Aalborg om fyret DTU-professor: Hende måtte vi bare have

1. april 2008 kl. 14:02
Aalborg om fyret DTU-professor: Hende måtte vi bare have
Illustration: Casper Dalhoff.
Aalborg Universitet har hyret biobrændstofprofessoren Birgitte Ahring uden på forhånd at have en bevilling til hende eller faste projekter til hendes nye forskningscenter. »Hun skal selv komme med et oplæg, og så tager vi det derfra,« siger dekanen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Dekanen for Aalborg Universitets ingeniør-, natur- og sundhedsvidenskabelige fakulteter, Frede Blaabjerg, har underskrevet en aftale med den fyrede DTU-professor Birgitte Ahring uden at have nøjagtige planer for, hvad hun skal forske i.

Det ligger heller ikke fast endnu, hvor mange penge der er til det forskningscenter, Center for Bioprodukter og Bæredygtig Bioenergi, som universitetet opretter til den verdenskendte biobrændstofprofessor.

Det er ikke engang bestemt endnu, hvor centret skal placeres geografisk. Aalborg Universitet har i øjeblikket forskningsafdelinger i Aalborg, Ballerup og Esbjerg.

Birgitte Ahring skal være omdrejningspunkt for det nye samarbejde mellem Aalborg Universitet og Washington State University om udvikling af biobrændsler. [foto: Casper Dalhoff Illustration: Casper Dalhoff.
]

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er heller ikke nomineret til nogen bestemt størrelse endnu med hensyn til antallet af forskere. Birgitte Ahring skal komme med et oplæg, og så tager vi det derfra. Hun er en meget kompetent forsker med en fin track record, og nu må vi sikre, at nogle af de ideer, hun har arbejdet med, kan blive driblet videre,« siger Frede Blaabjerg.

Var det nye center slet ikke blevet til noget, hvis ikke Birgitte Ahring var blevet fri på markedet?

»Nej. Det er, fordi situationen med Birgitte Ahring er opstået, at vi satser i større skala. Vi har allerede en række spændende ting i gang i Esbjerg og i Aalborg, hvor vi har projekter sammen med industrien inden for biogas. Med Birgitte Ahrings fritstilling får det pludselige bredere perspektiver for os. Det er interessant, både for hende og for os, at der findes en fleksibel løsning, der giver hende en fortsat tilknytning til Danmark,« siger Frede Blaabjerg.

Han henviser til, at Birgitte Ahring også skal lede et forskningscenter i fornybare brændstoffer på Washington State University.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aalborg Universitet vil gerne udvide sin forskning inden for energiområdet væsentligt.

»Vi har ikke så udpræget været en attraktiv, international partner inden for de flydende brændsler, mens der har været en god udvikling på Risø, på KU og DTU. Men vi har i Aalborg en interessekreds, som gerne vil i gang med ting som flydende brændsler,« fortæller Frede Blaabjerg.

Han afviser at spekulere på, om der skal investeres 50 eller 100 millioner kroner i det nye forskningscenter.

»Det må vi tage hen ad vejen. Jeg skal bare sikre mig, at jeg har en kompetent, national forskningsgruppe, der optræder fornuftigt i relation til de ting, der også skal ske i USA, men selvfølgelig også i forhold til de øvrige forskningsområder i forbindelse med flydende brændsler,« siger dekanen.

Investeringsstørrelserne afhænger i høj grad også af, hvilke ideer og projekter der kommer i gang. Aalborg Universitet vil med sikkerhed drøfte med Washington State University, hvad der skal forskes i, så det bedst mulige resultat kommer ud af det.

»Jeg regner med, at der bliver gensidige besøg, udveksling af forskere og studerende og deling af forskningsresultater. I og med, at vi allerede nu har en aftale med Birgitte Ahring, så får hun mulighed for at lægge planer for nogle af vores nationale tiltag, som kan komplementere, hvad de gør i USA,« siger Frede Blaabjerg.

Dokumentation

Aalborg Universitets pressemeddelelse

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger