, at den normale sagsbehandlingstid for ibrugtagningstilladelser er tre uger. Han tilføjer, at det kan tage op til seks uger at godkende »tekniske og trafikale regler« på grund af deres kompleksitet.

Seks uger til at behandle ansøgningerne – i bedste fald

Hvis Trafikstyrelsen skal overholde en hurtig sagsbehandling, kræver det, »at ansøgningen er korrekt og giver alle de oplysninger, der er nødvendige«.

»Der forekommer ofte en forveksling af denne tre ugers sagsbehandlingstid i styrelsen med den sagsbehandlingstid, ansøger har brug for til at sikre, at ansøgningen har den nødvendige kvalitet, og at sagen er fuldt oplyst,« skriver Kåre Clemmesen.

Det var netop tilfældet med den første del af letbanen, hvor flere jyske politikere beskyldte styrelsen for smøl og københavneri.

Læs også: Kæmpe ekstrabevilling redder kuldsejlet Aarhus-letbane

Op til jul lykkedes det endelig letbaneselskabet at levere så solid dokumentation for sikkerheden, at togene på en række betingelser fik lov til at samle passagerer op på den nybyggede, 12 kilometer lange strækning i fra byens banegård til hospitalet i Skejby.

Læs også: Endelig godkendt: I dag åbner Danmarks første letbane

De fire godkendelser

De fire godkendelser, som letbanen mangler, kan sagsbehandles sideløbende med hinanden. De omfatter med vicedirektørens egne ord:

  • Strækningen skal have en ibrugtagningstilladelse.

  • Aarhus Letbane I/S skal have udvidet deres sikkerhedsgodkendelse som infrastrukturforvalter af strækningen, herunder have godkendt tekniske og trafikale regler.

  • Keolis skal have udvidet sikkerhedsgodkendelsen til også at gælde strækningen til Odder. (Keolis har kontrakt på at drive letbanen, red.)

  • Tog (Tango) med togkontrol skal have ibrugtagningstilladelse.

Det sidste punkter skyldes, at Aarhus Letbane har købt to forskellige typer togsæt af Stadler. Den ene, som nu kører i selve Aarhus, har en topfart på 80 km/t og er indrettet med mange ståpladser. Den anden (Tango) har en topfart på 100 km/t, er længere og indrettet med flere siddepladser.

Læs også: På jomfrutur med Aarhus Letbane: Intet er som duften af spritny sporvogn

Letbaneselskab: Vi har testet sikkerheden

Aarhus Letbane forklarede i første omgang udskydelsen af åbningen af Odderbanen med, at de nødvendige test ikke som ventet kunne gennemføres efter Arbejdstilsynets regler, men skulle gennemføres efter de strengere krav fra Trafikstyrelsen.

Læs også: Nyt letbane-koks i Aarhus: Nu er næste strækning også forsinket på ubestemt tid

Nu præciserer letbaneselskabet, at de test, som ligger til grund for ibrugtagningstilladelserne, blev afsluttet 25. oktober. De sikkerhedstest »er udgangspunkt for assessors sikkerhedsvurderingsrapporter samt Aarhus Letbanes ansøgninger til at ibrugtage Odderbanen med passagerer,« skriver selskabet i en mail.

De resterende test »relaterer sig til kvalitet og funktion – ikke sikkerhed,« tilføjer selskabet og nævner som eksempel en test af, hvor lang tid det i praksis tager et tog at tilbagelægge en given strækning.

Hvis letbaneselskabet skulle have gennemført de funktionstest, inden ibrugtagningstilladelser fra Trafikstyrelsen foreligger, ville det have taget 2-3 måneder. Det skyldes, at styrelsen skulle give tilladelse til hver enkelt test. Det er ikke nødvendigt, hvis først ibrugtagningstilladelserne er i hus.

Læs også: Næste etape af Letbanen er udsat på ubestemt tid

Nu vil letbanen i stedet udføre de sidste funktionstest, »samtidig med at letbaneførerne opnår strækningskendskab, dog i en lidt forlænget periode.« Hvor lang den periode bliver, har det ikke været muligt at få oplyst.

Kan Odderbanen åbne inden sommerferien?

Letbaneselskabet afviser at oplyse, hvornår det forventer at indlevere de fire tilladelser om at få lov til at tage Odderbanen i brug. »Vi afventer bl.a. detailplanlægning med Trafikstyrelsen,« lyder svaret.

Læs også: Professor om Aarhus Letbane: Man spørger sig selv, hvad i alverden der foregår

Med de mange udeståender in mente har Ingeniøren også spurgt, hvordan selskabet forventer at kunne åbne Odderbanen inden sommerferien. Tidligere har forventningen lydt, at strækningen skal åbne »i foråret«. Nu lyder svaret:

»Helt overordnet og belært af erfaring op til den aflyste åbning af den indre strækning den 23. september, vil Aarhus Letbane ikke udmelde en åbningsdato før vi har modtaget alle nødvendige godkendelser fra Trafikstyrelsen.«

Jernbaner, letbaner og sporvogne godkendes jo sjældent i Danmark.

Hvordan kan Trafikstyrelsen så have en underbygget mening om tiden til realitetsbehandling af godkendelserne ?

  • 1
  • 0

Nu er det 2 måneder siden at Letbanen fik en betinget tilladelse til at køre, hvorfor har ingen offentliggjort vilkårene?

Havde myndigheden ret i, at det var noget sjusk?

  • 1
  • 0