A380-motoreksplosion: Flydel på den grønlandske indlandsis har ført til gennembrud
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

A380-motoreksplosion: Flydel på den grønlandske indlandsis har ført til gennembrud

Fan hubben blev fundet på fire meters dybde efter næsten to års jagt. Illustration: Dirk van As, Greenland Guidance

Med møje og besvær fandt og udgravede en ekspedition fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) i juni et centralt vragstykke af en Airbus 380-800 motor fra den grønlandske indlandsis. Og dette fund kan blive en vigtig brik i at højne flysikkerheden for tusindvis af passagerer fremover.

Læs også: Motordel fra Airbus 380-fly fundet på Indlandsisen efter to års jagt

I undersøgelsen af den såkaldte ‘fan hub’, som var blandt de dele, som forsvandt i 2017, da motoren eksploderede på vej over Grønland, har den franske havarikommission BEA fundet metaltræthedssprækker, ifølge Reuters.

Fan hubben er fremstillet i en titanium-legering, og sprækkerne er ‘sub surface’, hvilket indikerer en produktionsfejl, bekræfter de franske havariefterforskere.

Den forreste del af motoren blev blæst fuldstændigt af Illustration: BEA

Engine Alliance, som ejes af General Electric og Pratt & Whitney, planlægger nu en akut undersøgelse af alle GP7200-motorer, ifølge nyhedsbureauets unavngivne kilder.

Motorundersøgelserne skal ikke gennemføres på alle fly, men kun de som har fløjet en vis distance. Ifølge Reuters kilder vil det dog påvirke »dusinvis« af eksemplarer af verdens lige nu største passagerfly.

Udgravet fra fire meter sne og is

De første 31 motordele blev allerede fundet af Air Greenland-piloter kort efter den alvorlige hændelse, som fandt sted, da Air France-flyet med 497 passagerer og 24 besætningsmedlemmer fløj over det sydlige Grønland på sin vej fra Paris til Los Angeles. Men den såkaldte fan hub – den centrale del, som motorens 24 fanblade sidder fast på – var ikke blandt fundene.

Læs også: Danske forskere hjælper med at opklare motormysterium i det kolde nord

Den franske havarikommission havde en mistanke om, at netop denne kunne være nøglen til at opklare havariet, og derfor fortsatte man med at lede efter den trods det uvejsomme nedstyrtningsområde på den grønlandske indlandsis. I over to år ledte Geus fire feltekspeditioner til området for at finde delen.

I maj var de ved at afslutte den ekspedition, som skulle blive den næstsidste, og havde indsnævret søgeområdet til et område på tre gange fem kilometer. Og i det allersidste søgeområde, fuldt af snedækkede gletsjerspalter, bippede metaldetektoren endelig.

I juni vendte de så tilbage og fik gravet den 150 kg tunge flydel op fra fire meters dybde ved hjælp af kædesave, skovle, varmekanon og en elektrisk kran.

Se video fra GEUS fra udgravningen:

Et sjældent uheld

Flymotorer er designet, så de, hvis det går galt, eksploderer forud eller bagud, så motorkappen ikke gennembrydes. Sker det, er det nemlig særlig farligt, da dele kan beskadige vinger og brændstoftanke eller gennembryde skroget, hvor de kan ramme passagerer og punktere trykkabinen.

Luftindtaget og alle fan-bladene (markeret med rødt) forsvandt fuldstændig fra jetmotoren. Nu samler interessen sig om den såkaldte fan hub, der holdt sammen på fan-bladene (markeret med blåt). Illustration: Engine Alliance

Derfor bliver motorhavariet, en såkaldt ‘uncontained engine failure’, taget særdeles alvorligt. Det medførte, at flyet straks søgte mod Goose Bay i Canada, hvor det landede sikkert.

Det er sjældent, at kun én faktor forårsager et havari, og derfor fortsætter BEA efterforskningen, blandt andet for at afdække, hvilke fysiske kræfter og laststørrelser der skal til, for at fejlen optræder.

Ud over Air France bruger flere andre større flyselskaber med lange ruter Airbus 380, deriblandt Emirates, som har over 100 af slagsen.

I alt er 237 Airbus 380-fly i drift, deraf 152 med Engine Alliance-motorer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten