Aalborgs energirigtige billigboliger kommer fra samlebånd i Letland

Husbyggeri bliver for alvor samlebåndsarbejde, når den svenske virksomhed Bau-How bygger modulerne til 62 energineutrale boliger til Aalborg og sætter dem på et skib i Letland med kurs mod Danmark til næste år.

Byggeopgaven fik Bau-How efter virksomheden vandt arkitektkonkurrencen Bolig+, der er udformet af repræsentanter fra byggesektoren for at få opført energirigtige boliger til verdens voksende befolkning.

Bau-How er ikke alene om opgaven, men skal arbejde sammen med blandt andre bygherren Esbensen rådgivende ingeniører, samt arkitekter og boligforening. Men Bau-How er helt central for byggeriet, da de enkelte moduler skal være 90 procent færdige, når de forlader fabrikken i Letland.

»Vi bygger ikke bare vores moduler i tørvejr, som en række andre husfabrikker gør. Vi har skabt en industriel proces på vores fabrik, hvor professionelle folk med hver deres speciale samler boligerne på et samlebånd,« siger salgsdirektør i Bau-How, Christian Blankholm.

Fabrik spytter 160.000 kvadratmeter ud om året

Hver enkelt modul vil bevæge sig gennem en 360 meter lang kæde og passerer 20 værksteder med hver deres ekspertise, værksted og lager. I alt kommer fabrikken til at fylde 18.000 kvadratmeter, rumme 250 ansatte og producerer 160.000 kvadratmeter bygninger om året.

Ifølge administrerende direktør Ulf Åberg, der har mange års erfaringer med industriel produktion blandt andet gennem sit arbejde i Volkswagen, så har Bau-How indrettet produktionen til at arbejde med alt fra runde til trekantede moduler og kan bygge dem i størrelser op til 6 gange 15 gange 4 meter.

»Vi har haft fokus på at skabe en fleksibel produktionslinje, så vi ikke låser os fast på kun at producerer en bestemt slags moduler. Det er helt afgørende for at kunne reagere, når markedet efterspørger nye slags byggerier,« siger han.

Umuligt at finde plads til fabrik i norden

Stål er det grundlæggende materiale Bau-How vil bruge som rammer til sine moduler, men også beton skal bruges til blandt andet at dæmpe støj. Væggene bliver bygget i traditionelle letvægtsmaterialer og når modulerne lastes på skibet er alt fra vandrør til ventilation og malerarbejde ordnet. Huset skal faktisk bare kobles til, når det ankommer.

Men hvorfor placerer fabrikken i Letland? Ulf Åberg har svaret.

»Det er fuldstændigt umuligt at skaffe sig jord til at etablerer en fabrik nær en større havn i de nordiske lande. I Letland er det muligt både at finde plads til fabrik og få kvalificeret arbejdskraft. Og med placeringen i byen Ventspils står hele det nordiske marked åbent via søvejen,« siger han.

Solvarme skal give boligerne energi

Boligerne til Aalborg bliver bygget i op til 10 etager og skal opføres i Nørresundby mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen. Solvarme skal tilføre boligerne energi og gøre dem energineutrale sammen med et system til balanceret ventilation og genbrug af varmt vand.

Finanskrisen bliver dog en afgørende joker for, hvornår byggeriet går i gang, men planen er byggestart i tredje eller fjerde kvartal af 2010.

Ifølge Christian Blankholm er prisen endnu usikker, men at den bliver lav, er der ingen tvivl om, mener han.

»Vi kan producere etagebyggeri for mellem 8200 og 9300 kroner per kvadratmeter fra fundament til overkant og opefter eksklusiv moms,« siger han.

En lignende konkurrence under navnet Almenbolig+, der blev udskrevet af den almene boligorganisation KAB, har sat gang i byggeriet af to-etagers lavenergihuse på 100 kvadratmeter i blandt andet Århus, hvor huslejen kommer til at ligge på 5850 kroner per måned.

Det har dog ikke været muligt at få et bud fra Bau-How på den fremtidige husleje for boligerne i Aalborg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

[quote]Hver enkelt modul vil bevæge sig gennem en 360 meter lang kæde og passerer 20 værksteder med hver deres ekspertise, værksted og lager. I alt kommer fabrikken til at fylde 18.000 kvadratmeter, rumme 250 ansatte og producerer 160.000 kvadratmeter bygninger om året.

Det var da sandelig også på tide byggeriet bliver industrialiseret og får bare minimal kvalitetskontrol og ikke forbliver afhængig af en tilfældig håndværker med tømmermænd på en tilfældig byggeplads.

Sådan har man altså bygget biler i 100 år, og det et tusind gange mere kompliceret end at holde mursten fra hinanden med mørtel.[/quote]

Hvad gør man så, hvis boligerne skal tilbagekaldes på grund af seriefejl ;)

  • 0
  • 0

Jeg syntes, at det energineutrale går af det, når man tænker på, hvor megen energi der bliver brugt på transporten fra Letland!? Og der er da flere fabrikker i området af Aalborg, som der laver præfabrikeret modulbyggeri.

  • 0
  • 0

Enig Det er nok meget tvivlsomt om en livscyklusvurdering vil vise at at det er særligt energirigtigt at transportere sådanne moduler fra Letland fra Danmark.

  • 0
  • 0

Enig Det er nok meget tvivlsomt om en livscyklusvurdering vil vise at at det er særligt energirigtigt at transportere sådanne moduler fra Letland fra Danmark.

Det tror jeg ikke er et problem eller rettere, det komme an på hvad der sammenlignes med. Ved at tage den store energisluger ud af beregningerne, nemlig energifobruget til opvarmning og elektricitet, kommer energiforbruget til materialer frem - men vi er nede i detaljer, og der er mange andre energiforbrug der skal ses på før vi begynder at snakke om energiforbruget til materialer til huse, der gerne skal blive stående i 100 år eller mere.

  • 0
  • 0

Jeg er ret sikker på at det er småting, uden dog at have tal på det! men når man fragter ting til havs er energiforbruget væsentligt mindre end når man sender dem over land.. Ihvertfald hvis man har skibet fuldt lastet, og mon ikke..

  • 0
  • 0

Ok Hvis vi så tager udgangspunkt i at det rent faktisk energimæssigt kan betale sig at producere og transportere elementerne fra Letland til Danmark. Er der så nogen der kan forklare mig hvordan energiregneskabet ser ud for at lade bygningerne opvarme med solvarme ? Når det nu lige er i Ålborg de bygges og Ålborg er kendt for i store dele at året at kunne levere billig og næsten CO2 neutral fjernvarme fra affaldsforbrænding og industriel overskudsvarme ???

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten