Aalborg-forskers patenterede rumopfindelse gik tabt i raket-eksplosion

Aalborg-forskers patenterede rumopfindelse gik tabt i raket-eksplosion

Affyringsstedet på Wallop Island i Virginia, hvor teknikkere nu har fået adgang for at finde spor til, hvorfor Antares-raketten esploderede. (Foto: NASA/Terry Zaperach)

Ved eksplosionen af Antares-raketten blev en lille satellit fra danske Gomspace ødelagt. Den indeholdt en sejlbremse til fem mio. kr. fra Aalborg Universitet, som kunne mindske mængden af rumskrot.

»Jeg var bare chokeret. Det var, som om en sort klap gik ned.«

Sådan beskriver Aalborg-lektor Anders Kristensen oplevelsen af at sidde oppe kort før midnat og se sit drømmeprojekt eksplodere i en kugle af ild på sin computerskærm.

Da Antares-raketten fra det amerikanske firma Orbitals Sciences eksploderede kort efter start i Virginia, gik en pakke med to ton videnskabeligt udstyr op i flammer.

Læs også: Meteor-kamera og crab cakes gik tabt ved raketeksplosionen

Mellem eksperimenterne var et projekt fra Aalborg Universitet med et budget på fem millioner kroner, der var støttet af Højteknologifonden og gjort muligt af det danske satellitfirma Gomspace. Og Anders Kristensen var hovedmanden bag projektet, som han sammen med sin familie så gå tabt sammen med den milliarddyre raket.

»Opsendelsen havde været udskudt flere gange på grund af et skib i sikkerhedszonen og senere en orkan, så spændingen var høj den nat. Men selvom alle i den her branche ved, at risikoen er høj, og opsendelser typisk er et alt eller intet-øjeblik, var jeg bare chokeret. Det her projekt har jo fyldt en meget stor del af mit liv,« siger Anders Kristensen.

Bremse i form af udfoldeligt sejl

Tilbage i 2008 havde han sammen med kolleger skriblet en løs idé ned på et stykke papir. Det var en simpel metode til at stoppe ophobningen af rumskrot, der allerede dengang blev omtalt som et alvorligt og voksende problem. Hvis man blot kunne få satellitter til at bremse deres fart i rummet, når de var udtjente, så ville de blive trukket hurtigere mod Jorden, hvor de kan brænde op i stedet for at suse rundt og rundt i kredsløb i høj fart.

Læs også: Forskere advarer: Minisatelliter ude af kontrol truer sikkerheden i rummet

Ideen var ganske enkelt at udstyre satellitter med et udfoldeligt sejl, som ville reducere hastigheden. I 2009 patenterede Anders Kristensen og kollegaen Lars Damkilde en simpel mekanisme til at folde et sådant sejl ud. I udfoldet tilstand var der tale om to runde sejl på hver side af satellitten, der gav den udseende som Mickey Mouse med ørene som sejl. Sejlene var trukket over en fleksibel ring, der var foldet flere gange for at mindske diameteren - i stil med de skærme, fotografer bruger i deres arbejde med lyssætning.

Læs også: Mickey Mouse-ører skal rydde op i rumskrot

Eksperiment skulle være sendt ud af ISS

Mekanismen skulle have været testet på missionen med Gomspace-satellitten, som gik tabt med Antares-raketten. Der var tale om en CubeSat, der også indeholdt optiske kommunikationseksperimenter fra et universitet i Singapore, og så skulle den kvalificere en række nye produkter fra Gomspace. Heriblandt en ny UHF radio, en ny type solsensor, GPS og en ny computer.

Satellitten skulle have været sendt til astronauterne på Den Internationale Rumstation (ISS), der ville have sluppet den ud i rummet via en luftsluse på det japanske rummodul Kibo.

Aalborg-forskere har tidligere samarbejdet med Gomspace, blandt andet da de for et år siden fik sendt satellitten GOMX-1 op med en russisk Dnerp-raket.

Læs også: Jubel i Aalborg: Vores mini-satellit klarede turen med russisk raket

Dengang var GOMX-1 en del af en pakke på 32 satellitter, og GOMX-1 arbejder nu på at bevise, at CubeSats kan bane vej for brændstofbesparelser og bedre kontrol med flytrafikken over de store oceaner.

»Vi kan sagtens bygge det hele igen. Vi har ovenikøbet flere reservemodeller af flere af komponenterne og virtuelle modeller af resten. Det afgørende er at finde midler til byggeriet og en ny opsendelse,« siger Anders Kristensen.

Uden forsikring

Trods den åbenlyse risiko ved opsendelser havde ingen af partnerne på projektet tegnet en forsikring, fordi omkostningerne er meget høje. Ifølge direktøren af Gomspace, Niels Buus, handler det også om, at projektet ikke var en kritisk del af en større mission.

»Det er ikke usædvanligt, at man tager chancen uden forsikring med projekter som disse. Forsikringer er oftere et tema, når man f.eks. skal levere en kritisk del af et større projekt, hvor man godt kan vente til en ny opsendelse, men vil have sikkerhed for, at de ødelagte elementer bliver genskabt,« siger Niels Buus.

Selv så han ikke opsendelsen, og selvom han er ked af det mistede isenkram, prøver han at tage det 'cool', som han udtrykker det.

»Vi lever jo konstant med den her erhvervsrisiko, og jeg er efterhånden godt mentalt forberedt. Vi har kunder i næsten 40 lande og er involveret i mellem 12 og 16 missioner, så risikoen for uheld er ikke fremmet for os,« siger Niels Buus fra GomSpace, der blev etableret i 2007 og i dag er vokset til 20 ansatte.

Kommentarer (7)

Nu er det jo ikke opfindelsen der er gået tabt, medmindre opfinderne har valgt at sende patentbeskrivelsen ud i rummet i stedet for at sende den til relevant patentbehandlings-myndighed ;-)

  • 5
  • 0