800.000 kr. til højskole for naturformidling

Birch & Krogboe Fonden uddelte i torsdags 3,1 mio. kr. til seks projekter, der primært skal fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknik. Den største sum på 800.000 kr. gik til Højskolen for Natur og Kommunikation.

»Vi har behov for ca. 80. mio. kr. og skal bl.a. bruge bidraget til at søge fondsstøtte«, siger projektleder, cand. scient. Ruan Wåhlin Andersen. Han er fuldtidsansat på Højskoleprojektet, der blev stiftet som en selvejende institution i april 2001 og nu har gratis kontor hos Birch & Krogboe.

En trykkoger for forskere

Højskolen for Natur og Kommunikation skal være et kompetencecenter, hvor forskere kan lære at formidle deres viden til almindelige mennesker, og hvor de kan mødes med eksperter fra andre fagretninger. Den skal være en trykkoger for humanister og naturvidenskab. Den skal desuden være et aktivitetscenter, hvor familien Danmark kan holde ferie og opleve naturen på en sådan måde, at de får noget med hjem at tænke over fra naturens verden, forklarer Ruan Wåhlin Andersen.

Det er endnu ikke afgjort, hvor højskolen skal ligge. Det afhænger af sponsorernes ønsker. Dog stiller højskolen krav om, at den kommer til at ligge tæt på forskerne, dvs. maksimalt en times kørsel fra København eller eventuelt Århus. Desuden skal den ligge på landet og kunne byde på naturoplevelser, og endelig skal huslejen være overkommelig.

Sjovere undervisning

Birch & Krogboe Fonden gav desuden 500.000 kr. til Experimentariums kommende særudstilling »Krible-Krable«, der vil beskrive den mikroverden, der omgiver mennesket. Samt 300.000 kr. til den nye Hellerup Skole, der åbner i august 2002, og som vil satse på natur og miljø i undervisningen. Samt 600.000 kr. til Makroskalakemi på Århus Statsgymnasium, hvor der oprettes et center for kemi med udvikling af moderne kemiundervisning til inspiration for kemilærere.

Desuden gav fonden 500.000 kr. til den mobile udstilling Fremtidsbussen under Dansk Naturformidlingsfestival 2002. Plus 200.000 kr. til projektet Perspektiv i naturvidenskaberne 2001 - 2004, et projekt der udspringer fra en gruppe omkring rektor Steen Hoffmann på Sct. Knuds Gymnasium i Odense, og som skal udvikle et moderne undervisningsmateriale, der formidler aktuelle tekniske og naturvidenskabelige emner.

Endelig fik civilingeniør Eva Birgit Møller, Birch & Krogboe, 250.000 kr. til et ph.d. projekt vedrørende overfladens betydning for drift og vedligehold af bygningers klimaskærm.