Da kometlanderen Philae foretog den legendariske hop-landing på 67P/Tjurjumov–Gerasimenko i efteråret 2014, var det ikke så skidt, at det ikke var godt for noget.
Støvet, der hvirvlede op ved den upræcise landing, blev analyseret og kan vise sig som et væsentligt bidrag til mysteriet om, hvordan livet på Jorden opstod - og om der findes liv på andre planeter.
Det fortæller seniorforsker på Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi Søren Vrønning Hoffmann, som beskæftiger sig med molekylers arkitektur.
»Den store historie dengang var, at Philae havde sniffet acetone. Men i mine øjne var det slet ikke det mest spændende, der blev fundet. Det var derimod fundet af sukkerstoffet glykolaldehyd,« fortæller han.
Glykolaldehyd har tidligere været fundet i gasser i Mælkevejen og omkring kometen Lovejoy. Det har den funktion, at det under de rette betingelser kan danne sukkerstoffet ribose. Ribose indgår bl.a. i levende organismers RNA – og dermed måske i dannelsen af Jordens tidlige liv – men er et komplekst molekyle, der er svært at skabe på Jorden. Og man ved ikke med sikkerhed, hvor det kommer fra.
Nu har et internationalt forskerhold med deltagelse af Søren Vrønning Hoffmann imidlertid fundet ud af, at processen med at danne ribose er noget mere enkel end antaget – hvis man ikke er pakket ind i en beskyttende atmosfære.
De er nemlig lykkedes med at genskabe ’livets byggesten’ i laboratoriet ved at udsætte simple molekyler som vand, træsprit og ammoniak for UV-lys i et miljø på minus 190 grader celcius – med andre ord har de udsat molekylerne for det barske rumvejr. Og så dukkede både glykolaldehyd og dets produkt ribose op.
»Det beviser, at processen nemt kan ske mange steder i universet. UV-lyset er stærkt de fleste steder uden for Jorden, så længe vi er tæt på en stjerne,« siger Søren Vrønning Hoffmann og understreger, at det kan betyde, at ribosen til vores RNA her på Jorden kan være kommet hertil med meteoritter.
»Måske er et frø i sin tid blevet sået af en meteorit, som har bestemt på forhånd, hvordan proteiner og sukkerstoffer skulle skrues sammen. Det giver mig lidt håb om, at liv er så generelt, at det også vil eksistere andre steder,« siger Søren Vrønning Hoffmann.
Læs også: Første meteorit fra Merkur fundet
Næste skridt bliver så at få kortlagt, om det virkelig kan være så enkelt. For er vores byggesten her på Jorden virkelig kopier af universelle molekyler, eller har vi muteret os ind til noget særligt?
Og her kommer Søren Vrønning Hoffmanns særlige interesse for kiralitet, som på græsk betyder hånd, ind i billedet.
Begrebet dækker over, at ligesom vi har en venstre og en højre hånd, som er spejlbilleder af hinanden, så kan molekyler været bygget op af de samme kemiske grupper, men have forskellige funktioner, hvis atomkæderne er skruet spejlvendt sammen og herved også absorberer polariseret lys på hver sin måde. Denne kiralitet er målet for en betydelig international forskningsindsats ved den kraftige UV-kilde-accelerator ASTRID2 ved Aarhus Universitet.
En levende organisme vil typisk ’vælge’, om molekylet skal være venstre- eller højredrejet, og her på Jorden er langt de fleste aminosyrer venstredrejede, mens sukkerstofferne i RNA er højredrejede.
Samme generalisering er fundet i de meteoritter, der er faldet ned på Jorden og bidrager til en formodning om, at drejningen er universel og besluttet udefra.
Men det skal komme an på en prøve, når ExoMars-missionen i 2018 skal lande et laboratorium på Mars med mange af de samme prober, som Philae tog med. Derved kan den indsamle nye prøver, så forskerne kan analysere og undersøge, hvilken drejning molekylerne har.
Her skal det vise sig, om venstre hånd på Mars også er dedikeret til aminosyrer og højre hånd til sukkerstofferne – eller om det er helt modsat.
Under alle omstændigheder er Søren Vrønning Hoffmann blevet mere positivt stemt over for Mars-missioner.
»Personligt har jeg tænkt, om det giver god mening at bruge tid og penge på at lede efter liv på Mars. Men nu er jeg blevet noget mere interesseret i næste mission,« siger han og fortsætter:
»Vi får en chance mere efter Philae for at se, om molekylerne er ens overalt, eller om det ser helt anderledes ud på Mars. I så fald er det jo mere komplekst, end jeg forestiller mig lige nu,« siger Søren Vrønning Hoffmann.
Forskerholdet har fået resultaterne fra laboratoriet publiceret i Science.
Ozonlaget på Jorden er først opstået efter vi fik en atmosfære med et højt indhold af O2. På den tidlige Jord har der været rigeligt med ultraviolet lys. Er det fordi de kørte reaktionen ved meget lav temperatur?