850 ton tungt og 57 meter højt møllefundament klar til at stå til havs

21. august 2014 kl. 12:34
850 ton tungt og 57 meter højt møllefundament klar til at stå til havs
Illustration: Sanne Wittrup.
Dong har udviklet et havmøllefundament, som kombinerer en gitterkonstruktion med et bøttefundament. Nu skal det testes i tysk havmøllepark.
Artiklen er ældre end 30 dage

Nøjagtig 14 måneder efter projektstart er Dong Energys nye bud på et havmøllefundament klar til at blive lastet på installationsskibet 'Pacific Orca' og sejlet sydpå til tyske Borkum Riffgrund 1-havmølleparken. Her skal den installeres med en 3,6-MW-mølle på toppen og testes over de næste par år via et omfattende måleprogram.

Læs også: Dong tester nyt fundament i tysk havmøllepark

Desværre gik blæsten for frisk over Limfjordens vande onsdag, da Ingeniøren var inviteret på besøg, så løftet af det 850 ton tunge fundament fra kajen hos Bladt Industries og over på skibet måtte udsættes. Hejseoperationen kræver et såkaldt vejrvindue på 8 timer med under 14 meter i sekundet i pustene - målt i 40 meters højde - før man vil begynde at løfte på den 57 meter høje konstruktion.

Læs også: Se Dong Energys bud på fremtidens havmøllefundament

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dong Energys nye fundament er et såkaldte 'suction bucket jacket', der kombinerer to kendte principper fra offshore-industrien - nemlig en gitterkonstruktion og et bøttefundament. Det vil sige, at den trebenede jacket har en bøtte på hvert ben, der ved hjælp af fundamentets vægt og et vacuum øverst i bøtten suges fast i havbunden.

Fordelene ved designet er en modulopbygget, relativ let struktur og en nem og ikke mindst lydløs installationsproces, hvilket i tysk farvand er særlig vigtigt. Her stiller man nemlig skrappe støjkrav under installationsprocessen, hvilket nødvendiggøre dyr støjdæmning ved brug af det traditionelle monopile-fundament, der hamres ned i havbunden.

Det nemme ligger i, at man blot hejser fundamentet ned på bunden, hvorefter bøtterne suger fundamentet fast til bunden på 3-6 timer.

Ulempen ligger i, at man har brug for en temmelig stor kran på skibet til at løfte de 850 ton med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye design egner sig til vanddybder mellem 30 og 60 meter og til havbundstyper med sand og eventuelt kalk og til vindmøller på 6 MW og derover. Designet er dermed skræddersyet til projekter i det næste store udbud af havmølleparker på britisk territorium.

På toppen af hver bøtte ses pumperne, der suger luften ud af toppen af bøtten og dermed tvinger den ned i bunden. Efter operationen hejses pumperne op på montageskibet. Illustration: Sanne Witrup.

»Vi har haft travlt med at få design og fabrikation på plads, fordi vi netop havde en mulighed for at få opstillet et fundament på vores tyske Borkum Riffgrund, hvor havbunden er velegnet. Her har vi så et par år til at teste fundamentet og optimere designet i tide, inden 3. runde går i gang,« forklarer Jonas Wittrup-Jensen, projektleder for fundamentdesignet hos Dong Energy.

I sidste ende handler hele øvelsen om at reducere omkostningerne til offshore-havmøllefundamenter og dermed til offshore vindkraft.

Det er dog ikke muligt at hive nogle konkrete økonomital ud af Dong Energy på nuværende tidspunkt, blandt andet fordi der er tale om en nyudviklet model, der er dimensioneret til den konservative side, og som er designet til et farvand med store bølger.

»Vi vurderer, at man til sin tid kan fremstille et fundament på en uge,« vil Jonas Wittrup-Jensen dog godt sige.

Det er Dong Energys mål at have reduceret omkostninger pr. produceret havmølle-kWh med 35-40 pct. inden 2020 set i forhold til prisen i 2012.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger