91 vulkaner fundet under isen på Antarktis
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

91 vulkaner fundet under isen på Antarktis

Foto: The Guardian

Forskere fra Edinburgh University har fundet den største samling vulkaner på Jorden. 91 vulkaner ligger skjult under isen på Antarktis' vestkyst.

Sammenlignet med splittelsen i Østafrika, der ellers anses som værende den region i verden med flest vulkaner, mener geologer nu, at den nyfundne region tydeligt er større, skriver The Guardian.

»Det store spørgsmål er: Hvor aktive er disse vulkaner? Det er noget vi er nødt til at afgøre hurtigst muligt,« skriver gletsjerekspert Robert Bingham i artiklen, som er udgivet af The Geological Society.

Kan destabilisere islagene i Antarktis

Selvom om man ikke ved, hvor aktiv den store samling vulkaner er, så skal der ikke gå meget galt, før det kunne blive problematisk.

»Hvis blot en af disse vulkaner går i udbrud, kan det destabilisere islagene i det vestlige Antarktis,« siger han og fortsætter:

»Alt der får isen til at smelte - hvilket et udbrud med sikkerhed ville - vil få is til at ende i havet hurtigere.«

Ideen til undersøgelsen kom fra forskergruppens yngste medlem, Max Van Wyk de Vries, der er i færd med en bachelor på universitetet. Han fik sammen med Robert Bingham stablet projektet på benene, og ud fra data målt med is-gennembrydende radar begyndte de at lede efter vulkaner.

Det har længe været kendt, at der er vulkaner på Antarktis, og formålet var netop at undersøge, hvor mange vulkaner der ligger begravet i is på det kolde kontinent. Hvor man allerede kendte til 47 vulkaner, kunne forskerne tilføje 91 nye til listen.

Vulkanerne varierer fra 100 til 3.850 meter

Vulkanerne varierer i størrelse og har højder fra blot 100 til 3.850 meter. De er alle begravet i is, der på Antarktis kan ligge i flere kilometer tykke lag.

Bliver islagene tyndere, kan det ifølge Robert Bingham potentielt få store konsekvenser:

»De mest vulkanaktive områder i verden er regioner, der for nylig har mistet deres isdække - efter seneste istid. Det er steder som Island og Alaska. En hypotese er, at det skyldes, at regionens vulkaner bliver mere aktive, når der ikke ligger is oven på til at skabe tryk på vulkanerne,« siger han.

Der er stadig meget is på Antarktis, men hvis denne hypotese holder, er der risiko for, at klimaforandringer kan skabe en selvforstærkende effekt, da det vil smelte isen, hvilket vil lette trykket på vulkanerne, der så vil smelte endnu mere is.

»Det er noget, vi er nødt til at holde skarpt øje med,« siger Bingham.